Daglig pædagogisk leder til Børnehuset Klepholm

fuldtid
Daglig pædagogisk leder til Børnehuset Klepholm
  • Rebild Kommune
  • Hobrovej 110 9530 Støvring
Dagtilbud Syd søger en engageret og visionær daglig leder til Børnehuset Klepholm, der er en del af et område som er kendt for en frisættelse med lokal forankring, et stærk pædagogfagligt fokus og en høj andel af pædagoguddannet personale.

Har du ledelsesbaggrund, kan du lide at være tæt på kerneopgaven, er du visionær, medinddragende, tør du tænke nyt, er du optaget af pædagogik der tager udgangspunkt i børnene og ikke en metode der er styrende, er du en tydelig kommunikator og vil du være en del af et stærkt fagligt fællesskab, hvor der er højt til loftet? Så har vi drømmejobbet til dig her.

Stillingen er til besættelse pr. 1. december 2025 eller snarest derefter.

Børnehuset Klepholm
Børnehuset Klepholm er en af Rebild Kommunes største institutioner, normeret til 40 vuggestuebørn og 80 børnehavebørn. Som i alle andre huse i vores område, har vi brug for en leder som kan motivere, omsætte og formidle beslutninger og retninger både tværfagligt og tværorganisatorisk. Du skal kunne facilitere pædagogiske processer med åbenhed og tydelighed, og med udgangspunkt i betydningsskabende forhold til kerneopgaven - børnenes udvikling og trivsel. Du er en leder som står ved sin faglighed, og har en tydelig vision for pædagogisk praksis og kerneopgaven.

Husets medarbejdere er engagerede og forankret i en pædagogfaglig base. De skal udfordres på deres professionelle dømmekraft, så den bliver sat i spil, for hos os er det en forudsætning for at kunne udvikle kvaliteten i den pædagogiske praksis og husets hverdag. Du kan finde mange flere informationer om børnehuset, organisering og hverdag, på vores hjemmeside Børnehuset Klepholm | Dagtilbud Syd.

Opgaverne i huset kalder på en daglig pædagogisk leder som er åben, lyttende, forholder sig undrende til praksis, og som også tør udfordre. Du skal have en interesse i udviklingen af den samlede organisation, og arbejde i balancen mellem at sikre drift og udvikling i dit eget hus, og drift og udvikling for det samlede område.

Huset har en meget engageret forældregruppe som bakker op om initiativer, og gerne tager medansvar for dialogen om husets udvikling. Alle børnehuse i Dagtilbud Syd har deres eget Husudvalg, der både fungerer som aktivitetsudvalg, men som også inddrages og orienteres omkring organiseringen af det pædagogiske arbejde. Forældrene i huset er desuden repræsenteret i et politisk Områdeudvalg der fungerer på tværs af huse og dagpleje i Dagtilbud Syd, og som daglig pædagogisk leder er det vigtigt, at kunne arbejde ind i organiseringen og kompleksiteten omkring det samlede forældresamarbejde på flere niveauer. Men med det primære fokus på eget børnehus.

Ledelsesopgaven
I Dagtilbud Syd og Børnehuset Klepholm, har vi et stærkt pædagogfagligt fokus. Vi arbejder ud fra Rebild Kommunes fælles børnesyn, hvor vi betragter børn som mennesker der på én og samme tid er; som alle andre, som nogle andre og som ingen andre. I Dagtilbud Syd taler vi om et forpligtende fællesskab, hvor medarbejdere og ledere har et juridisk og moralsk ansvar for samarbejde og kvalitet i vores tilbud. Som skal arbejde forebyggende og løse problemstillinger gennem samarbejde i forpligtende netværk. Mens børnenes forældre har et moral og etisk ansvar, der indebærer forpligtelsen til at støtte barnet til at indgå i fællesskabet gennem opdragelse, og ved at italesætte fællesskabets betydning. Du kan læse mere om det forpligtende fællesskab i Dagtilbud Syd på vores hjemmeside Forpligtende fællesskab | Dagtilbud Syd.

Med opgaven som daglig pædagogisk leder følger en række administrative opgaver, som er udvalgt og tilrettelagt så de understøtter din ledelsesmæssige opgave. Vi har superbrugere på alle platforme, og bygger selv systematikker op i praksis, så de systemer vi arbejder i understøtter vores kerneopgave og mindsker administration. Det vil være en fordel hvis du har kendskab til KMD Opus, KMD Institution 2, SBSYS, AULA og INFOBA vagtplan. Men er du ikke ekspert i systemerne, så er vi, og vi hjælper dig gerne godt i gang. Som daglig pædagogisk leder i Børnehuset Klepholm har du ingen planlagt børnetid. Men du er stadig en vigtig rollemodel, og den daglige praksis er et af de steder, hvor du kan skabe tydelig sammenhæng mellem vision og praksis for den enkelte gruppe og medarbejder.

Ledelsesteamet
Som daglig pædagogisk leder indgår du i distriktets ledelsesteam, som består af syv daglige ledere og en dagtilbudsleder. Der er højt til loftet i vores team, og selvom driftsopgaver ind imellem presser sig på, så insisterer vi på at udviklingen af det pædagogfaglige arbejde i distriktet skal være i fokus. Det er i ledelsesteamet vi skaber den betydningsfulde sammenhæng mellem politisk dagsorden, organisationens kultur og medarbejdernes forventninger til deres daglige pædagogiske leder. Men det er også her vi selv udvikler, og det skal du tage medansvar for.

Frisættelse og faciliterende ledelse
Børnehuset Klepholm er i lighed med områdets øvrige børnehuse, frisat med egen økonomi, med mulighed for at arbejde med og udvikle egen pædagogisk praksis, med udgangspunkt i Rebild Kommunes vision for børne- og ungeområdet, kommunens fælles børnesyn og Dagtilbud Syds rammer for et forpligtende fællesskab med forventninger til forældre, medarbejdere og ledere. Det betyder, at der er en åben og aktiv dialog om praksis, om kerneopgave og kvalitet i vores hus. Det giver i meget høj grad mulighed for at skabe kvalitet gennem åbne processer, og kræver en faciliterende tilgang til ledelsesopgaven.

I Dagtilbud Syd foregår processerne både samlet for hele området, men vægten er lagt på prøvehandlinger i de enkelte institutioner. Derfor skal du som daglig pædagogisk leder være nysgerrig på børne-, medarbejder- og forældreperspektivet i dit eget hus, og medvirke til udbredelsen i et større perspektiv på områdeniveau. Du skal understøtte vores kultur, hvor både udvikling og fejl er med til at skabe kvalitet.

En daglig pædagogisk leder i Børnehuset Klepholm
  • Har ledelsesmæssig erfaring og leder med nærvær, synlighed, og respekt.
  • Ser det almenpædagogiske arbejde omkring børnefællesskabet, som den vigtigste forudsætning for at kunne lykkes med at skabe et inkluderende læringsmiljø.
  • Brænder for og har pædagogisk indsigt i ledelse på 0-6 årsområdet.
  • Er optaget af, hvordan man faciliterer de processer der skaber de bedste rammer for børnenes trivsel, læring og udvikling.
  • Inddrager synligt børn, personale, forældre og Husudvalg i praksis.
  • Er tydelig i sin kommunikation og bevarer roen i pressede situationer.
  • Er pædagogisk uddannet, har en lederuddannelse eller er parat til at gå i gang med en.

Dagtilbud Syd består af
  • Børnehaven Græshoppen, Rørbæk – en børnehave til 35 børn. Daglig leder er Lene Mathiasen.
  • Børnehuset Regnbuen, Nørager – en integreret institution til 20 vuggestuebørn og 60 børnehavebørn. Daglig leder er Lene Mathiasen.
  • Børnehuset Tuen, Haverslev – en integreret institution til 12 vuggestuebørn og 55 børnehavebørn. Daglig leder er Joan Straarup.
  • Børnehaven Svanen, Støvring – en børnehave til 55 børn. Daglig leder er Charlotte Theilmann.
  • Børnehuset Spiren – en integreret institution til 15 vuggestuebørn og 40 børnehavebørn. Daglig leder er Charlotte Harboe Ramussen
  • Børnehuset Toppen – en integreret institution til 25 vuggestuebørn og 60 børnehavebørn. Daglig leder er Kinnie Svendsen.
  • Børnehuset Fuglsang - en integreret institution til 30 vuggestuebørn og 75 børnehavebørn. Daglig leder er Anja Torp Sørensen.
  • Børnehuset Klepholm – en integreret institution til 40 vuggestuebørn og 80 børnehavebørn.
  • Dagplejen i Dagtilbud Syd Dagplejepædagog er Rikke Torp Mogensen, og ledelsen er delt i tre lokale områder mellem Joan Straarup, Charlotte Theilmann og Lene Mathiasen.

Leder i Rebild Kommune
I Rebild kommune arbejder vi med baggrund i vores fælles ledelsesgrundlag, som kan læses på siden Ledelse – sådan! | Rebild Kommune

Det forventes af ledere i Rebild kommune, at vi skal være gode til både at have styr på driften og være fornyende, så vi udvikler os fagligt og tager det bedste af det nye til os. Lederne skal være gode til at tage ledelse - at skabe klarhed om rammer og retning - og samtidig gode til at skabe følgeskab, at inddrage medarbejdernes perspektiver og skabe et bredt ejerskab til de fælles mål.

Det overordnede mål er besluttet i Vision 2035 (Vision 2035 | Rebild Kommune) og Udviklingsplanen for Skole og Dagtilbud 2030 (Udvikling af skoler og dagtilbud)

Som daglig pædagogisk leder i Dagtilbud Syd, har du en vigtig rolle i at bidrage til den fælles opgaveløsning og udvikling af Børn- og Ungeområdet i Rebild Kommune. Og derfor forventer vi også, at du vil indgå aktivt i den brede fælles ledergruppe i Center Børn og Unge og hele Rebild Kommune.

Ansættelsesforhold
Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem KL og BUPL.

Forud for endelig ansættelse indhentes referencer samt børne- og straffeattest.

Tiltrædelse: 1. december 2025 eller snarest derefter.

Arbejdssted: Børnehuset Klepholm, Klepholmvej 5, 9530 Støvring.

Ansættelsesforhold: Fuld tid.

Ansættelsesproces
Ansøgningsfrist: Mandag den 20. oktober 2025 kl. 08:00.

1. samtalerunde: Onsdag den 22. oktober 2025, om aftenen.
2. samtalerunde: Mandag den 27. oktober 2025, om aftenen.

Vær opmærksom på, at fokus på Rebild Kommunes børnesyn og det forpligtende fællesskab i Dagtilbud Syd, i forbindelse med ansøgninger og samtaler, vil have en særlig vægtning.

Kontakt os for yderligere informationer
Ønsker du yderligere information, så er du mere end almindelig velkommen til at kontakte Dagtilbudsleder Jesper Johansen på telefon 99 88 81 01 eller ijejo@rebild.dk

Kommunen ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed, og opfordrer derfor alle kvalificerede og interesserede uanset alder, køn, religion, handicap og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Den 1. januar 2019 blev der indført røgfri arbejdstid – og matrikler for alle ansatte i Rebild Kommune

 

Log ind