På Psykiatrisk Center København søger vi lige nu en chefsygeplejerske med bred faglig viden og stærk implementeringsevne, som kan stå i spidsen for både døgnafsnit og ambulatorium, drive etableringen af en ny akutmodtagelse og skabe gode, sammenhængende patientforløb, der er tilpasset Bornholms særlige forhold – og samtidig hænger tæt sammen med det øvrige center.
Om stillingen Som chefsygeplejerske vil du få ansvar for en kommende akutmodtagelse, et døgnafsnit med 15 almene og 2 intensive sengepladser samt et stort ambulatorium med en række subspecialiserede behandlingstilbud.
Du bliver personaleleder for to afsnitsledere, som er dygtige, dedikerede og optaget af at samarbejde og hjælpe hinanden. Det bliver din opgave at understøtte dem og sikre, at de har de bedst mulige forudsætninger for at lede deres afsnit og ambulatorium.
Siden maj 2025 er psykiatrien på Bornholm fusioneret med Psykiatrisk Center København, og du bliver derfor en del af den samlede centerledelse på centret, hvor du får en central rolle i at udbygge fællesskab, arbejdsgange og faglige synergier på tværs af Østersøen.
Tæt samarbejde Du vil referere til centerchefen, og din tætteste samarbejdspartner vil være din cheflægemakker på Bornholm samt centerets øvrige fire cheflæger og de tre andre chefsygeplejersker i centerledelsen. Du bliver en del af en åben og uhøjtidelig ledergruppe, som lægger vægt på at arbejde som samlet centerledelse for derigennem at fremme sammenhængskraft og samarbejde på tværs af centret til gavn for patientforløbene. Du vil have fast dagligt fremmøde på Bornholm, men må forvente en vis rejseaktivitet til København i forbindelse med møder, kurser og samarbejde på tværs af centret og hospitalet.
Udover ledelsesansvar for de kliniske enheder vil du indgå i det tværsektorielle samarbejde med Bornholms Regionskommune og politiet samt udbygge samarbejdet med Bornholms Hospital om integration af psykiatri og somatik og sikre vores patienter sammenhængende og helhedsorienterede forløb.
Om dig Vi søger en chefsygeplejerske med høje faglige ambitioner indenfor det psykiatriske speciale. Som center har vi fokus på løbende udvikling af vores behandlingstilbud og de gode patientoplevelser, og vi søger derfor en chefsygeplejerske med stærke ledelseskompetencer og en solid forståelse for den kliniske hverdag med udgangspunkt i patientens behov. Du kommer med erfaring fra arbejdet som chefsygeplejerske, oversygeplejerske eller lignende sundhedsfaglig leder og har gerne suppleret din ledelseserfaring med relevant videreuddannelse på master- eller kandidatniveau.
Derudover lægger vi vægt på følgende:
- Du kan balancere det strategiske og visionære med hensynet til den sikre og effektive patientbehandling, vi hver dag leverer
- Du er ambitiøs såvel psykiatrifagligt som på din ledelsesmæssige praksis
- Du har stærke kompetencer indenfor organisering og strukturering af processer og indenfor effektiv beslutningstagning, og så er du god til at prioritere
- Du forstår de ø-vilkår, som psykiatrien på Bornholm er underlagt, og kan skabe holdbare løsninger inden for rammerne
- Du kan delegere opgaver og lede gennem ledere og sikre følgeskab til opgaven
- Du er tydelig og er optaget af åbenhed, lydhørhed og involvering
- Du har en naturlig autoritet, og du evner at gå forrest som rollemodel og kulturbærer for det gode tværfaglige og tværsektorielle samarbejde
Om Psykiatrisk Center København Psykiatrisk Center København er et ambitiøst og udviklingsorienteret center. Vi har en stor akutmodtagelse, 270 sengepladser, seks ambulatorier, et stort psykoterapeutisk ambulatorium og en række specialfunktioner samt mere end 100 forskere. På centret arbejder ca. 1400 dygtige medarbejdere, der hver dag er med til at give vores patienter en god behandling. Som en del af Københavns Universitetshospital er forskning og undervisning en vigtig del af hverdagen og understøtter vores evidensbaserede behandlingstilbud.
Som center står vi lige nu over for flere spændende forandringer. Den nationale integration af psykiatri og somatik betyder, at Psykiatrisk Center København pr. 1. januar 2026 er en del af Bispebjerg-Frederiksberg hospital, og i foråret 2026 samler vi en stor del af centret i et funktionelt, lyst og imødekommende nybyggeri på Bispebjerg. Samtidig etableres en visiteret psykiatrisk akutmodtagelse på Bornholm.
Sammen med den øvrige centerledelse leder du disse forandringer, og det vil derfor være en fordel, hvis du har erfaring med forandringsledelse.
Løn- og ansættelsesvilkår Du ansættes i henhold til aftale for chefer.
Stillingen er til besættelse 1. april 2026 eller efter aftale.
Vi glæder os til at høre fra dig og uddyber gerne opslaget Synes du, ovenstående lyder spændende, og kan du se dig selv i stillingen så søg via linket på siden
senest den 1. februar 2026. Du bedes uploade CV og relevante uddannelsesbeviser sammen med din motiverede ansøgning.
Vi uddyber gerne opslaget og tager meget gerne en snak med dig, hvis du vil vide mere. Du er derfor velkommen til at kontakte centerchef Line Duelund på 4018 3466 og cheflæge Kristine Waagstein på 2163 0680.
Vi forventer at afholde samtaler den 5. februar 2026.