Kan du sikre fremdrift og styring af udviklingsprojekter? Københavns Kommune søger en erfaren chefkonsulent, der kan sikre fremdrift og styring af udviklingsfaser og udviklingsprojekter i Bygningsfornyelsen. Din største opgave er at sikre fremdrift af de mange projekter under Partnerskabet mellem Københavns Kommune og Fonden Fristaden Christiania. Om Bygningsfornyelsen i Københavns Kommune Det er vigtigt for Københavns Kommune at indgå i et samarbejde med Fonden Fristaden Christiania om videreudviklingen af Fristaden Christiania, da de har udviklet mange innovative løsninger og eksperimenterer med egen forsyning af energi, nye former for samarbejde, handelsliv, indretning og demokratiformer. Samtidig er Christiania Københavns største turistattraktion og et innovativt fristed til stor inspiration for alle. Parterne har indgået et partnerskab, der understøtter Christiania som et fristed med en særlig identitet med kultur, høj diversitet og innovative løsninger til inspiration for alle der bor, er på besøg eller hører om Christiania.
Du bliver en del af Bygningsfornyelsen, der samarbejder med københavnerne om fremtidssikring af byens boliger. Det gør vi ved at understøtte en positiv byudvikling gennem renovering af den eksisterende by. Indsatserne sikrer sunde boliger, grøn omstilling samt bevaring og fremtidssikring af Københavns egenart. Bygningsfornyelsens indsatser udvikler sig i takt med den grønne omstilling. Vi målretter samarbejdet med boligejere, lejere og andelsejere i København. Det sker gennem partnerskaber, puljer og særlige indsatser, hvor vi bidrager med kompetencer og ressourcer for at fremme udviklingen af boliger, så de fremtidssikres bæredygtigt og rustes til klimaforandringerne.
Om jobbet Din arbejdsopgave som chefkonsulent på indsatsen vil være at indgå i bygningsfornyelsens mange udviklingsprojekter i relation til Christiania. Du skal derfor bidrage med sparring til konkrete projekter og strategiske indsatser. Udviklingen af alle projekter sker i samarbejde med bygningsfornyelsens øvrige projektledere og i tæt dialog med byens mange borgere.
Din primære opgave handler om fremdrift af Forandringspartnerskabet mellem Fonden Fristaden Christiania og Københavns Kommune. Sammen med Partnerskabet skal du gennemføre projekter i de fire spor: tryghed og byrum, energi og renovering, sociale indsatser og nybyggeri. De konkrete projekter er beskrevet i Forandringspartnerskabet, som er en del af budgetforlig 2026 (ØK50).
Jobbet indeholder planlægning og facilitering af projekter og processer, herunder håndtering af rådgiveraftaler, interessenter, analyser, forundersøgelser, for-projekter og gennemførelsen af konkrete projekter. Du vil stå for alt dialog imellem partnerne og arrangere og facilitere borgerinddragelsesprocesser, styregruppe- og projektgruppemøder. Det er derfor en væsentlig forudsætning, at du kan tænke helhedsorienteret, inddragende og visionært sammen med både borgere, interessenter, offentlige aktører og rådgivere. I arbejdet skal du både kunne bidrage til den overordnede strategiske retning for projekterne og realisere dem i praksis. Du har ansvaret for at sikre fremdrift i dine egne projekter, og at de kommer godt i mål. Samtidig skal du kunne se værdien i et stærkt tværfagligt samarbejde, hvor det er naturligt at inddrage kollegaer eller andre fagpersoner, beboere og aktører i løsningen af dine opgaver.
Om dig Du har en længere videregående uddannelse fx byplanlægger, sociolog, antropolog, geograf. Desuden har du mange års erfaring som udviklingskonsulent eller arbejdet med byudvikling og samarbejdsprocesser med fokus på at tænke helhedsorienteret, nyt og anderledes. Du har dokumenteret erfaring med procesfacilitering, politisk styrede organisationer, kommunikation og udviklingsarbejde.
Vi forventer, at du
- har et strategisk overblik i forhold til byplanlægning
- kan arbejde selvstændigt og sikre fremdrift i dine projekter og samtidig inddrage aktører, kollegaer og kommunens andre forvaltninger
- har mod på at lede processer, hvor mange forskellige perspektiver mødes, og på at opbygge netværk med alle typer mennesker
- kan inspirere og motivere andre til at finde fælles løsninger
- er god til projektledelse
- har øje for arkitektonisk kvalitet samt forståelse for byens store sammenhænge
- brænder for at arbejde med udsatte byområder
- er robust med personlig autoritet og med skrapt blik for det strategiske
- har erfaring med eller mod på at fundraise
- har erfaring fra en kommune eller anden politisk ledet organisation
Vi kan tilbyde dig Et alsidigt job i en spændende og udviklingsorienteret organisation med gode kolleger, der har forskellige faglige baggrunde. Du vil få stor indflydelse på tilrettelæggelsen af eget arbejde, mulighed for fleksible arbejdstider og have god kollegial sparring og ledelsesmæssig opbakning.
Du bliver en del af enheden Bygningsfornyelse i Afdelingen for Mobilitet, Klimatilpasning og Byvedligehold (MKB) under Teknik- og Miljøforvaltningen. Vi arbejder tværfagligt og er ca. 35 ansatte med forskellige uddannelser og kompetencer.
I MKB har vores kontorer aktivitetsbaseret indretning. Det betyder, at vores fysiske arbejdsplads er inddelt i forskellige zoner (fx aktivzoner og fokuszoner), som i højere grad understøtter opgaveløsningen i løbet af en arbejdsdag. Det giver en mere fleksibel indretning, hvor du som medarbejder aktivt vælger de omgivelser, der passer bedst til de opgaver, du skal løse i løbet af en dag. Som medarbejder i MKB vil du få et tilhørsforhold til en hjemmezone, hvor du og dine kolleger deles om skrivebordene i stedet for at have faste skriveborde.
Ansættelsesvilkår Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst afhængig af dine kvalifikationer og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation.
Der er tale om en midlertidig fuldtidsstilling frem til 31. december 2029. Den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid er på 37 timer inkl. frokostpause.
Stillingen ønskes besat senest 1. januar 2026 eller hurtigst muligt.
Arbejdssted er Islands Brygge 37, 2300 København S.
Mere information Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte enhedschef Kristine Dose Bertelsen på 51 84 30 93.
Vi forventer at afholde samtaler i uge 43 i 2025.
Søg via linket senest søndag den 19. oktober 2025 Om Teknik- og Miljøforvaltningen Teknik- og Miljøforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.400 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,1 mia. kr.