Kan du skabe overblik, når kompleksiteten er høj, og har du lyst til at stå i spidsen for et sekretariat, der understøtter Slots- og Kulturstyrelsens øverste ledelse i både strategi og drift? Er du en tydelig og ambitiøs leder, der motiverer dygtige medarbejdere og er optaget af kvalitet, struktur og samarbejde? Så kan du være vores nye sekretariatschef.
Om os Slots- og Kulturstyrelsen er en styrelse under Kulturministeriet, der hver dag arbejder for at skabe de bedste rammer for kulturen.
Organisatorisk udgøres styrelsen af et ejendomsområde og et kulturområde, og understøttes af stabsfunktioner inden for økonomi, IT og HR.
På ejendomsområdet er blandt kerneopgaverne at forvalte statens slotte, haver og kulturejendomme. Styrelsen er ansvarlig for drift, vedligehold, restaurering og renovering af ejendommene under Kulturministeriet – herunder transformation, nybyggeri af kulturinstitutioner og udlejning.
På kulturområdet er kerneopgaverne myndighedsudøvelse og administration af tilskud i relation til medier, museer og folkeoplysning, biblioteker, kunst, teater og musik samt bygnings- og kulturarven. Styrelsen sekretariatsbetjener en række råd, nævn og udvalg, herunder bl.a. Medienævnet, Radio- og tv-nævnet samt Statens Kunstfond.
Styrelsen betjener departement og minister inden for styrelsens opgaveportefølje og bidrager til udformning og gennemførelse af regeringens målsætninger på kulturområdet.
Om stillingen Som sekretariatschef bliver du leder af direktionssekretariatet, der spiller en helt central rolle i at understøtte Slots- og Kulturstyrelsens direktion i deres arbejde. Du får ansvar for en enhed med dygtige og engagerede medarbejdere, hvor opgaverne spænder vidt – fra strategisk ledelsesbetjening, over presse og kommunikation til klassiske sekretariatsopgaver.
Opgaverne omfatter bl.a.:
- Koordinering og kvalitetssikring af sager til direktionen og departementet
- Tværgående strategiske projekter, der understøtter styrelsens strategi
- Ledelsesunderstøttelse, herunder forberedelse af direktions- og chefmøder
- Sekretariatsbetjening, herunder ledelsesinformation
- Presse og kommunikation
Som sekretariatschef har du ansvaret for:
- Daglig ledelse og udvikling af sekretariatets syv medarbejdere
- Ressourcestyring og prioritering i en travl og omskiftelig hverdag
- Implementering af styrelsens organisationsstrategi og strategiske projekter
- Styrelsens interne og eksterne kommunikationsarbejde
- At sikre fremdrift i sager og beslutningsprocesser
- At understøtte høj kvalitet, effektivitet og et godt samarbejde i styrelsen
Du refererer til styrelsens direktør.
Om dig Vi søger en sekretariatschef med strategisk forståelse og sans for detaljen. Vi forestiller os, at du har:
- Erfaring med ledelsesunderstøttelse i større, komplekse organisationer – gerne staten
- En stærk faglighed og analytisk sans, der gør dig i stand til at drive sager sikkert frem
- Erfaring med ledelse og evnen til at motivere og udvikle medarbejdere
- En resultatorienteret, dialogbaseret og involverende ledelsesstil
- Stærke kommunikative evner og naturlig gennemslagskraft
- Evnen til at skabe overblik – også under pres, og når der skal træffes hurtige beslutninger i en omskiftelig hverdag
- En relevant uddannelsesmæssig baggrund
Du har let ved proaktivt at opsøge og skabe professionelle relationer, såvel internt som eksternt i forhold til styrelsens interessenter.
Vi tilbyder Du får en udfordrende stilling og en central rolle i en organisation med et unikt samfundsopdrag. Som sekretariatschef bliver du en nøgleperson i arbejdet med at understøtte den øverste ledelse og sikre, at beslutninger træffes på et solidt grundlag.
Du bliver chef for et dedikeret og kompetent sekretariat, der brænder for at levere ledelsesunderstøttelse i topklasse. Du bliver en del af et miljø, hvor tempoet til tider er højt, men hvor vi samtidig lægger vægt på et arbejdsmiljø præget af faglighed, samarbejde og godt humør.
Hos os vil du få en arbejdsplads, hvor tilstedeværelse vægtes højt. Vi tror på værdien af at mødes fysisk – både for at løse opgaverne effektivt, for at kunne sparre og for at fastholde et stærkt fællesskab. Du skal derfor være indstillet på, at stillingen i høj grad er baseret på fysisk fremmøde på vores adresse i Hammerichsgade.
Ansættelsesvilkår Ansættelse vil ske på baggrund af rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten og på åremålsvilkår. Stillingen er placeret i løngruppe 1 (lønramme 37). Der kan forhandles tillæg afhængig af kvalifikationer.
Stillingen ønskes besat pr. 1. februar 2026.
Det er en betingelse for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at du kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsen.
Information og ansøgning Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør Sigmund Lubanski på mobil 2075 7810.
Du kan læse mere om Slots- og Kulturstyrelsen på
www.slks.dk.
Ansøgning sendes via det elektroniske ansøgningsmodul på styrelsens hjemmeside:
www.slks.dk/job senest den 4. december 2025. Du bedes vedhæfte CV og eksamensbeviser.
Der afholdes 1. ansættelsessamtaler den 9. og 10. december og 2. samtaler den 16. december. Der anvendes test i forbindelse med rekrutteringen.
Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.