Chef for Kommunikationssektion søges i FMI.

fuldtid
Chef for Kommunikationssektion søges i FMI.
  • Forsvarsministeriet Materiel- og Indkøbsstyrelsen ved FPS Ballerup
  • Lautruphøj 8, 2750 Ballerup
Vil du være med til at levere fremtidens kommunikationssystemer til Forsvaret? Har du erfaring med Forsvarets eksisterende løsninger eller bred indsigt fra den civile sektor, kan du nu blive chef for kommunikationssektionen i forretningsområde C4ISR ved Landdivisionen i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse – med ansvar for at levere stærke og tidssvarende kommunikationsløsninger til Forsvaret.

Om om

Den sikkerhedspolitiske situation har skabt behov for en accelereret oprustning af Forsvaret. Det er en stor og kompleks opgave med fokus på hastighed i leveringen af de nødvendige kapaciteter til Brigaden. Forretningsområde C4ISR er derfor i fuld gang med at anskaffe operative IT-systemer og kommunikationsløsninger med henblik på at digitalisere brigaden og enheder på tværs af Forsvaret.

Forretningsområde C4ISR er organiseret med én teknologiafdeling og 3 kapacitetssektioner med hver deres speciale, hvoraf Kommunikationssektionen er den ene. Sektionerne anskaffer og drifter en lang række kapaciteter og systemer inden for kommunikation, operativ IT, elektronisk krigsførelse og simulationssystemer. Desuden består forretningsområdet af en Drifts- og støttesektion.

Forretningsområdet er præget af en fri og uformel omgangsform, der bygger på tillid, ansvar, samarbejde og et godt socialt fællesskab. Vi er professionelle, har fokus på opgaven og fremdrift, mens vi er nærværende og passer godt på hinanden. Således er fleksibilitet og forståelse grundlaget for trivsel og et arbejdsliv i balance.

Om stillingen
Chefen for kommunikationssektionens kerneopgave består i at levere operative kapaciteter og kommunikationssystemer, primært til Hæren, men også til Specialoperationsstyrkerne, Hjemmeværnet og Forsvaret generelt. Sektionen består af 13 medarbejdere, foruden dig selv, og herudover dedikerede projekter med projektledere og andre støttemedarbejdere.

Som chef for sektionen refererer du til chefen for FO C4ISR og indgår i forretningsområdets ledelsesgruppe.

Nutidens kommunikationsteknologi og de heraf afledte systemer spiller en afgørende rolle på fremtidens kampplads. Forsvaret har igangsat en udskiftning af Hærens eksisterende kommunikationssystemer, som skal leveres af kommunikationssektionen. Udover nyanskaffelser skal du i samarbejde med brugerne sikre en effektiv drift og videreudvikling af de kapaciteter og systemer, der allerede er leveret til Forsvaret.

Derudover vil du som sektionschef skulle repræsentere forretningsområdet ved både nationale og internationale aktiviteter inden for kommunikationsområdet, og herunder blandt andet deltage i faglige messer, NATO-samarbejdsgrupper og generel dialog med industrien.

Om dig

Du er en erfaren og fagligt stærk leder med indsigt i kommunikationsområdet og lyst til at sætte retning i et komplekst og operativt miljø.

Vi lægger vægt på, at du:

  • Har solid erfaring inden for kommunikationsområdet og forstår samspillet mellem teknologi, drift og operative behov.
  • Enten allerede er ansat i Forsvaret som special- eller chefkonsulent eller som major/orlogskaptajn – alternativt har et tilsvarende akademisk niveau, fx som ingeniør, cand.scient.pol., cand.merc., cand.jur. eller lignende.
  • Er en tydelig og motiverende leder med erfaring i at lede højt specialiserede videns medarbejdere – både militære og civile.
  • Kommunikerer sikkert og overbevisende og formår at omsætte komplekse faglige problemstillinger til klare budskaber – på både dansk og engelsk, skriftligt såvel som mundtligt.
  • Kan balancere faglige, tekniske og juridiske krav og omsætte dem til konkrete løsninger, der skaber værdi for Forsvarets operative opgaveløsning.
Som menneske er analytisk stærk og arbejder systematisk og struktureret med både planlægning og analyse. Du trives med ansvar og tager ejerskab for dine opgaver – både når du arbejder selvstændigt, og når du indgår i et team – og du sikrer, at opgaverne følges helt til dørs.

Hverdagen er dynamisk, og vi kender ikke altid næste uges opgaver. Derfor er du omstillingsparat, fleksibel og i stand til at bevare overblikket i en travl hverdag med skiftende prioriteter og komplekse problemstillinger.

Vi tilbyder

  • En spændende lederrolle med stor indflydelse på Forsvarets kommunikationsløsninger.
  • Gode muligheder for både faglig og personlig udvikling gennem relevante kurser og efteruddannelse.
  • Et stærkt fagligt miljø med dygtige og engagerede kolleger.
  • Fleksible arbejdsforhold, der understøtter en god balance mellem arbejds- og privatliv.
Ansættelsesvilkår

Du ansættes i henhold til den enhver tid gældende overenskomst.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg.

Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Som ansat under Forsvarsministeriet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne i hele din ansættelsesperiode.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Forretningsområdechef OING. René Toft telefon: 2298 9877.

Hvis du har spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Mathias Fonskov, på 3032 5657.

Ansøgningsfristen er den 18. marts 2026.

Vi forventer at afholde samtaler løbende.

Vi vil bede dig søge stillingen via linket. Du anmodes om at vedhæfte relevante dokumenter som ansøgning, CV og uddannelsesbevis.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset baggrund, til at søge stillingen.

Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet. FMI har ansvaret for det samlede forsvars- og beredskabs materiel, it og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og it for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores it-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for. Vi er ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, med hovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.

Log ind