Jobbet:
Med direkte reference til direktøren, får du ansvaret for økonomifunktionen i KVM SKAKO A/S som er moderselskabet over SKAKO Concrete A/S i Faaborg og KVM A/S i Kjellerup. Du vil derfor naturligt få en faglig reference og sparring med den øverste ledelse på tværs og kommer aktivt til at dyrke netværket til koncernens øvrige økonomi- og IT-kolleger.
Det er afgørende, at din tilgang til jobbet er forretningsorienteret, praktisk og meget nærværende, da du bliver en innovativ nøgleressource, både i forhold til dine ansvarsområder, de enkelte projekter og sammen med ledergruppen, som du bliver en aktiv del af.
På økonomisiden får du bl.a. ansvar for budgettering, budgetopfølgning og likviditetsstyring samt udarbejdelse af måneds-, kvartals- og årsregnskaber. Ligeledes får du ansvar for en løbende rapportering til direktion, ledelse og bestyrelse. Du skal også optræde som en proaktiv økonomisk sparringspartner i forhold til direktøren, ledergruppe og den brede organisation, hvilket kræver, at du både kan udvikle og implementere en række driftsøkonomiske analyser og modeller inden for økonomistyring og rentabilitetsanalyser.
Et af dine fokusområder bliver bl.a. optimering af arbejdsgange og processer, herunder optimering af for- og efterkalkulationer. Ligeledes vil du blive involveret i implementering af et nyt ERP-system på sigt.
Herudover er du en proaktiv profil – både i forhold til hele organisationen, men bestemt også i forhold til det at træde ind i en ledergruppe og tale både ledelse, strategi og ikke mindst eksekvering. Der er således brug for en økonomiprofil, der kan mere end sit økonomiske håndværk.
Kvalifikationer:
Fra et lignende job i en dynamisk projektvirksomhed har du flere års praktisk erfaring, men du kan også sidde på niveauet lige under, men med potentiale til at blive økonomichef i morgen. Det er afgørende for både din og virksomhedens succes, at du har dyb indsigt i de mekanismer, der driver en projektvirksomhed. Du har naturligt løbende fokus på marginaler, driftsoptimering og controlling, kombineret med en stærk analytisk tilgang til forretnings- og kundeforståelse.
Du evner således at se både opgaver og virksomheden i et større og langsigtet perspektiv, uden at miste motivation og vilje til at bore dig ned i de væsentlige detaljer, når dette er nødvendigt. Du evner den fine balance, der er mellem at uddelegere og vise tillid, og du har samtidig mod og energi til at skabe ”din egen indsigt”, når din sunde intuition giver dig ”et prik på skulderen”. Desuden har du en relevant, teoretisk uddannelse, gerne på gerne HD-R eller cand. merc. niveau.
Du er robust, ligefrem og uformel i din personlighed og samtidig godt begavet og ”hands on”.
Bl.a. via dit engagement og dine gode samarbejds- og forhandlingsevner, brænder du igennem og evner at motivere din omverden, og det falder dig helt naturligt at skabe en stærk teamånd og et effektivt samarbejde på tværs af en organisation.
Du tilbydes:
En spændende og udfordrende rolle som wingman for 2 innovative direktører i markedsledende virksomheder, hvor du bliver en nøgleressource. Du får et vigtigt ansvarsområde, og du vil møde en bred vifte af faglige, ledelsesmæssige og personlige udfordringer. Et job, hvor du selv er med til at skabe platformen for din egen fremtid.
Du vil opleve en solid virksomhedskultur, der støtter godt op omkring dig og dine aktiviteter, og du vil møde en ledelse og en organisation, der er præget af et højt engagement og en uformel omgangstone på alle niveauer. Du vil indgå i et uformelt og professionelt team, hvor beslutningshastigheden er høj, og hvor der stilles krav til dine løsninger. Til gengæld får du stor indflydelse på din egen hverdag, og du får mulighed for at udvikle både dine faglige og personlige kompetencer i tæt samarbejde med en innovativ og handlingsorienteret ledelse.
Gage- og ansættelsesvilkår forhandles individuelt.
Virksomheden:
erwin andersen a/s søger på vegne af KVM SKAKO A/S som er moderselskabet over SKAKO Concrete A/S og KVM A/S. Begge virksomheder er veletablerede, mellemstore, internationale nichevirksomheder, beliggende henholdsvis i Faaborg og i Kjellerup. Virksomhederne, der er absolut markedsledende, udvikler og leverer udstyr og hele procesanlæg inden for beton og asfaltindustrien. SKAKO Concrete A/S er bygget op om udvikling og produktion af kundespecifikke projektløsninger med selskabets egen anlægsstyring som ramme, samt en væsentlig eftermarkedsforretning. Hos KVM A/S er egne procesteknologier ligeledes kernen i det, der skabes, nemlig anlæg og produkter, der transformerer værdifulde råmaterialer til slutprodukter af meget høj kvalitet inden for 3 forretningsområder: Asfaltproduktionsanlæg, maskiner og anlæg til fremstilling af betonblokke og forme til betonprodukter. Virksomhederne har været på en spændende rejse de seneste år og fortsætter denne udfordrende vækstfase. Der er mange synergier i de 2 virksomheder på tværs, og det vil man nu udnytte med en samlet koncernøkonomifunktion. Derfor søger vi nu en særdeles kompetent økonomiprofil på tværs af koncernen.
Ansøg:
Er du den rette profil, mærkes dit detaljerede CV og din ansøgning stillingsnummer "02.07.42" og uploades her på siden.
Al henvendelse behandles naturligvis fortroligt.
Vi har ikke ansøgningsfrist på stillingsannoncer, idet vi indkalder kandidater successivt under rekrutteringsforløbet. Så send os hellere din ansøgning og dit CV i dag end i morgen.
Bemærk: Jobannoncen genindrykkes løbende på diverse jobportaler. Dette er ikke et udtryk for, at rekrutteringsprocessen er startet forfra.