Centerchef

fuldtid
Centerchef

Vi søger en centerchef med stort engagement og overblik til headspace Roskilde og Holbæk

Er du drevet af passionen for børn og unges trivsel? Kan du skabe trygge rum, stærke samarbejder og lede et engageret team i en omskiftelig hverdag? Kan du møde hurtige forandringer med robusthed og overblik?

 

Så er du den perfekte kandidat til vores nye centerchef for headspace Roskilde og Holbæk!

 

I headspace møder vi børn og unge og deres familier der, hvor de er - på deres præmisser. Vi tilbyder dem et frirum, hvor de kan dele deres tanker og udfordringer. Nu søger vi dig, der med dit engagement og stærke lederevner kan lede to af vores vigtige centre og videreudvikle dem til gavn for lokale børn og unge i alderen 12-25 år. I vores Family tilbud rådgiver vi pårørende og familier der står et svært sted i forhold til deres unge barn.

 

Du vil desuden være med til løbende at udvikle og optimere sundhedsfremmende indsatser på skoler og uddannelsesinstitutioner lokalt, hvor headspaces værdier skinner igennem. Vi er i dag 15 centerchef kolleger til stede i 35 byer landet over med 37 headspace-centre, ca. 170 fast- eller deltidsansatte plus vores frivillige, som tæller ca. 650.

 

Dine daglige opgaver som centerchef

 

Som centerchef vil du få en alsidig og meningsfuld hverdag med at lede og drifte headspace-centrene i Roskilde og Holbæk, hvor du sidder hhv. 2 og 3 dage ugentligt. I Holbæk har vi Family tilknyttet.  Dine nøgleopgaver omfatter:

 

  • Ledelse af et dedikeret team af 6 ungerådgivere (4 medarbejdere i Roskilde og 2 i Holbæk), 2 headspace Family-rådgiver og op mod 40 frivillige, herunder peer-frivillige med egne levede erfaringer, som indgår i Family i Holbæk
  • Samarbejde med kommunale og regionale medarbejdere, der understøtter headspaces tilbud i de to kommuner
  • Videreudvikling af headspace Family i Holbæk, hvor pårørende til børn og unge støttes med rådgivning og vejledning
  • Sikring af høj faglig standard gennem implementering af vores nationale kvalitetsmodel og løbende udvikling af rådgivningsindsatsen
  • Planlægning og implementering af nye initiativer, fx forebyggende aktiviteter på skoler og uddannelsesinstitutioner
  • Opbygning og pleje af netværk med nøglepersoner i kommuner, erhvervsliv og civilsamfund for at styrke tværsektorielle løsninger
  • Balancering af drift og udvikling, så centrene fortsat kan være et trygt og relevant tilbud til endnu flere børn og unge

 

Hvem er du?

Vi søger en leder, der har 

  • … en uddannelse inden for det pædagogiske, psykologiske, social- eller sundhedsfaglige område
  • … minimum 5 års erfaring med personaleledelse
  • … kendskab til målgruppen - unge mellem 12 - 25 år og deres familier
  • … kendskab til arbejdet med frivillige, også gerne peer-frivillige (ikke et krav, men et plus)
  • …en robust personlighed, der kan agere ved brandslukning og tage de rigtige beslutninger på dagen
  • … en inddragende, procesorienteret og nysgerrig tilgang til medarbejdernes input og holdninger
  • … kan være faciliterende og med flair for at fornemme, hvornår du skal lede, og hvornår du skal guide
  • … en anerkendende kommunikation og kan sætte klare og tydelige mål
  • … erfaring med vores samarbejdspartnere: Forvaltning, skoler, institutioner o.lign.
  • … lyst til en arbejdsdag med mange bolde i luften, og hvor aften- og weekendarbejde kan forekomme. 

 

Du skal være klar til at tage ansvar for den faglige og strategiske retning i centrene - og samtidig have hjertet med. 

 

Vi forestiller os, at du:

  • Brænder for børn og unges trivsel og ser mental sundhed som et fælles ansvar mellem civilsamfund, kommuner og private aktører.
  • Har en anerkendende ledelsesstil, der skaber tryghed, tillid og en kultur, hvor alle bidrager og føler ejerskab.
  • Kan balancere en hverdag med mange bolde i luften - og stadig holde fokus på den langsigtede udvikling.
  • Har dokumenteret erfaring med tværsektorielle samarbejder, frivilligledelse og måske endda et godt lokalt netværk.

 

Løn- og ansættelsesforhold

  • Skæve arbejdstider samt nogen rejseaktivitet må forventes, svarende til 10 rejsedage per år
  • Løn forhandles individuelt
  • Tiltrædelse snarest muligt 

 

Send gerne din ansøgning til os

Ved spørgsmål til stillingen, så kontakt gerne HR Business Partner Tine Cranil på mail tine.cranil@detsocialenetvaerk.dk, så finder I et tidspunkt at ringe sammen på.

 

Ansøgningsfristen er søndag den 2. november 2025, kl. 12.00.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning og CV.

 

Ansøgere skal ved ansættelse kunne fremvise ren straffeattest samt ren børneattest. 

 

1. samtale afholdes fredag d. 7. november i Roskilde, og 2. samtale afholdes onsdag d. 12. november på vores hovedkontor i København. Du skal være indstillet på at løse en hjemmeopgave, hvis du går videre til 2. samtale. Vi dækker dine evt. transportudgifter. 

 

Til orientering anvender vi persontest inden udvælgelse til 1. samtaler. Hvis vi kan se, at der er et godt match mellem kandidaten og jobbets indhold, så bliver kandidaten invitereret til samtale. Og hvis ikke, så bliver det et afslag allerede i den indledende proces.

 

Om headspace 

headspace blev stiftet i september 2013 af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen for at sikre, at alle børn og unge havde nogen at tale med - helt uforpligtende og anonymt - og uden for de offentlige systemer.

 

Vores unge rådgivere og frivillige i headspace har siden starten mødt langt over 80.000 børn og unge mellem 12 og 25 og haft mere end 155.000 samtaler med dem om stort og småt, men det, unge primært henvender sig med i dag, handler om deres relationer til familie og venner. headspace er det største frivillige face-to-face rådgivningstilbud i Danmark.

 

I de sidste 10 år har unge skullet forholde sig til flere nye omgangsformer, hvor den mest gennemgribende nok er den store udbredelse af sociale medier, der grundlæggende har ændret den måde børn og unge kommunikerer på. Og mens det er vanskeligt at sætte en finger på præcis, hvilken betydning sociale medier har for børn og unge, er det et faktum, at børn og unges mistrivsel er forværret over de sidste 10 år.

 

I headspace bliver du en del af en visionær forening, der til tider jonglerer med mange forskellige bolde, men altid med afsæt i vores fælles værdigrundlag. Vi hylder den uformelle tone og har en anerkendende tilgang til, at vi alle bidrager med noget hver især, og at vi sammen kan opnå meget mere. 

 

Du kan læse mere om headspace på vores hjemmeside www.headspace.dk

Log ind