Center for Job og Uddannelse – En del af Ungeområdet – søger to afdelingsledere

fuldtid
Center for Job og Uddannelse – En del af Ungeområdet – søger to afdelingsledere
  • Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Ungecenter Kolding
  • Akseltorv 1 6000 Kolding

Center for Job og Uddannelse arbejder med unge, der har behov for vejledning og støtte i forhold til job, uddannelse eller økonomi. Vi støtter med en individuel, helhedsorienteret og tværfaglig indsats, hvor vi anerkender den enkeltes ressourcer, potentialer og muligheder. Vores mål er, at den unge på sigt opnår varig selvforsørgelse, også selvom han eller hun ikke tager den ”lige vej”.

Til denne vigtige opgave søger Center for Job og Uddannelse to engagerede afdelingsledere. Vi leder efter lederpotentiale og en faglig forståelse af ungeområdet, en indsigt i ungdomskulturen samt evnen til at skabe overblik og struktur, så centerets dygtige medarbejdere kan udføre deres kerneopgave.

Afdelingsledere Center for Job og Uddannelse   

Center for Job og Uddannelse er ét af fire centre i Ungeområdet, som er kernen i den sammenhængende kommunale ungeindsats i Kolding (KUI).

Centerets ledergruppe består af en centerleder, to afdelingsledere og en fagkoordinator. Centeret består af to afdelinger, henholdsvis:

  • Modtagelse, Ydelse og Legeparken
    Her bliver du leder af modtagelse og ydelse, som er indgangen til de fleste af Ungeområdets indsatser. Her starter vi med at læggerammen for samarbejdet med den unge, og vi tilbyder vejledning og økonomisk støtte. Modtagelsen tilbyder også en beskæftigelsesindsats for de ledige unge, der er tæt på arbejde eller uddannelse. Der er et tæt samarbejde med Legeparken, der er en skøn kombination af kultur og beskæftigelsesindsats.
  • Beskæftigelse
    I beskæftigelsesafdelingen bliver du leder for indsatsen for de unge, der har brug for mere støtte frem mod selvforsørgelse. Her er der fokus på håndholdte indsatser, praktikker og løntimer i virksomhederne, trædestensforløb og koordinering på tværs, hvis den unge har andre indsatser hos interne eller eksterne.

Begge afdelinger har cirka 25 medarbejdere med forskellige uddannelsesmæssige baggrunde, der er optaget af at gøre det ikke bare godt, men især meningsfuldt for de unge. De tænker muligheder, lovgivning og udvikling, og de udfordrer både rammer og ledelsen, når det er til den unges bedste. Men der er også en realisme i, at vi som center skal prioritere og nogle gange også optimere, så indsatserne giver mest mulig værdi.

Ledelse i Center for Job og Uddannelse   

I Center for Job og Uddannelse er vi optaget af succes, som vi sammen opnår gennem refleksion og nysgerrighed på os selv og vores praksis. Vi skal ikke gøre noget pr. automatik, men vi skal stræbe efter det meningsfyldte og gøre det, der skal til. Så vi tilpasser os, omstiller os, og vi eksekverer på det, vi selv kan – løser opgaverne inden for egen radar – men vi opsøger også hjælp og er hjælpsomme overfor hinanden

I et ledelsesperspektiv differentierer vi mellem fagledelse og ledelse af fagligheder. Vi er ikke optaget af at positionere den formelle ledelse, men vi viser vejen gennem det gode eksempel. Vi lykkes som ledere gennem vores medarbejdere og gennem deres succes med de unge.

Vores ufravigelige udgangspunkt er, at vi samarbejder og vælger de indsatser, der giver mest effekt for de unge borgere. Vi er tæt på de unge, og vi håndholder deres forløb, og hvis vi kommer til kort, så inddrager vi relevante specialkompetencer.

Dine kvalifikationer og rollen som afdelingsleder

Vi søger efter to afdelingsledere med en viden og passion for ungeområdet, ungdomskulturen, har en forståelse for de nyeste samfundstendenser og en relevant mellemlang uddannelse.

Du kommer ikke nødvendigvis med ledererfaring og/eller en lederuddannelse. Du har lyst til at bevæge dig ind i ledelsesrummet og skabe resultater gennem dine medarbejdere. Du er klar til at slippe noget af din egen fagfaglighed og gå på opdagelse i ledelsesfaget. Du har lyst til at rammesætte, kompetenceudvikle og understøtte medarbejderne i at se muligheder både internt i kommunen og ude i civilsamfundet.

Du vil få en centerleder, der understøtter dig i din transition og giver dig plads til at vokse. Du bliver en del af en ledergruppe, hvor vi prioriterer samarbejdet på tværs af ungecenteret.

Vores medarbejdere får brug for, at du kan understøtte dem i deres arbejde og være på både kant og forkant med lovgivningen på området. Du skal på sigt kunne balancere mellem det meget konkrete, hvor du giver hurtige svar og det meget komplekse, hvor du skaber plads til fagfaglige drøftelser.

Borgerens Centrum

I Kolding Kommune arbejder alle forvaltninger ud fra Borgerens Centrum og 1-2-3-modellen. Det er vores fælles tilgang til opgaveløsning, og det giver os et fælles udgangspunkt, når vi skal skabe sammenhæng og løsninger på tværs. Et udgangspunkt, hvor vi er nysgerrige og stiller spørgsmål til borgeren, før vi begynder at tænke i faglige løsninger. Vi tager altså udgangspunkt i borgernes virkelighed og lader systemet komme til borgerne – ikke omvendt.  

På den måde sikrer vi os både, at borgerne får et tilfredsstillende forløb eller samarbejde med kommunen, og at vi får brugt vores faglighed på den rigtige måde. At vi tjener borgernes bedste – og det fælles bedste. 

I Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har vi konkretiseret Borgerens Centrum ved at tilføje fem leveregler, som skaber tydelighed omkring, hvilke handlinger, der skal til i vores hverdagspraksis. Vi kalder vores konkretisering for Selvværd og Sammenhæng.

Vil du vide mere?

Selvværd og sammenhæng 

Kolding Kommunes Ledelsesgrundlag 

Hvis du har spørgsmål, eller brug for en uddybning er du velkommen til at kontakte Centerleder for Job og Uddannelse Jens Meilandt Langdal Nielsen på 23 24 76 50.

Løn og ansættelsesvilkår

Løn og ansættelse i henhold til gældende overenskomst efter principperne i Ny Løn og efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation.

Kolding Kommunen prioriterer et bæredygtigt arbejdsliv og tilbyder sundhedsordning, mulighed for at benytte motionscenter og har en feriefond med ferieboliger.

Ansøgning via knappen "Søg stillingen"

Ansøgningsfrist er søndag d. 14. september.

Vi afholder 1. samtalerunde onsdag d. 17. september og 2. samtale afholdes tirsdag d. 23. september, hvor der vil indgå en case.

Der vil mellem 1. og 2. samtale være mulighed for en uformel kaffesnak med Jens Meilandt Langdal Nielsen.

Stillingen ønskes besat hurtigst muligt og senest 1. november 2025.

Du sender din ansøgning online ved at bruge knappen ”søg stillingen”. Husk at vedhæfte din ansøgning og CV samt andre relevante bilag.

Alle stillinger er fuldtidsstillinger medmindre andet er angivet. Kolding Kommune opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, handicap, religion og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen. Forud for ansættelse indhenter Kolding Kommune straffeattest/børneattest, når loven kræver det, eller stillingen i øvrigt berettiger til det.

Overvejer du at flytte til Kolding? Læs mere om mulighederne for at bo og leve i Kolding på www.komtilkolding.dk

Log ind