Bygningsstyrelsen søger en ingeniør eller konstruktør, der vil være med til at holde snor i brandområdet på statens ejendomme

fuldtid
Bygningsstyrelsen søger en ingeniør eller konstruktør, der vil være med til at holde snor i brandområdet på statens ejendomme
  • Bygningsstyrelsen
  • Carsten Niebuhrs Gade 43 1577 København V
Vi håber at vi kan holde dig til ilden i dette stillingsopslag. For nu skal du læse om en stilling, hvor du får rig mulighed for at bringe dine evner inden for samarbejde, struktur og overblik i spil – alt imens du sikrer brandsikkerheden i vores store ejendomsportefølje!


Velkommen indenfor i Bygningsstyrelsen
I Bygningsstyrelsen har vi en ambition om, at levere attraktive og bæredygtige arbejdspladser til statens medarbejdere – herunder bidrage til en sikker drift af vores bygninger. Med en stor og forskelligartet portefølje er det nødvendigt med en struktureret tilgang til håndteringen af brandsikkerheden i styrelsens ejendomme.

I den forbindelse har vi brug for en ny kollega, som vil spille en central rolle i arbejdet med at videreudvikle og drifte styrelsens koncept for brandsikkerhed. Måske det netop er DIG?



Hvordan bliver din hverdag?
I rollen hos os er arbejdet med brandsikkerhed centreret om kontrol, eftersyn og vedligeholdelse, og du vil som vores nye kollega blive en central person med mange medspillere – og forskellige samarbejdspartnere. Du vil hjælpe kolleger, når de møder brandtekniske problemer, og sikre at projekter og bygninger lever op til gældende regler.

Herudover vil du løbende mødes med vores kunder og drive brandrelaterede opgaver, bidrage til forbedringer og hjælpe med at sikre god drift af vores brandinstallationer.


Mere konkret vil dine arbejdsopgaver blandt andet være, at:

  • Sparre og rådgive om brandtekniske spørgsmål
  • Projektlede og koordinere brandrelaterede initiativer
  • Opfølgning på udbedringer af fejlmeldte brandanlæg
  • Bidrage til opdatering af Bygningsstyrelsens forholdsordrer
  • Gennemføre kvalitetskontroller af vores teknikleverandørers ydelser og logning
  • Koordinere med vores teknikleverandør ift. kontroller af brandanlæg samt den aktive og passive brandsikring
I stillingen bliver du en del af Team Energi, Indeklima og Brand, hvor du vil arbejde sammen med en bred vifte af dygtige kolleger i hele styrelsen om arbejdet med at understøtte og udvikle Bygningsstyrelsens arbejde med brandområdet. I teamet vil du bl.a. have et tæt samarbejde med Anders, der også sidder med brandområdet. Spørger du Anders om at opsummere essensen af rollen lyder det således:

"En stor del af arbejdet handler om at være bindeled mellem teknik, drift og mennesker – og sikre, at alle trækker i samme retning, så brandsikkerheden fungerer i praksis".




Hvem er du?
Vi forestiller os, at du er ingeniør- eller konstruktøruddannet med interesse for det brandtekniske område, gerne med nogle års erfaring – eller på anden måde har erfaringer fra brandområdet. Det kan være, at du kommer fra en stilling som projektleder eller har arbejdet med sikkerhed- eller brandområdet.

Hvis du er nyuddannet er du også velkommen til at søge, hvis du har tilegnet dig relevante kompetencer fra et studiejob. I så fald hører vi meget gerne om det!

For at få succes i rollen er det vigtigt, at du:

  • Har gode samarbejdsevner, så du kan håndtere både leverandører og interne samarbejdspartneres interesser, uden at gå på kompromis med krav og regler
  • Formår at skabe overblik over komplekse problematikker - og finde løsninger
  • Trives i at arbejde med store datamængder
  • Kan forfatte en kort og præcis mail
Vi lægger desuden vægt på, at du kan arbejde struktureret og har erfaring med at varetage koordinerende opgaver, og ikke mindst har mod på at arbejde med et område, som er under udvikling.

Som Anders udtrykker det, så: "står det brandtekniske område midt i en transformation, hvor data, digitalisering og systematik spiller en stadig større rolle. Det giver mulighed for at arbejde både strategisk og helt konkret med at skabe trygge rammer for tusindvis af brugere".

En transformation og et arbejde, hvor vi med ovenstående forventninger til dig, tror på at vi sammen kan komme rigtig langt med brandområdet!





Ansættelsesvilkår
Løn - og ansættelsesvilkår sker i henhold til overenskomst mellem staten og relevant faglig organisation. Bygningsstyrelsen er en styrelse under Transportministeriet, og dit ansættelsesområde vil derfor være ministeriet med de til enhver tid tilhørende styrelser. Dit arbejdssted vil være Carsten Niebuhrs Gade 43, 1577 København V.

Det skal bemærkes at det er forudsætning for ansættelse i denne stilling, at du kan godkendes til NATO-sikkerhedsniveauet Hemmeligt (HEM) samt opretholde den igennem din ansættelse.

Bygningsstyrelsen har ejendomme i hele landet, og der vil kunne forventes en vis mængde rejseaktivitet, og det er derfor en forudsætning, at du har kørekort B.

I Bygningsstyrelsen arbejder vi aktivitetsbaseret. Vi har valgt den aktivitetsbaserede indretning og en positiv tilgang til delvis hjemmearbejde, fordi vi ønsker at styrke vores samarbejde og videndeling, skabe bedre mulighed for fordybelse samt understøtte et godt arbejdsmiljø med høj trivsel og fleksibilitet i hverdagen. Du kan læse mere om og se det HER.




Kontakt, ansøgning og videre proces
Vi ved at det tager tid og energi at sende en ansøgning. Så hvis du har spørgsmål til stillingen eller er nysgerrig på at vide mere, er du meget velkommen til at kontakte specialkonsulent og kollega Anders Høiriis på tlf. +45 41 70 13 94. Da Anders afvikler ferie i uge 42 kan du her sende en SMS, så vender han retur til dig efter ferien.

Lyder stillingen som noget for dig? Så send os din ansøgning via linket til højre og vedhæft dit cv, ansøgning og eksamensbeviser senest onsdag den 29. oktober 2025 – vi vil glæde os til at lære dig bedre at kende.

Når du har søgt, modtager du en kvittering på, at vi har modtaget din ansøgning. Vi forventer at holde første runde samtaler i uge 45 og anden runde samtaler i uge 46, og håber at kunne byde dig inden for og velkommen den 1. januar 2026.




Om os
Bygningsstyrelsen er en ejendomsvirksomhed og bygherre for staten og universiteterne. Vi har ansvar for at levere attraktive og veldrevne arbejdspladser, så vores kunder – universiteterne, politiet, domstolene og centraladministrationen – kan koncentrere sig om kerneopgaverne.

Vil du læse mere om, hvem vi er og hvad vi gør, kan du gøre det HER og du kan ligeledes læse om vores medarbejderes karrierehistorier HER.

Vi arbejder for at skabe en inkluderende arbejdsplads, som understøtter mangfoldighed. Derfor har vi en politik for diversitet, ligestilling og inklusion (den kan du læse HER), og vi har løbende indsatser, der skal gøre vores arbejdsplads tilgængelig for alle. Bl.a., har vi etableret et refleksionsrum, som kan bruges af medarbejdere, der har brug for pause eller bøn undervejs i arbejdsdagen.


Log ind