Bygningskoordinator med praktisk flair - DTU Compute

deltid
Bygningskoordinator med praktisk flair - DTU Compute
  • Danmarks Tekniske Universitet
  • Richard Petersens Plads 324, 2800 Lyngby-Taarbæk

Er du en dygtig koordinator med flair for at skabe struktur og overblik? Trives du med facility-opgaver som f.eks. gennemgang af bygninger, bestilling af møbler, fejlmeldinger og koordinering af interne flytninger? Hvis du samtidig er lidt af en handyman, så er du måske vores nye bygningskoordinator.

Om du er håndværker eller har erfaring som ejendomstekniker eller noget helt tredje er ikke afgørende for os. Vigtigst er, at du trives i en stilling i et internationalt miljø og hvor du er frisk på opgaver af forskellig art. 

Allround koordinator 
Som vores nye Bygningskoordinator vil du få en central rolle som bygningsansvarlig for instituttets bygninger. Du vil være kontaktperson til vores centrale facility-afdeling og sikre, at vores kontorpladser og bygninger er i topform.

Du vil få ansvar for den løbende koordinering i forbindelse med vedligehold af vores bygninger og klargøring af kontorer. Større vedligeholdelsesopgaver bestilles via Campusservice, hvor du også indmelder diverse fejl og mangler i bygningerne. Vi ser dog gerne, at du selv har mod på at ordne mindre opgaver med en hammer, skruetrækker eller skruemaskine.

Du har en vigtig rolle i, at vores bygninger er rare steder at være – du er opmærksom på om, der er småting, der skal fikses, eller om der er noget, der kan forbedres. Du har øje for detaljer og ser fejl og mangler før andre.

Du vil have ansvar for gennemgang og klargøring af kontorer, så du skal selvstændigt kunne planlægge interne flytninger med mange led og organisere flyttefolk til flytteopgaver. 

Ved større arrangementer hjælper du kollegaer med opstilling og afrydning. Du er altid klar til at give en hånd med og hjælper lige så gerne professoren som studentermedhjælperen.

Du bliver en del af instituttets Administration, hvor du vil referere til administrationschefen. Du vil i det daglige have et tæt samarbejde med dine kollegaer i Administrationen.

Du har overblik, struktur og praktisk flair
Du er omgængelig og spreder godt humør omkring dig. Derudover forventer vi, at du kan:

  • Arbejde selvstændigt og tage ansvar
  • Planlægge flere skridt frem og holde overblik
  • Omgås alle typer mennesker 
  • Håndtere værktøj på handyman-niveau
  • Begå dig mundtligt og skriftligt på dansk og engelsk, så du kan kommunikere med instituttets mange nationaliteter. 
  • Begå dig i de gængse IT-programmer (excel, word, outlook). 

Hvad kan vi tilbyde?
Du vil i høj grad selv kunne planlægge din arbejdsdag og udførelsen af dine opgaver. Du får 20 gode kolleger i Administrationen, hvor den gode stemning og godt humør er i centrum. Vi sidder sammen i storkontorer og er gode til at hjælpe hinanden, når der er travlt. Vi prioriterer en fornuftig work-life balance, og vi er fleksible i forhold til arbejdstider.

Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til OAS-S-fællesoverenskomsten og organisationsaftale for Ejendomsservicemedarbejdere ved en række statsinstitutioner eller anden relevant overenskomst. 

Stillingen er på 20 timer og ønskes besat pr. 1. september 2025 eller snarest derefter.  

Arbejdssted er DTU Lyngby Campus.

Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 20. juli 2025 . Åbn linket "Ansøg nu", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser.  

Vi forventer at afholde samtaler løbende, så tøv ikke med at sende din ansøgning.

Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte administrationschef Susanne Plougheld, på supl@dtu.dk  eller telefon 21798654. Læs mere om DTU Compute .

Ansøgninger modtaget efter ansøgningsfristens udløb tages ikke i betragtning.

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen. Da DTU arbejder med forskning i kritisk teknologi, hvormed der gælder særlige regler for blandt andet sikkerhed og eksportkontrol, kan der blive foretage open source-baggrundstjek af kvalificerede kandidater til stillingen.

DTU Compute
DTU Compute – Institut for Matematik og Computer Science – er et internationalt anerkendt akademisk miljø med over 400 ansatte og 10 forskningssektioner. Vi dækker bredt de digitale teknologier inden for matematik, data science, computer science og computer engineering, herunder kunstig intelligens (AI), machine learning, internet of things (IoT), chipdesign, cybersikkerhed, human-computer interaction, sociale netværk, fairness og dataetik. Vores forskning er forankret i grundforskning og centrerer sig om matematiske modeller af den fysiske og virtuelle verden, som grundlag for analyse, design og implementering af komplekse systemer. Vi fokuserer på, at forskningsresultaterne bidrager til at skabe et bedre samfund ved at understøtte områder som sundhed, grøn omstilling, energiforsyning og life science. Vi samarbejder med universiteter, offentlige og private organisationer og virksomheder i Danmark og udlandet, og gennem DTU’s startup-økosystem opmuntrer vi til innovation og iværksætteri. Vi har en stærk etisk, menneskelig og bæredygtig tilgang, der sikrer integritet i vores arbejde. Derfor stræber vi efter og tager medansvar for at drive demokratiseringen af digitale teknologier, så alle får mulighed for at tage aktiv del i udviklingen, og vi sikrer et fortsat åbent, demokratisk og inkluderende samfund til gavn for alle. På DTU Compute værdsætter vi mangfoldighed, inklusion og en fleksibel balance mellem arbejde og privatliv. Læs mere om os på  www.compute.dtu.dk .

Teknologi for mennesker
DTU udvikler teknologi for mennesker. Med vores forskning og uddannelser i international topklasse er vi med til at skabe en bedre verden, og vi bidrager til løsningen af de globale udfordringer formuleret i FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. H.C. Ørsted grundlagde DTU i 1829 med en klar mission om at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Den mission lever den dag i dag. DTU har 13.500 studerende og 6.000 ansatte. Vi arbejder i en international atmosfære og har et inkluderende, udviklende og uformelt arbejdsmiljø. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.

Log ind