Business Analyst til AI-udvikling

fuldtid
Business Analyst til AI-udvikling
  • Skatteforvaltningen, Frederiksberg OHV
  • Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg
Vil du være med til at bygge fremtidens data- og analysebaserede Skatteforvaltning? Brænder du for at udvikle, kvalitetssikre og drifte løsninger inden for machine learning (ML) og artificial intelligence (AI) i tæt samspil med forretningen? Så er du måske vores nye business analyst.

Din rolle som Business Analyst
Avanceret Analyse er et center, hvor vi har samlet en lang række specialister inden for Data Science og MLOps samt procesautomatisering. Vi anvender de nyeste metoder og algoritmer til at sikre, at vi har et moderne datadrevet skattevæsen. Vi bidrager på den måde til finansieringen af velfærdssamfundet.

Som Business Analyst skal du:

  • Identificere forretningens behov og omsætte disse til tekniske løsninger i samarbejde med teamets data scientists
  • Være det naturlige bindeled mellem fagstyrelse og udviklingsteam
  • Medvirke til at sikre at ML/AI-løsningerne opfylde relevante compliancekrav
  • Analysere og dokumentere de processer, der ønskes understøttet med ML/AI, og sikre en holistisk end-to-end-tilgang til forretningsprocessen, så der tages stilling til procesoptimeringer.
Du bliver tilknyttet et agilt AI-team, hvor du i tæt samarbejde med Data Scientists, Product owner og forretningen bidrager til udvikling af AI-løsninger. Du arbejder sammen med mange forskellige fagligheder i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen samt domæneeksperter i de fagspecifikke styrelser (fx Skattestyrelsen og Toldstyrelsen).

Hvem er du?
Du har flere års erhvervserfaring, hvor du har arbejdet med at drive processer. Din uddannelsesmæssige baggrund kan være mange, da vi leder efter en generalist, der kan fungere som bindeled mellem flere forskellige fagligheder. Det vigtigste er, at du har fokus på det tværgående samarbejde og kan facilitere dette. Du har ligeledes en grundlæggende teknisk forståelse samt evner til at sætte dig ind i komplicerede processer. Det er selvfølgelig en fordel, hvis du har kendskab til AI og ML, men ikke et krav.

Du motiveres af og trives med at arbejde med komplekse emner, som du skal kommunikere til dine samarbejdspartnere. Du arbejder struktureret og har en transparent tilgang til dit arbejde. På tværs af forskellige interessenter og fagligheder kan du omsætte behov til gode løsninger.

Vi lægger derudover vægt på, at du:

  • Har øje for det gode samarbejde og formår at spille dine kolleger gode
  • Kan oversætte forretningens behov, så dine kolleger kan udarbejde tekniske løsninger herpå
  • Tør udfordre forretningen, så vi sikrer en fremtidig god løsning
  • Formår at drive processer og sikre, at vi kommer i mål.
Avanceret Analyse – din nye arbejdsplads
Du bliver ansat i Avanceret Analyse, hvor over 50 specialister er med til at udvikle og levere løsninger til hele Skatteforvaltningen inden for ML, AI (herunder generativ AI), Robotic Process Automation (RPA) og Business Process Management (BPM).

Vores analytiske løsninger hjælper sagsbehandlerne med at kvalificere, strukturere og forudsige udfald i store sagsmængder, hvilket bidrager til bedre vejledning af borgere og virksomheder og samtidig er en vigtig del af svigsbekæmpelsen. Korrekt indbetaling af skatter og afgifter til tiden skaber værdi for såvel sagsbehandlere, borgere og virksomheder og det danske velfærdssystem.

Kontakt og ansættelsesvilkår
Send en motiveret ansøgning, cv, eksamenspapirer og andre relevante dokumenter via linket ”Søg stillingen” senest den 15. oktober 2025. Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte fungerende kontorchef Britt Francke på telefon 72 38 24 53 eller Business Analyst Krishna Thorlin på telefon 7237 6860.

Vi afholder samtaler løbende samt efter ansøgningsfristens udløb.

Der vil indgå en logisk analyse og en personanalyse i ansættelsesforløbet. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet referencer og straffeattest.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet.

Stillingen er med opstart hurtigst muligt.

Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner.
Arbejdsstedet vil være Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg.

Log ind