Er det dig, vi skal byde velkommen som ny dagtilbudsleder i Dagtilbud Højvang? – et inspirerende og engagerende læringsmiljø, der rummer fire integrerede børnehuse: Pyramiden, Evigglad, Tyrstedlund og Fjordparken samt en dagpleje. Her møder omkring 330 børn et stabilt, legende og udviklende læringsmiljø, hvor relationer, nysgerrighed og læring er i fokus, og hvor hverdagen er præget af struktur, fællesskab og pædagogisk kvalitet.
I Dagtilbud Højvang er omsorg, nærvær og anerkendende relationer en naturlig del af hverdagen. Personalet er optaget af at møde det enkelte barn med åbenhed og ligeværd, og vi lægger vægt på, at hvert barn bliver set, hørt og føler sig som en del af fællesskabet.
Vores pædagogiske indsats tager udgangspunkt i zonen for nærmeste udvikling, hvor vi i dagligdagen støtter op om barnets ressourcer og i at udfolde deres potentialer.
Vi tror på, at vores fornemmeste opgave er at styrke børnenes selvværd. Børnene skal medinddrages og opleve, at de lykkes i hverdagen. Det er de små succesoplevelser, der giver mod på mere.
Dagtilbud Højvang har eget produktionskøkken placeret i Pyramiden, mens de øvrige huse har moderne modtagerkøkkener, så alle børn får sund og frisklavet mad hver dag.
Dagtilbuddet ligger tæt på Højvangskolen og har et tæt og målrettet samarbejde med skolen om at skabe en tryg og sammenhængende overgang fra dagtilbud til skole. Vi har et stort fokus på at skabe deltagelsesmuligheder for alle børn, og i den sammenhæng er et tæt samarbejde mellem dagtilbud og skole af stor betydning. Vi tror på, at dette samarbejde er et grundlæggende element for at skabe det gode skoleliv for vores børn.
Ledelsestemaet i Dagtilbud Højvang består af en dagtilbudsleder og to assisterende ledere. Derudover er der ressourcepædagoger ansat, som understøtter pædagogikken i dagligdagen.
Vi søger en leder, der er optaget af at sætte retning og skabe følgeskabFor at kunne varetage ledelsesopgaven i Dagtilbud Højvang forestiller vi os, at du er:
- Autentisk og handlekraftig – skaber retning og følgeskab gennem tryghedsskabende relationer, inddragelse og tydelig kommunikation.
- Optaget af fællesskab og inddragelse – arbejder aktivt med LMU, forældrebestyrelse og medarbejdere i udvikling af principper for hverdagen.
- Struktureret og helhedsorienteret – kombinerer systematik og processtyring med fleksibilitet, så organisationen drives klogt og realistisk.
- Med økonomisk forståelse og strategisk indsigt – skaber balance mellem ressourcer og pædagogiske mål og navigerer professionelt i en politisk styret organisation.
- Med pædagogisk og ledelsesmæssigt fundament – er optaget af opgaven omkring børnene og af at kunne overføre det til ledelse af medarbejdere.
Hvorfor vælge Horsens Kommune og Dagtilbud Højvang?Hos os får du både fagligt fællesskab, stor handlefrihed og solid opbakning:
- Du bliver en del af et engageret og stærkt netværk af 19 dagtilbudsledere, som brænder for at udvikle dagtilbud af høj kvalitet
- Du får mulighed for at præge en lokalt forankret organisation med stærke værdier og en klar pædagogisk retning.
- Du indgår i et tæt, tværfagligt samarbejde med relevante aktører, som aktivt understøtter dagtilbuddets pædagogiske arbejde
- Du får en dagtilbudschef, som har fokus på relationel ledelse og prioriterer din trivsel og udvikling som leder
Løn og ansættelsesvilkår Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst med mulighed for at forhandle kvalifikations- og funktionsløn.
Har du spørgsmålHvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte dagtilbudschef Annelise Nørsøller på tlf. 22 61 73 47.
Ansøgningsfrist den. 1. februar 2026 kl. 23.59.Ansættelse pr. 1. april 2026. Ansættelsessamtaler vil blive afholdt den 18. februar og den 23. februar 2026.
Der vil blive fortaget test for kandidater, som går videre til 2. samtale.
Du kan læse mere om Dagtilbud Højvang på
Velkommen til Daginstitution Højvang | Dagtilbud Horsens