Børnevænget søger en erfaren økonoma, ernærings- eller køkkenassistent med grundig viden om og kendskab til børns ernæring, økologi og de officielle kostanbefalinger

fuldtid
Børnevænget søger en erfaren økonoma, ernærings- eller køkkenassistent med grundig viden om og kendskab til børns ernæring, økologi og de officielle kostanbefalinger
  • Københavns Kommune
  • Borups Allé 177, 2400 København
Er du indstillet på at gøre mad og måltider til en betydningsfuld del af børns læring? Bliv en del af vores engagerede team og bidrag til børns trivsel og udvikling med sund og indbydende kost!

Lidt om os

Børnevænget er en integreret institution normeret til 44 vuggestuebørn og 88 børnehavebørn – p.t. har vi 30 vuggestuebørn og 65 børnehavebørn.

Vi er beliggende på ydre Østerbro i skønne grønne omgivelser tæt ved Kildevældsparken, men p.t. er vi genhuset i lokaler i Nyborggade tæt ved Svanemøllen Station. Vi flytter tilbage til vore egne lokaler i Borgervænget i maj 2026.

Vi ved, at sund og ernæringsrigtig kost er en forudsætning for børns trivsel og udvikling. Derfor har det stor betydning for børnene, at du er engageret og dedikeret overfor opgaven med at sikre en alsidig og indbydende kost med friske råvarer og høj kvalitet.

Om stillingen
Jobbet indebærer, at du med baggrund i menuplanlægningsværktøjet i Københavns Kommune er ansvarlig for produktion af mad samt overholdelse af kostbudgettet i Børnevænget.

Da vi er genhuset, skal du i første omgang indgå i et team med to andre køkkenmedarbejdere om produktion af mad til ikke bare Børnevænget, men også en anden institution, der benytter samme køkken.

Køkkenet producerer mad til alle børnenes måltider i løbet af dagen. Du vil derfor de første måneder indgå i et team, hvor I deles om opgaverne med tilberedning, opvask, oprydning og rengøring.

Du vil, når vi flytter tilbage til Børnevængets egne lokaler, blive eneansvarlig for de samlede opgaver i køkkenet: planlægning og udarbejdelse af madplaner, bestilling af varer, opfølgning og registrering af egenkontrol samt opvask og oprydning.

Opgaven med Børnevængets børn handler ikke kun om det konkrete køkkenarbejde, men også om, at du er åben for at støtte op om pædagogiske initiativer og er indstillet på at gøre mad og måltider til en betydningsfuld del af børns læring.

Det fordrer, at du er åben og imødekommende overfor det pædagogiske arbejde i huset samt naturligvis børn, forældre og kolleger.

I foråret 2023 deltog vi i et forløb med Meyers Madhus med fokus på mad og måltider, et fokus, som vi gerne vil udvikle yderligere.

Din mødetid skal dække tidsrummet fra klokken 7.00/7.30 til klokken 15.00. Ved særlige arrangementer/årstidsfester eller evt. fællesspisninger skal du kunne arbejde til kl. 17.00 eller senere.

I Børnevænget møder du en engageret personalegruppe, som sætter pris på et godt arbejdsfællesskab og gode kolleger. Vi ser frem til at byde dig velkommen i vor gruppe.

Vi ønsker, at du

  • har overblik og er god til struktur og organisering
  • har gode samarbejds- og kommunikationsevner
  • har gode IT-kompetencer – du skal kunne benytte menuplanlægningsværktøjet, stå for varebestilling gennem Københavns Kommunes indkøbssystem, føre egenkontrol mv.
  • tænker, at kulturel mangfoldighed er en styrke, og at du derfor er åben overfor andres kulturer og traditioner og lader dig inspirere i forhold til din madlavning
  • kan lide at blive stillet nysgerrige spørgsmål og være omgivet af livlige børn
  • har humor
Det er en fordel, hvis du har kendskab til Københavns Kommune og menuplanlægningsværktøjet.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.

Stillingen er på 37 timer om ugen med tiltrædelse den 2. februar 2026.

Vi indhenter børne- og straffeattest og tager referencer i forbindelse med ansættelse.

Mere information
Er du interesseret og har spørgsmål vedrørende stillingen, er du velkommen til at kontakte pædagogisk leder Birgitte Olsen på 20 60 72 00.

Søg via linket senest mandag den 19. januar 2026

Log ind