Børne- og Ungerådgiver i Specialteamet - Lejre Kommune

fuldtid
Børne- og Ungerådgiver i Specialteamet - Lejre Kommune
  • Lejre Kommune
  • Møllebjergvej 4, 4330 Hvalsø

Brænder du for at gøre en forskel for børn med funktionsnedsættelser og deres familier? – og har du flair for lovgivning, socialfaglige vurderinger og måske endda lidt jura-nørderi?

Så er det måske dig vi leder efter, som vores nye kollega i stillingen som børne- og ungerådgiver, i Specialteamet i Lejre Kommune!

Om jobbet

I Børn- og Ungerådgivningen har vi ansvar for myndighedsopgaver for børn og unge i alderen 0-18 år, der har behov for støtte – herunder børn med funktionsnedsættelser. Vi arbejder med Barnets Lov som afsæt, og vi tager altid udgangspunkt i barnets - og familiens egne ønsker og mål.

Som børne- og ungerådgiver i vores Specialteam, får du en vigtig rolle i arbejdet med at vurdere målgrupper, behandle ansøgninger, lave beregninger og skabe helhedsorienterede løsninger.

Det er vigtigt er, at du har flair for:

  • Socialfaglige vurderinger og målgruppeafklaring
  • Lovgivning – særligt Barnets Lov, herunder kapitel 8 om handicapkompenserende bestemmelser
  • Udregninger og beregninger (kompensationsydelse, tabt arbejdsfortjeneste m.m.)
  • At omsætte komplekse regler til klar praksis
  • Inddragelse af børn og unge i deres egne sager
  • Tværfagligt samarbejde og tydelig kommunikation

Hvis du ovenikøbet har en svaghed for principmeddelelser, jura og praksisundersøgelser, så er vi ret sikre på, at du vil trives her.

Dine opgaver vil bl.a. være at:

  • Behandle ansøgninger om tabt arbejdsfortjeneste og kompensationsydelser
  • Udarbejde målgruppevurderinger
  • Vurdere behov for støtte, rådgivning og netværksinddragelse
  • Indgå i dagvagt og akuthåndtering
  • Deltage aktivt i teammøder og være en faglig sparringspartner for kolleger

Det får du hos os:

  • Et job med stor frihed, fleksibel arbejdstid og mulighed for hjemmearbejde
  • En arbejdsplads i udvikling med fokus på faglighed og trivsel
  • Et team bestående af 7 dygtige specialrådgivere og en tilgængelig og nærværende teamleder
  • En afdeling der ikke bare siger at vi løfter i flok, men faktisk gør det
  • Løbende kompetenceudvikling, så du bliver godt klædt på
  • Mulighed for sparring, juridisk bistand, ekstern supervision og faglig udvikling
  • En arbejdsplads i Hvalsø – kun 45 minutter fra København
  • Bil og elcykel til rådighed til opgaver uden for huset
  • Nyuddannede indplaceres på løntrin 38

Om os i Børn- og Ungerådgivningen

Børn- og Ungerådgivningen er en del af Familierådgivningen. Familierådgivningen består af Børn- og Ungerådgivningen og Familiehuset. Afdelingen har fælles en afdelingsleder. Det vægtes højt, at afdelingen er én samlet enhed, der har et fælles mål om at samarbejde i - og med familierne. Det betyder, at børne- og ungerådgivere, familiebehandlere og ungekonsulenter, ser hinanden som nærmeste kollegaer.

Familierådgivningen er forankret på en måde, hvor vi deler vicekommunaldirektør med Center for Børn og Læring. Dette sikrer et tæt samarbejde med skole - og dagtilbudsområdet, samt en fælles vision. Vi arbejder tværfagligt og har fokus på at styrke det forebyggende arbejde, gennem et tættere samspil mellem de forskellige fagpersoner og afdelinger.

Børn- og Ungerådgivningen består af tre myndighedsteams; Socialteamet, Anbringelsesteamet og Specialteamet, og et tidligt opsorende team, som har sin daglige gang på skoler og i dagtilbud. Derudover har afdelingen et internt Familiehus, bestående af familiebehandlere, ungekonsulenter og psykologer, der understøtter indsatserne til sårbare børn og unge, samt deres familier.

Børn- og Ungerådgivningen har til huse på Rådhuset i Hvalsø. Lejre er en lille kommune, hvilket betyder, at du hurtigt lærer mange samarbejdspartnere at kende. Skole- og daginstitutionsledere, bliver hurtigt kendte ansigter, medarbejderne fra Familiehuset og PPR kommer tit forbi dig, og SSP og Ungdomsskolen, er ofte med til at finde kreative løsninger for den enkelte unge.

Vi har flekstid, som koordineres internt i teamet, samt mulighed for distancearbejde i løbet af ugen. Som ny vil du få en mentor fra teamet, som kan hjælpe dig godt i gang.

Fra København når du Hvalsø på ca. 45 minutter, uanset om du er i bil eller med tog. Er du med tog, har vi biler og elcykler til rådighed i forbindelse med varetagelsen af dine arbejdsopgaver.

Det praktiske

  • 1. samtale vil være d. 27.01.2026
  • 2. samtale vil være d. 29.01.2026
  • Opstart: 01.03.2026, eller snarest muligt
  • Løn: Efter gældende overenskomst, med indplacering på løntrin 38. Trin for erfaring forhandles

Log ind