Bliv teknisk specialist i Bygningsstyrelsen – og vær med til at sikre kvaliteten i statens byggeri (København eller Skanderborg)

fuldtid
Bliv teknisk specialist i Bygningsstyrelsen – og vær med til at sikre kvaliteten i statens byggeri (København eller Skanderborg)
  • Bygningsstyrelsen
  • Carsten Niebuhrs Gade 43, 1577 Københavns Kommune

Har du solid erfaring med tekniske bygningsinstallationer? Og kan du vurdere kvaliteten af projektmateriale og sikre, at byggerier fungerer efter hensigten? Så er du måske den tekniske specialist, vi søger til vores kvalitetssikringsteam i Center for Byggeri.

Bygningsstyrelsen har fået udvidet sin projektportefølje, og vi har derfor brug for endnu en kollega med stærke tekniske kompetencer – særligt inden for el og installation – der kan understøtte vores byggeprojekter fra planlægning til aflevering.

Om rollen
Du bliver en del af vores kvalitetssikringsteam (KS-teamet), som understøtter vores projektledere og sikrer høj og ensartet kvalitet på tværs af byggeprojekterne. Det indebærer bl.a. at følge op på tekniske krav, funktionstest og performancetest – både i projektmateriale og fysisk på byggepladsen.

Du kan læse mere om Bygningsstyrelsens performancetest HER og om vores tekniske kravspecifikationer HER.

Dine opgaver:

  • Kvalitetssikring og granskning
    Du deltager i granskning og kvalitetssikring af projektmateriale udarbejdet af rådgivere og entreprenører – med fokus på, at sikre at materialet lever op til Bygningsstyrelsens tekniske krav og standarder, samt at blandt andet performancetest paradigmer og hvad dertil hører er tilstrækkeligt integreret i materialet.
  • Performancetest og byggepladsbesøg
    Du følger byggeprojekterne undervejs i planlægningsfaserne og udførelsesfasen og deltager i performancetest på byggepladsen. Her medvirker du, i at vurdere entreprenørens kvalitetssikringsmateriale og er med til at sikre, at der udføres de performancetest der er aftalt og det dokumenteres, som det kræves.
  • Sparring og samarbejde
    Du fungerer som teknisk sparringspartner for vores projektledere og indgår i dialog med Bygningsstyrelsens eksterne rådgivere og entreprenører, samt deltager i møder med både interne og eksterne aktører om tekniske afklaringer, performancetest, risici og granskning.
  • Udvikling af bygherrefunktionen
    Du bidrager til videreudvikling af vores krav og metoder – bl.a. performancetestparadigmer og tekniske kravspecifikationer – og deler viden og erfaringer i teamet.
Hvad forventer vi af dig?
Vi forestiller os, at du har en teknisk uddannelse – fx som maskinmester, ingeniør eller installatør – og har erfaring med tekniske installationer fra rådgiverbranchen, entreprenørleddet eller en større driftsorganisation. Du har arbejdet med granskning, test og teknisk kvalitet og har lyst til at følge byggerier tæt.

Derudover ser vi gerne, at du har tilegnet dig solide kompetencer inden for tværfaglighed i forhold til tekniske installationer, gerne med hovedvægt på el-teknik, og at du har erfaring med byggeriets planlægningsfaser samt udførelse af byggeri.

Vi lægger desuden vægt på, at du:

  • Har stor erfaring med måleteknik og fejlfindingsprocesser inden for el- og HVAC-installationer
  • Har erfaring med funktionstest jf. BR18 og BMS/CTS på brugerniveau - gerne med kendskab til StruxureWare og Niagara software.
  • Arbejder struktureret og dokumenterer tydeligt
  • Har stærke samarbejdsevner og er god til at formidle tekniske forhold både til kollegaer internt i styrelsen og til eksterne samarbejdspartnere
Du kan forvente at ca. 20 - 40 % af dine arbejdsdage, vil være på vores byggepladser i forbindelse med gennemførelse af performancetest. Der stilles tjenestebil til rådighed i forbindelse med byggepladsbesøg, hvorfor kørekort til personbil er nødvendigt.

Om teamet og din nye arbejdsplads
Som vores nye kollega og tekniske specialist kommer du til at indgå i vores KS-team. Her vil du opleve et stærkt fagligt miljø og tæt samarbejde med kollegaer, der har specialviden inden for IKT og de tekniske aspekter af byggeriet. Teamet er sammensat af forskellige faggrupper – fx ingeniører, bygningskonstruktører, CTS specialist, installatør og maskinmester.

Teamet er delt på vores kontorer i København og Skanderborg, hvorfor der er mulighed for ansættelse begge steder. Teamet er en del af en større planlægningsfunktion i vores Center for Byggeri med cirka 100 medarbejdere. Centeret håndterer alt fra nybyggeri, moderniseringer og renovering til større vedligeholdelsesopgaver på tværs af staten – bl.a. for universiteter, politiet og centraladministrationen.

Hos os vil du få en vigtig rolle i spændende og komplekse byggeprojekter – alt i mens du får nogle fleksible rammer for dit arbejdsliv med fagdygtige kollegaer omkring dig og indflydelse på din egen rolle. Du kan læse mere om os HER.

Ansættelsesvilkår
Løn - og ansættelsesvilkår sker i henhold til overenskomst mellem staten og den relevante faglige organisation. Bygningsstyrelsen er en styrelse under Transportministeriet, og dit ansættelsesområde vil derfor være ministeriet med de til enhver tid tilhørende styrelser.

Bygningsstyrelsen har kontorer i både København og Skanderborg. Tjenestestedet kan derfor enten være Carsten Niebuhrs Gade 43, 1577 København V eller Thomas Helsteds Vej 9A, 8660 Skanderborg - alt efter hvor i landet du er bosiddende.

I Bygningsstyrelsen arbejder vi aktivitetsbaseret. Vi har valgt den aktivitetsbaserede indretning og en positiv tilgang til delvis hjemmearbejde, fordi vi ønsker at styrke vores samarbejde og videndeling, skabe bedre mulighed for fordybelse samt understøtte et godt arbejdsmiljø med høj trivsel og fleksibilitet i hverdagen. Du kan læse mere om det HER.

Ansøgning, kontakt og videre proces
Kan du se dig selv i ovenstående? Så hører vi meget gerne fra dig! Send os din ansøgning, CV og uddannelsespapirer senest den 11. august kl. 12:00 via linket på denne side.

Da vi ved at det tager både tid og energi at søge et job, så er du mere end velkommen til at kontakte teamleder Lone Køhler på tlf.: 41 70 11 77 eller mail lokoh@bygst.dk eller alternativt maskinmester Finn Juhl Pedersen tlf.: 41 70 11 6 eller mail finju@bygst.dk, såfremt du har spørgsmål til stillingen.

Bemærk at Lone afvikler ferie frem til den 7. august, hvorfor du her kan sende hende en SMS, hvorefter hun vil vende retur til dig hurtigst muligt.

Vi forventer at afholde 1. samtaler den 13. og 14. august og 2. samtaler den 19. august og håber at kunne byde dig velkommen pr. 1. oktober 2025 eller efter aftale. Vi glæder os til at høre fra dig og lære dig bedre at kende!

Log ind