Bliv studentermedhjælper og vær med til at styrke databeskyttelsen i en organisation, der arbejder for den grønne omstilling

deltid
Bliv studentermedhjælper og vær med til at styrke databeskyttelsen i en organisation, der arbejder for den grønne omstilling
  • Klimadatastyrelsen
  • Sankt Kjelds Plads 11, 2100 København
Er du interesseret i databeskyttelse (GDPR), informationssikkerhed og lovgivning som NIS2 og AI-forordningen? Har du lyst til at få praktisk erfaring i et tværfagligt team, der arbejder med data og sikkerhed i forbindelse med den grønne omstilling? Så har vi den perfekte mulighed for dig!

praktisk erfaring – og plads til at stille alle de spørgsmål, du har

Dit nye team arbejder tæt sammen og består af både jurister og medarbejdere med teknisk baggrund, så du bliver en del af et tværfagligt miljø, hvor jura og it går hånd i hånd i praksis. Vi er fem i teamet i dag – og med dig bliver vi seks. Vi lægger vægt på samarbejde, videndeling og et trygt læringsmiljø, hvor der er plads til at stille spørgsmål og udvikle sig undervejs.

Som studentermedhjælper vil du få konkrete og varierende opgaver, der giver dig praktisk erfaring med databeskyttelse og informationssikkerhed. Du vil blandt andet være med til at forberede og deltage i møder om GDPR og sikkerhed, udarbejde materialer og referater til styrelsens sikkerhedsudvalg og udvikle undervisnings- og awarenessmateriale. Du får også ansvar for at hjælpe med at holde vores lovpligtige fortegnelser opdaterede, besvare henvendelser om databeskyttelse og gennemgå databehandleraftaler og revisionserklæringer.

Er du nysgerrig på, hvordan jura fungerer i praksis?

Har du lyst til at omsætte teori til praksis og få indsigt i, hvordan databeskyttelse og GDPR håndteres i en offentlig organisation. Du interesserer dig for områder som persondataret, it-ret eller menneskerettigheder og trives med at arbejde struktureret og analytisk. Du har det fint med Excel og PowerPoint – men vigtigst af alt, så kan du lide at samarbejde med både jurister og teknikere og være en del af et tværfagligt team, hvor man hjælper hinanden.

Studiejobbet hvor du får ansvar, læring – og et team der bakker dig op

  • Fleksibilitet: Vi planlægger arbejdstiden efter dit studieskema, eksamener og afleveringer.
  • Grundig oplæring: Vi hjælper dig godt i gang og sørger for, at du bliver tryg i opgaverne.
  • Læring og udvikling: Du får lov at deltage i relevante kurser og arrangementer og vi prioriterer, at du vokser både fagligt og personligt.
  • Fællesskab og faglighed: Teamet har et godt sammenhold, hvor man hjælper hinanden – og hvor vi fx tager afsted sammen til kurser, så du ikke står alene.
Du bliver en vigtig del af et team, der tager ansvar for databeskyttelsen i en organisation, der spiller en nøglerolle i Danmarks grønne omstilling.

Din kommende arbejdsplads

Klimadatastyrelsen arbejder for et grønt, klimarobust og sikkert Danmark. Vi producerer og distribuerer data til både den offentlige og den private sektor. Med vores data bidrager vi til den grønne omstilling. Vi sikrer den nødvendige viden til at klimasikre Danmark, og vi sørger for at levere data, der kan bidrage til at øge sikkerheden.

Klimadatastyrelsen er beliggende på Østerbro i København. Her er højt til loftet, god kantineordning, kort afstand til S-tog, metro og busser samt gode parkeringsforhold – både til bilen og cyklen.

Klimadatastyrelsen er en del af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, som står i spidsen for arbejdet med at reducere udledningerne af drivhusgas med 70 pct. i 2030.

Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og HK. Arbejdstiden er 15 -18 timer i gennemsnit pr. uge. Arbejdstiden planlægges under hensyntagen til dit studieskema, afleveringer, eksamener osv.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Synes du, ovenstående lyder interessant, er vi meget interesserede i at høre om din motivation for at blive en del af vores team.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning sammen med dit CV senest den 1. juni 2025.
Samtaler afholdes løbende.

For mere information kan du kontakte Specialkonsulent Ezgi Yigit Bektas på 2159 9132.

Log ind