Bliv en del af et stærkt team – Gadeteamet søger en engageret social pædagog - GENOPSLAG

fuldtid
Bliv en del af et stærkt team – Gadeteamet søger en engageret social pædagog - GENOPSLAG
  • www.aalborg.dk
  • 9000 Aalborg

Bliv en del af et stærkt team – Gadeteamet søger en engageret social pædagog 

”Vi har altid et håb for mennesket. Og det kan godt være, at borgerne aflyser 10 aftaler i streg eller drikker sig fulde. Vi møder dem stadigvæk dagen efter og har stadigvæk et håb for dem”.

Sådan formulerer en af vores medarbejdere fra Gadeteamet, når han bliver spurgt om hvad han er mest stolt af ved sit arbejde.

En af vores kollegaer har fået nye opgaver i afdelingen, så nu har du en unik mulighed for at blive en del af Gadeteamet ved Aalborg Kommune. 

Gadeteamets overordnede formål er at yde omsorg og støtte til de voksne borgere, der befinder sig i meget, udsatte positioner præget af kaos og f.eks. hjemløshed, misbrug og psykiske udfordringer. 

Finder du samtidig faglig stolthed i at danne trygge relationer og støtte borgere i svære livssituationer? Er du indstillet på at arbejde med skiftende arbejdstider dag, aften og weekend i et job, hvor opgaver og arbejdsdage sjældent ser ens ud - men hvor kerneopgaven forbliver den samme? Så er det måske netop dig, vi søger som vores nye kollega! 

I Gadeteamet søger vi en kollega, der: 

  • Har en socialpædagogisk uddannelse eller tilsvarende
  • Har relevant erhvervserfaring med et godt kendskab til hjemløse-, udsatte- og rusmiddelområdet
  • Er god til at etablere tillidsfulde relationer til mennesker i udsatte og sårbare positioner
  • Vil kunne trives i det opsøgende gadeplansarbejde
  • Bidrager positivt ind i et arbejdsfællesskab, hvor medarbejderne arbejder selvstændigt store dele af arbejdstiden
  • Forbliver rolig i pressede situationer, hvor der for eksempel til tider er brug for at kontakte politi, ambulance eller lignende  
  • Kan lide - og er god til - at samarbejde med en bred palette af samarbejdspartnere
  • Det er en fordel, at du i forvejen kender til Aalborg Kommunes tilbud til målgruppen

Om jobbet

Alle medarbejdere i Bo- og Gadeteamet arbejder uvisiteret og intensivt for, at gruppen af borgere i udsatte og sårbare livssituationer lever et værdigt liv på egne præmisser. I dette arbejde er koordinering med samarbejdspartnere et særlig vigtigt element. Typiske samarbejdspartnere er Jobcenter, Ydelsescenter, byens væresteder og varmestuer, læger, sygehus og politiet.

Konkret består Gadeteamets indsats blandt andet i at:

  • Identificere og opsøge borgere i udsatte positioner i byens rum, herunder monitorerer byens hellesteder til målgruppen 
  • Etablere en regelmæssig og stabil kontakt til borgerne og yde hjælp og støtte, når behovet opstår
  • Tilbyde akut hjælp og støtte – f.eks. finde overnatningsmulighed på herberg/forsorgshjem eller plads på et krisecenter eller hjælpe med at komme på skadestuen 
  • Opsøge borgere i eget hjem (eller andre steder), typisk på baggrund af bekymringshenvendelser fra samarbejdspartnere, naboer eller lign. 
  • Varetage brobygning til andre indsatser i Aalborg Kommune og til de lokale NGO-tilbud 
  • Lave aktivitet i byens rum i samarbejde med samarbejdspartnere og borgere  

Vi tilbyder:

  • En mulighed for at være med til at sætte dit præg på et nyere team
  • En afdeling med et højt fagligt niveau, hvor medarbejderne hjælper, støtter og lærer af hinanden
  • En spændende og travl arbejdsplads, hvor ikke to dage er ens
  • En høj grad af indflydelse og frihed til planlægning og tilrettelæggelse af egen arbejdsdag
  • Gode muligheder for faglig og personlig udvikling gennem supervision, kurser og temadage
  • Et godt arbejdsklima med engagerede og dygtige medarbejdere

Bo og Gadeteamet er organiseret ved Center for Sociale Indsatser (CSI). Tilbuddet har ca. 30 medarbejder og bl.a. tæller; et opsøgende gadeteam, inkl. en gadesygeplejerske, Støttekontaktpersoner - efter SEL § 99, samt fire opgangsfællesskaber med sociale viceværter. 

Ansættelse

Arbejdstiden er fordelt på dag, eftermiddag/aften samt hver anden weekend. 

Stillingen er fast og på fuld tid med ansættelse pr. 1. juli 2025 eller hurtigst muligt.

Ansættelsessted er Niels Ebbesens Gade 20, 9000 Aalborg. 

Stillingen er omfattet af lokal Løn. Løn og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst mellem respektive organisation og KL. 

Forud for endelig ansættelse indhentes der straffeattest.                                    

Ansættelsessamtaler afholdes fredag den 23.05.25. 

Der indkaldes til samtaler via mail. Vær derfor opmærksom på at tjekke mail og evt. spamfilter.

Vil du vide mere om os?
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Konstitueret afdelingsleder Sara Korsgaard Thomsen på 21 49 69 50. 

Om den organisation, vi er en del af i Aalborg Kommune:
CSI er en del af Voksensocialafdelingen. I Voksensocialafdelingen vil vi være pionerer i faglig særklasse. Vi sætter mennesket først, og sammen styrker vi den enkeltes potentiale. Det er denne spændende organisatoriske virkelighed, du får mulighed for at blive en del af. Som en del af forvaltningen Job og Velfærd har vi en hel central rolle i at sikre vækst, fællesskab og velfærd i Aalborg Kommune.

Læs mere om vores organisation: 

Mangfoldighed skaber værdi, og vi opfordrer alle til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap eller etnicitet. 

Du bliver en del af et stærkt fællesskab med 17.000 kolleger, og du kan glæde dig til en rummelig arbejdsplads med gode ansættelsesforhold, gode muligheder for kompetenceudvikling og fokus på trivsel. 

Se alle fordelene ved et job hos os og bliv klogere på ansættelsesprocessen trin-for-trin.https://www.aalborg.dk/job-og-karriere

Log ind