fuldtid
Bevogtningsstyrke til danmarkshistoriens største højsikkerhedsbyggeri
Har du mod på at være en del af sikkerhedsorganisationen med ansvar for tilblivelsen af FE’s nye domicil? Kan du arbejde selvstændigt og udvise autoritet? Så har du nu muligheden for at blive en del af bevogtningsstyrken i Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) Nyt Domicil Program.
FE samler sine medarbejdere i et nybygget domicil på Svanemøllens Kaserne. Et projekt der vil være det største højsikkerhedsbyggeri i danmarkshistorien.
Du får udfordringer og plads til at udvikle dig
Bevogtningsstyrken har to overordnede arbejdsopgaver: en med fokus på bevogtning, og en med et teknisk fokus. Alle vil blive uddannet til at indgå i gruppen med fokus på bevogtning og mange vil få en teknisk overbygning for at kunne indgå i den tekniske gruppe.
Vi søger medarbejdere, der har mod og lyst til at varetage begge arbejdsopgaver, for at have størst mulig fleksibilitet i hverdagen.
At være en del af bevogtningsstyrken stiller store krav til samarbejde, professionalisme, autoritet og fleksibilitet. På daglig basis vil du indgå i et hold, der refererer til den vagthavende teamleder, som sørger for dagens opgaveløsning. Du spiller en essentiel rolle i sikkerhedsorganisationen og er direkte medvirkende til, at flowet på byggepladsen fungerer uden at gå på kompromis med den militære sikkerhed.
Stillingen er normeret til en 37 timers ansættelse. Arbejdstiden ligger som udgangspunkt i tidsrummet 0530-1750 i hverdagene, med enkelte vagter i tidsrummet 0800-2020. Weekendarbejde forekommer i mindre grad.
Stillingen i bevogtningsstyrken er en projektansættelse indtil 31. december 2027.
Jobbet vil medføre en stor kontaktflade, give erfaring og opbygge kompetencer inden for sikkerhed og kommunikation, der på sigt kan medføre mulighed for en fastansættelse i FE.
Du og din baggrund er vigtig
Du er sikkerhedsbevidst og kan udvise den nødvendige autoritet, når situationen kræver det. Du er imødekommende, har gode samarbejdsevner og øje et for detaljen. Processerne vil løbende blive ændret, så de afspejler det nødvendige sikkerhedsniveau. Derfor skal du kunne trives i et dynamisk miljø, hvor du er klar til at revurdere og finjustere arbejdsmetoder efter behov, og selv være med til at komme med løsningerne.
Du skal have gode skriftlige og mundtlige danskkundskaber. Det er en fordel, hvis du har en god teknisk forståelse og en fordel, men ikke et krav, at du har kendskab til militær sikkerhed.
Det er en fordel at have erfaring fra f.eks. Forsvaret, Politiet eller Beredskabsstyrelsen. Har du anden baggrund, for eksempel vagtuddannelse, håndværker, erfaring fra civile vagtfirmaer eller lufthavnssikkerhed, er dette også være relevant.
Din nye arbejdsplads
FE er Danmarks udenrigsefterretningstjeneste og arbejder – hemmeligt og åbent – for at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden.
Vi er ikke alene om at beskytte Danmark, men vi er den eneste myndighed, der har fået mandat til at udnytte helt særlige midler til at afdække, hvad andre stater og udenlandske aktører forsøger at holde hemmeligt. Det giver mening for os at bidrage til fred, tryghed og sikkerhed for danskerne, både i den analoge og i den digitale verden og det gør vi ved at afdække, vurdere, rådgive om og modvirke både aktuelle trusler og trusler under udvikling.
Vi værdsætter styrken i vores mangfoldighed med dybe fagligheder og specialister og vi er en helt speciel og operativt orienteret vidensorganisation, der har mange forskellige opgaver, men fælles for dem alle er det vidensgrundlag, som vores efterretningsarbejde skaber.
Dit faste tjenestested vil være på Svanemøllens Kaserne.
Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som FE betaler.
Som ansat i FE er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet.
Sådan søger du stillingen
Du skal sende din ansøgning og CV via stillingsopslaget, senest den 9. januar 2026. FOKUS og dokumentation for relevant uddannelse kan medsendes, men er ikke et krav. Vi indkalder løbende til samtaler.
Vi forventer, at de indledende ansættelsessamtaler vil finde sted fra uge 2 og stiler mod en ansættelse fra 1. april 2026, eller snarest herefter. Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på 23266@ddis.dk. Skriv ”Bevogtning” i emnefeltet, hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger.
Du kan også læse mere på www.fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores beretning ”INDBLIK”, hvor du bl.a. kan få oplysninger om FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige forhold.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.