Beskæftigelsesmedarbejder med koordinerende rolle til Den Vilde Mission i Center for længerevarende botilbud

fuldtid
Beskæftigelsesmedarbejder med koordinerende rolle til Den Vilde Mission i Center for længerevarende botilbud
  • Københavns Kommune
  • Borups Allé 177, 2400 København
Vil du være med til at skabe meningsfulde arbejdsfællesskaber, der styrker både mennesker og naturen omkring os?

Vi søger en beskæftigelsesmedarbejder med en koordinerende rolle til beskæftigelsesindsatsen i Den Vilde Mission (DVM) – et initiativ, hvor mennesker, biodiversitet og bæredygtighed mødes i praksis.

Den Vilde Mission skaber beskæftigelsesmuligheder for beboere på vores botilbud Sundbygårdsvej og Røde Mellemvej, hvor der arbejdes med det sociale frikort som ramme. Her kombineres grønne indsatser med social inklusion og personlig udvikling.

Den Vilde Mission fungerer som et frirum for beboerne. Her tales der ikke om diagnoser og medicin – og heller ikke om politik og religion – og det giver en form for helle i hverdagen.

Beboerne kommer her med det, de hver især kan tilbyde. Nogle arbejder flere timer hver dag, andre en enkelt dag om ugen eller bare en time om ugen. Enkelte kommer på arbejde i perioder, når de har overskuddet til det.

Om stillingen
Som beskæftigelsesmedarbejder bliver du en del af et lille, dedikeret team, der arbejder for at skabe meningsfulde aktiviteter med afsæt i natur, miljø og fællesskab.

Du får en koordinerende og tværgående rolle, hvor du både

  • deltager aktivt i den daglige drift og udvikling af Den Vilde Mission
  • understøtter og koordinerer beskæftigelsesindsatser på andre botilbud i Center for Længerevarende Boformer
  • samarbejder med beboere, kollegaer og ledelse om at skabe grønne, inkluderende aktiviteter med udgangspunkt i biodiversitet, udearealer og verdensmål
Arbejdet spænder vidt fra hands-on-opgaver i haver, gårdrum og grønne områder til planlægning, koordinering og udvikling af nye initiativer på tværs af centerets botilbud.

Vi søger dig, der

  • kan inspirere, motivere og skabe struktur i beskæftigelsesforløb
  • har flair for havearbejde, biodiversitet og grønne projekter
  • er god til at samarbejde tværfagligt og kommunikere på tværs af fagligheder
  • trives i et miljø, hvor der både er praktiske, pædagogiske og koordinerende indsatser
Din uddannelse er ikke afgørende, det vigtigste er, at du har praktisk erfaring fra socialpsykiatrien, og det er en fordel, at du har kendskab til det sociale frikort og andre beskæftigelsesrettede indsatser i socialpsykiatrien.

Vi tilbyder

  • en spændende og alsidig stilling, hvor du både får jord under neglene og mulighed for at sætte retning på udviklingen af grønne beskæftigelsesindsatser
  • et engageret og tværfagligt kollegialt fællesskab
  • en arbejdsplads, der prioriterer trivsel, faglig udvikling og bæredygtige løsninger
  • mulighed for at bidrage til FN's Verdensmål gennem lokale initiativer
Organisatorisk hører Den Vilde Mission under Botilbuddet Sundbygårdsvej, som geografisk er placeret på Amager.

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer om ugen primært i dagtimerne fra mandag til fredag. Arrangementer og andet kan forekomme i aftentimerne.

Der gøres opmærksom på, at Botilbuddet Sundbygårdsvej, Center for Længerevarende boformer indhenter straffeattester og referencer ved alle ny ansættelser. En ansættelse forudsætter, at der på straffeattesten ikke fremgår forhold, der kan have betydning for ansættelsen.

Tiltrædelse den 1. januar 2026.

Løn i henhold til gældende overenskomst for administration og IT mv. og indenfor rammerne af lokal løndannelse.

Vil du vide mere?
Har du spørgsmål vedrørende stillingen, er du velkommen til at kontakte tilbudsleder Anne-Grethe Juhl på 40 49 99 19.

Søg via linket senest fredag den 28. november 2025
Der afholdes løbende ansættelsessamtaler med deltagelse af ledelses- og medarbejder- og beboerrepræsentanter.

Log ind