Er du klar til at tage ansvar og blive en central del af udviklingen af Aalborg Kommunes beredskab?
Kommunerne spiller en afgørende rolle i at opretholde samfundets vitale funktioner – også når krisen rammer. I de seneste år er risiko- og trusselsbilledet blevet markant mere komplekst, og behovet for at være forberedt på kritiske hændelser er større end nogensinde.
I Aalborg Kommune ønsker vi at styrke vores beredskab og søger derfor en engageret og handlekraftig beredskabskoordinator, der kan udvikle, implementere og vedligeholde kommunens beredskabsplaner og styrke vores samlede krisestyringskapacitet.
Der er tale om en nyoprettet stilling med tiltrædelse 1. marts 2026 eller efter aftale.
Om stillingen
Som beredskabskoordinator bliver du – og din nærmeste kollega på området - den centrale drivkraft i Aalborg Kommune, der sikrer sammenhæng, koordinering og udvikling af beredskabsarbejdet på tværs af organisationen. Du får en nøglefunktion med ansvar for opgaver som at holde beredskabsplaner opdaterede, tilgængelige og godkendte, at kortlægge risici og sårbarheder på tværs af kommunen, planlægge og facilitere øvelser for forvaltninger og krisestab samt understøtte tovholdergruppen og styrke vidensdeling og kompetenceudvikling.
Derudover skal der udarbejdes planer for strømnedbrud og sikring af kritiske funktioner samt etableres samarbejder med erhvervsliv og civilsamfund for at styrke det samlede beredskab.
Du bliver en del af et team, hvor udvikling og tværgående opgaveløsning er i fokus, og du refererer til chefen for ”Beredskab, Bolig og Analyse” i Økonomi og Erhverv. Samtidig vil du arbejde i samspil med kommunens ledelse, nøglemedarbejdere i forvaltningerne og eksterne aktører som Nordjyllands Beredskab, forsyningsselskaber, politi og nationale myndigheder.
Vi søger en beredskabskoordinator, der ser værdien i samarbejde med mange forskellige interne og eksterne aktører, kan arbejde selvstændigt med strategisk overblik og ambition om at gøre en forskel, er struktureret, engageret og dygtig til at opbygge relationer og netværk og ikke mindst evner at kommunikere klart og tydeligt – både skriftligt og mundtligt. Der er et stort fokus på at sikre fremdrift i opgaverne.
Du har en relevant uddannelse, gerne inden for beredskab, risikostyring, samfundsvidenskab eller ingeniør-/miljøområdet, og det er en fordel, hvis du har erfaring med beredskabs- eller krisestyring, men det er ikke et krav.
Vi tilbyder en ansvarsfuld og meningsfuld stilling på et område i rivende udvikling, hvor du får et tæt samarbejde med mange forskellige aktører. Du får en fleksibilitet til at forme din hverdag og dine opgaver, gode muligheder for kompetenceudvikling, kurser og netværk og ikke mindst en arbejdsplads med et positivt og trygt arbejdsmiljø.
Du kan læse mere om, hvad vi kan tilbyde som arbejdsplads her: Løn, vilkår og fordele.
”Beredskab, Bolig og Analyse” er en nyetableret enhed pr. 1. januar 2026 med 14 medarbejdere. Kontoret er en del af forvaltningen ”Økonomi og Erhverv”, Økonomisk Afdeling. Du kan læse mere om forvaltningen her: Økonomi og Erhverv.
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen er med tiltrædelse den 1. marts 2026 eller efter nærmere aftale. Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og principperne i Ny Løn.
Arbejdsstedets adresse: Boulevarden 13, 9000 Aalborg.
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Carsten Abildgaard på tlf. 25199460 eller Michael Møller Nielsen på tlf. 25200383.
Ansøgningsfrist er torsdag d. 15. januar 2026. Der holdes samtaler i uge 4, og forud for ansættelse indhenter vi reference. Vi forventer at anvende Garuda-personprofil som en del af vurderingsgrundlaget.
Du sender din ansøgning ved at trykke på knappen "Send ansøgning" og udfylde den formular, som kommer frem. Det er også muligt at vedhæfte bilag som f.eks. ansøgning og CV i begrænset omfang.
Bliv en del af Dobbelt A – få dobbelt op på muligheder
Hos os bliver du en del af et fedt fællesskab med 17.500 kolleger. Glæd dig til at få dobbelt op på udviklingsmuligheder, gode ansættelsesforhold og fokus på trivsel. Vi tror på, at forskellighed gør os stærkere, og opfordrer alle til at søge – uanset alder, køn, baggrund, religion eller handicap.
Se alle fordelene ved et job hos os og bliv klogere på ansættelsesprocessen trin-for-trin. https://www.aalborg.dk/job-og-karriere