Behandler til Rusmiddelcenter Silkeborg - Team for længerevarende behandling

fuldtid
Behandler til Rusmiddelcenter Silkeborg - Team for længerevarende behandling
  • Silkeborg Kommune
  • Færgvej 1, 8600 Silkeborg

-  Vi søger pr. 1. februar 2026 en behandler til den længerevarende behandlingsindsats for stofmisbrugere.


Rusmiddelcenter Silkeborg er en del af Social, Psykiatri og Rusmiddelsektionen (SPR) i Silkeborg Kommunes Socialafdeling. SPR varetager en bred vifte af indsatser til borgere med psykisk sårbarhed, misbrugsproblemer og social udsathed.

 

Det tværfaglige team som du primært vil være tilknyttet, varetager social behandling og sundhedsfaglig indsats for borgere i medicinsk stofmisbrugsbehandling.

 

Rusmiddelcenter Silkeborg har ca. 100 borgere indskrevet i medicinsk behandling. Det sociale behandlingsteam yder i tilknytning hertil en bred indsats bl.a. i form af udredning og udarbejdelse af behandlingsplaner, samt individuelle samtaler såvel af støttende som af mere terapeutisk karakter, forskellige case management-opgaver, gå med-funktion, motiverende indsats i forhold til stoffri døgnbehandling, m.v. 

 

 

Din profil:
Den medarbejder som du skal afløse er socialrådgiver, og det vil derfor være et fortrin, hvis du er uddannet socialrådgiver, men du kan også være pædagog eller have en sundhedsfaglig baggrund, sålænge du kan arbejde struktureret og metodisk. Det er en stor fordel, at du har erfaring med at arbejde med kognitiv metode og motiverende tilgang, behandlingsplanlægning og behandlingsjustering.

Det er absolut også en fordel, hvis du har erfaring med stofmisbrugsbehandling, og i det hele taget med den målgruppe af borgere, som teamet arbejder med. Hvis du også har erfaring med psykiatri, er det yderligere en fordel. Der er mange sundhedsaspekter i arbejdet med stofmisbrugere i medicinsk behandling, og du skal forvente et tæt samarbejde med sygeplejersker, klinikmedarbejdere samt centrets læge.

Foruden de faglige grundkompetencer kræver jobbet en række personlige kompetencer; det er vigtigt at du kan etablere og fastholde en tillidsfuld kontakt/alliance med borgere, som ikke altid har gode erfaringer med offentlige systemer, og som nogle gange udviser en adfærd som kan ekskludere dem fra andre hjælpesystemer. Indsatsen er præget af tværfaglighed, og det er nødvendigt både at kunne arbejde selvstændigt, men også i meget høj grad sammen med andre medarbejdere, faggrupper og offentlige instanser. Det er vigtigt at du er robust, og kan håndtere at møde borgere i svære livssituationer, og alligevel kan bevare et godt og stabilt humør.

 

Vi tilbyder;

  • et anerkendende, respektfuldt og trygt arbejdsmiljø i et fasttømret tværfagligt team, hvor der er fokus på fælles opgaveløsning, og hvor man hjælper hinanden.
  • en grundig introduktionsplan til arbejdet med borgere med rusmiddelafhængighed og dine opgaver i teamet
  • løbende team-supervision og høj grad af faglig sparring i teamet
  • et højt fagligt niveau 
  • en organisation i udvikling og med gode muligheder for udvikling såvel fagligt som personligt
  • løbende relevant opkvalificering i forhold til dine opgaver

Arbejdstiden er 37 timer pr. uge. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst samt aftale om lokal løndannelse.

Yderligere information:
Vil du vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte Funktionsleder Palle Havskov på tlf. 29 16 10 11 eller faglig leder Ninna Nørbjerg på 51 44 13 53.

Se i øvrigt mere om Rusmiddelcenteret på hjemmesiden.

Ansøgningsfrist fredag den 5. december 2025  kl. 12.00   Ansættelsessamtaler forventes afholdt onsdag den 17. december.

Vi foretrækker, at du sender din ansøgning online.
Klik på Ansøg. Vedhæft din ansøgning og relevante bilag.

Vi indhenter offentlig straffeattest på den person, vi ønsker at ansætte.

Log ind