Arbejdsmiljøinspektør til Beredskabsstyrelsen i Birkerød

fuldtid
Arbejdsmiljøinspektør til Beredskabsstyrelsen i Birkerød
  • Beredskabsstyrelsen FSV
  • Datavej 16, 3460 Birkerød
Kunne du tænke dig at prøve kræfter med et selvstændigt og spændende job med tæt kontakt til både medarbejdere og topledelse i Beredskabsstyrelsen? Trives du med at arbejde inden for et område med stor bevågenhed og høje ambitioner, og har du kendskab til arbejdsmiljøområdet samt har sans for processtyring og koordination? Så er du måske vores nye arbejdsmiljøinspektør.

Om os
Verden er i hastig forandring. Krig i Europa, skærpet geopolitisk rivalisering, klimaforandringer og hybride trusler stiller nye krav til Danmarks beredskab. I Beredskabsstyrelsen arbejder vi for at sikre samfundets evne til at forebygge, modstå og håndtere kriser og katastrofer i samarbejde med vores partnere.

Arbejdsmiljøinspektørstillingen er forankret i kontoret Kapaciteter, Sikkerhed og Drift, der har det overordnede ansvar for Beredskabsstyrelsens kapaciteter, bygninger, øvelsespladser, den fysiske sikkerhed, IT-systemer og ikke mindst arbejdsmiljøet.

Beredskabsstyrelsen vokser i disse år som følge af den politiske aftale om redningsberedskabet, som er under implementering frem mod 2027. Arbejdet som arbejdsmiljøinspektør er omskiftelig og kræver fleksibilitet, samarbejde og høj grad af fælles ansvarsfølelse.

Om stillingen
I Kapaciteter, Sikkerhed og Drift, vil du være en del af et kontor med 31 dedikerede og fagligt dygtige medarbejdere med forskellige uddannelsesmæssig og faglig baggrund.

I rollen som arbejdsmiljøinspektør har du en vigtig opgave i at sikre gode rammer for medarbejderne - både inden for det psykiske og fysiske arbejdsmiljø, så vi kan håndtere de mange samfundsvigtige opgaver.
Som arbejdsmiljøinspektør vil du beskæftige dig med både det psykiske og det fysiske arbejdsmiljø i hele organisationen. Dine konkrete arbejdsopgaver fastlægges i koordination med chefen for kontoret, men vil blandt andet indebære at:

  • rådgive den øverste ledelse om arbejdsmiljø
  • sikre strategisk styring og udvikling af arbejdsmiljøområdet
  • sikre gennemførelse og opfølgning på arbejdspladsvurderinger
  • deltage i diverse arbejdsmiljøudvalg
  • fungere som bindeled med de decentrale enheders arbejdsmiljøkoordinatorer
  • gennemføre tilsyn ved styrelsens enheder
  • udarbejde statistikker ift. fysisk arbejdsmiljø
  • være kontaktpunkt for Arbejdstilsynet
Opgaverne stiller krav til din forståelse for politiske og strategiske processer, dine skriftlige formidlingsevner samt dine evner til at opbygge relationer og kommunikere på tværs af faglige og opgavemæssige skel. Herudover vil det være en fordel, hvis du har kendskab til arbejdsmiljøområdet. Hvis du ikke allerede har de nødvendige kvalifikationer, vil der være mulighed for at deltage i kurser, der kan styrke din faglighed.

Om dig
Du har en relevant samfundsvidenskabelig eller humanistisk videregående uddannelse, f.eks., cand.scient.pol., cand.polit., cand.jur. eller lignende.

Vi forestiller os, at du har nogle års erfaring, gerne med arbejdsmiljø, og har mod på at bevæge dig videre. Vi ser gerne, at du er ambitiøs og målrettet, ikke kun på egne vegne, men også Beredskabsstyrelsens vegne. Når hverdagen er hektisk, har du et højt drive og en udpræget vilje til at levere. Du brænder for at udvikle arbejdsmiljøområdet i Beredskabsstyrelsen.

Du formår at agere i en bred opgaveportefølje, som indeholder alt fra koordination til strategiske udviklingsprojekter og direkte rådgivning af chefer og direktionen. Du er en stærk formidler både på skrift og i tale.

Du motiveres af et arbejde i en dynamisk hverdag. Du er en kreativ problemknuser og ser løsninger, hvor andre ser forhindringer. Dine resultater vil afhænge af din evne til at tænke på tværs af både enheden og organisationen. Det betyder, at vi forventer, at du besidder en veludviklet situationsfornemmelse og dømmekraft samt stærke relationelle evner.

Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Ansættelsesområdet er Beredskabsstyrelsen, som ligger under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab. Arbejdsstedet er Beredskabsstyrelsen, Datavej 16, 3460 Birkerød.

Som ansat i Beredskabsstyrelsen er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal blandt andet kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse.

Kontakt og ansøgning
Du kan få yderligere oplysninger om stillingen ved at kontakte chef for kontoret for Kapaciteter, Sikkerhed og Drift, Lennart Kvist Sørensen på tlf. 2216 4475

Hvis du har spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, kan du kontakte Personelkommandoen HR-konsulent Mie Jensen på telefon 3266 5394.

Ansøgningsfristen er den 10. marts 2026. Der vil blive afholdt samtaler løbende.

Stillingen er til besættelse pr. 1. april eller efter nærmere aftale.

Du søger stillingen via linket og vi beder dig om at vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Beredskabsstyrelsen tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.



Om Beredskabsstyrelsen
Beredskabsstyrelsen er en styrelse under Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab (MSSB), som blev etableret i august 2024. Styrelsen består af cirka 1.000 ansatte.

Beredskabsstyrelsen arbejder både til lands og til vands. Styrelsen håndterer større ulykker, kriser, katastrofer og andre hændelser, der kan true samfundets grundlæggende funktioner. Beredskabsstyrelsen har ansvar for det statslige redningsberedskab og fører tilsyn med, rådgiver og assisterer de kommunale beredskaber. Derudover varetager

Beredskabsstyrelsen en række operative kapaciteter og opgaver, herunder beredskabskommunikation samt sikkerhed og beredskab til søs. Et centralt element i styrelsens arbejde er uddannelse af ledere, instruktører og specialister, så beredskabet i Danmark opretholder et højt fagligt niveau. Styrelsen har hovedkvarter i Birkerød, men er repræsenteret over hele landet.

Beredskabsstyrelsen er en mangfoldig arbejdsplads med medarbejdere fra forskellige faglige baggrunde og med mange typer opgaver – men med ét fælles mål: At skabe tryghed og passe på danskerne.

Læs mere om Beredskabsstyrelsen på www.brs.dk



Log ind