Analytisk konsulent til dagtilbuds- og skoleområdet

fuldtid
Analytisk konsulent til dagtilbuds- og skoleområdet
  • Egedal Kommune
  • Dronning Dagmars Vej 200, 3650 Ølstykke

Vil du både bruge dine data-, analyse- og generalistkompetencer til at understøtte arbejdet med børn og unge? Motiveres du af at formidle viden, der skaber overblik og danner grundlag for beslutninger i en politisk styret organisation? Så er denne stilling måske noget for dig.

Bliv en del af et stærkt fagligt miljø med plads til udvikling

Vi søger i sekretariatet for dagtilbud og skole en analytisk stærk kollega, der både kan arbejde i dybden med data, sikre at viden bliver både tilgængelig, forståelig og brugbar for ledere, politikere og medarbejdere og kan have tovhold på projekter og processer relateret til fagområdet.

I denne stilling får du en central rolle i at omsætte data til praksisnær viden, der understøtter beslutninger på tværs af hele dagtilbuds- og skoleområdet. Du bliver samtidig også en af sekretariatets konsulentgruppe og en vigtig sparringspartner for kollegaer og ledelsen, når det gælder data og analysemæssige spørgsmål og når det handler om udvikling af dagtilbuds- og skoleområdet. Du får mulighed for at præge udviklingen af, hvordan vi anvender data på dagtilbuds- og skoleområdet i kommunen.

I sekretariatet bliver du en del af et fagligt stærkt team, hvor vi vægter kvalitet i opgaveløsningen og samarbejde højt. Her er plads til både fordybelse og tværgående opgaveløsning, og du vil opleve en hverdag med varierende opgaver, der alle har det fælles mål at understøtte de bedste rammer for børns trivsel, læring og udvikling i kommunens dagtilbud og skoler. Du får naturligvis indflydelse på, hvilke opgaver du løser, og hvordan du tilrettelægger din opgaveløsning.

Dine opgaver vil blandt andet omfatte:

  • Bearbejdning, analyse og præsentation af data relateret til dagtilbuds- og skoleområdet.
  • Udarbejdelse af børnetalsprognosen (kapacitetsprognosen) for 0-6-årsområdet med udgangspunkt i kommunens befolkningsprognose.
  • Vurdering af vidensbehov – identificere, hvilke data der bedst understøtter beslutningsprocesser og udvikling.
  • Formidling af data på en meningsfuld og tilgængelig måde til både ledere, medarbejdere og politikere.
  • Udarbejdelse af beslutningsoplæg, notater og politiske sagsfremstillinger med afsæt i data og analyser.
  • Gribe og undersøge problemstillinger som opstår i vores daglige arbejde og hvor vi ikke på forhånd kender indhold og retning.
  • Læsning, forståelse og omsætning af lovgivning til kommunal praksis.
  • Tovhold på projekter og processer på fagområderne Dagtilbud og skole.
  • Deltagelse i fælles opgaveløsning omkring aktindsigtshåndtering.

Hvem er du?

Vi forestiller os, at du:

  • Har stærke data- og analysekompetencer og erfaring med at behandle, analysere og præsentere data på en måde, der skaber indsigt og overblik. 
  • Har et højt fagligt niveau og kan arbejde selvstændigt i opgaveløsningen.
  • Er struktureret, detaljeorienteret og samtidig i stand til at se den større sammenhæng, så opgaver løses præcist og i den rette kontekst.
  • Er en stærk formidler, der kan omsætte komplekse sammenhænge til klare budskaber – både skriftligt i notater og præsentationer og mundtligt i dialog med kollegaer og ledelse.
  • Har erfaring fra en politisk styret organisation eller lyst til at lære, hvordan data spiller en rolle i offentlig forvaltning.
  • Har  stærke kompetencer i Excel samt kan arbejde effektivt i både PowerPoint og Word. Kan du derudover anvende Power BI eller har interesse i at lære det, er det en fordel.
  • Har en relevant videregående uddannelse, det kan være cand.scient.san.publ., cand.polit., cand.scient.pol., cand.scient.adm. eller lignende.

Hvem er vi?

I Egedal Kommune er vi ambitiøse på børnenes vegne og arbejder målrettet for at skabe de bedste rammer for børn og unge. Vores motto, "Det handler om børn", guider os i alt, hvad vi gør.I denne stilling bliver du en del af Sekretariatet for Dagtilbud og Skole, hvor du både får egne ansvarsområder og samarbejder med kollegaer om fælles opgaver. Sekretariatet består af 20 medarbejdere, der arbejder med alt fra borgerhenvendelser, pladsanvisning, tilskudsudbetaling til politisk betjening, projektledelse og understøttelse af dagtilbud og skolers drift og udvikling.

Vi har et imødekommende og tillidsfuldt arbejdsmiljø, hvor vi interesserer os for hinanden, griner sammen og ser sparring som en naturlig del af hverdagen. Vi vægter gensidig respekt og anerkendelse af hinandens kompetencer højt og tror på, at de bedste løsninger skabes i fællesskab. Du vil opleve et tæt samarbejde og faglig sparring med både kollegaer, dagtilbudschef, skolechef og sekretariatsleder.
Vi har arbejdsplads i lyse lokaler på vores rådhus, der ligger 1 minuts gang fra Egedal st., som har togafgang til og fra København ca. hvert 10. minut. I Egedal Kommune har vi røgfri arbejdstid. Vi tilbyder fleksibel arbejdstid og mulighed for hjemmearbejde, når det passer med opgaverne.

Vi glæder os til at byde dig velkommen!

Der er ansøgningsfrist søndag den 14. december 2025 kl. 23:59. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 51. Tiltrædelse 1. februar 2026 eller hurtigst muligt.

Løn og ansættelsesvilkår 

I henhold til overenskomst mellem KL og den relevante faglige organisation. 

Log ind