Gennem de sidste fem år er vi vokset med 100%, og har etableret et velfungerende administrations- og økonomiteam dedikeret til at skabe en positiv arbejdsplads, hvor medarbejdere trives og udvikler sig.
En af vores mangeårige kolleger går på pension, og vi har brug for hendes afløser: En faglig kompetent og nysgerrig bogholder med særlig interesse og ekspertise indenfor effektivisering via digitalisering af processer.
Dine primære opgaver vil være at rykke debitorer, opkræve husleje i vores ejendomme og stå for de fleste økonomiopgaver i en af vores mindre selskaber. Du vil arbejde tæt sammen med vores lønbogholder og økonomichef, så du skal kunne varetage en bred vifte af økonomiopgaver. Din endelige opgaveportefølje fastsætter vi sammen ud fra din erfaring og din motivation for opgaverne. Vi forventer du har en relevant uddannelse, og erfaring med lignende opgaver. Vores sagsbehandlingssystem er Ordrestyring og vores økonomisystem e-conomic.
I takt med at vi er blevet flere og flere ansatte, og har fået flere selskaber, så er behovet for at trimme vores processer blevet tydeligere. Det er vi godt i gang med gennem øget brug af digitalisering, hvor bl.a. administrative robotter erstatter excelark og periodevise udtræk af vores systemer. For at kunne fortsætte trimningen har vi brug for en kollega, der udover at have godt styr på bogholderopgaverne, også synes det er sjovt at være undersøgende og nysgerrig på den måde, vi i dag løser opgaverne på.
Du bliver en del af et administrativt team med to bogholdere (hvor du vil være den ene), to kontorassistenter, en økonomichef og en administrationschef. Vi har en klar opgavefordeling, men giver alle en hånd med i de forskellige opgaver inden for administration og økonomi. Vi sidder i rummelige og lyse lokaler i Aabenraa, og prioriterer en fri og humoristisk omgangstone trods hverdagens travlhed.
Om AG Electric A/S
AG Electric A/S er en privatejet og veletableret sønderjysk virksomhed med godt 130 ansatte fordelt på afdelinger i Christiansfeld, Sønderborg, Vojens og Aabenraa. Vores hovedafdeling er i Aabenraa, hvor vi i foråret 2024 er flyttet ind i nyrenoverede lokaler i det tidligere posthus sammen med KF Ventilation A/S, som vi varetager administration og økonomi for.
Vi arbejder med alt fra intelligente bygningsinstallationer, køl/ventilation, landbrug, industri, energioptimering, sikringsløsninger og service. AG Electric A/S hjælper hele vejen fra rådgivning og projektering til projektledelse og energivejledning.
Kompetenceudvikling, viden og erfaring er grundstenene hos AG Electric A/S, hvor alle dygtiggør sig løbende via kurser, efteruddannelse og partnerskaber. Du tilbydes en stilling i en virksomhed med stærke værdier og en flad organisationsstruktur. Der lægges stor vægt på ordentlighed og rettidig omhu. AG Electric A/S er desuden medlem af TS-gruppen, som er en landsdækkende kæde af Danmarks stærkeste el- og energiinstallatører.
Ansættelsesproces
Ansøgningsfristen er den 2. juli 2025 kl. 9.00.
Vi holder ansættelsessamtaler den 9. juli.
Forventet ansættelsesstart den 1. september 2025.
Løn- og ansættelsesforhold
Stillingen er en fast stilling på 30-32 timer med arbejdssted i Aabenraa og med løn efter kvalifikationer.
Vi er medlem af Tekniq Arbejdsgiverne og har overenskomst med HK Privat.
Derudover tilbydes gode udviklingsmuligheder, sundhedsforsikring samt gode personalearrangementer.
Er du interesseret i at blive en del af AG Electric-familien, så send en kort beskrivelse af hvorfor du søger denne stilling sammen med dit CV til ansoegninger@ag-electric.dk.
Yderligere oplysninger
Kontakt administrationschef Peter Thode Loft på 4019 1010 eller økonomichef Jan M. Løper på 2163 4070.