Afløser i hjemmet til dreng på 10 år efter § 84 i lov om social service

fuldtid
Afløser i hjemmet til dreng på 10 år efter § 84 i lov om social service
  • Københavns Kommune
  • Borups Allé 177, 2400 København
Vil du gøre en forskel for en familie, der har brug for et pusterum i hverdagen?
Som forældrenes afløser i hjemmet skal du hjælpe en dreng på 10 år.

Om jobbet
Drengen har infantil autisme, så det vil være en fordel, hvis du har kendskab til området og lyst til at gøre en forskel i et barns liv. Barnet er en aktiv og glad dreng, som ofte har fart på. Han holder meget af kreative aktiviteter, og at tage på udflugter og gå i butikker. Drengen har et fint talesprog, men er ikke aldersvarende motorisk eller kognitivt. Drengen er ikke renlig og skal have hjælp med personlig hygiejne.

Ideelt set har vi brug for en børnepasser, der

  • er ansvarsfuld og stabil
  • er tålmodig og tydelig
  • er aktiv og initiativrig
  • har interesse for og meget gerne erfaring med børn med autisme/specialområdet
Ansættelsesvilkår
Den maksimale arbejdstid er 18,45 timer om måneden og aftales løbende med familien. På nuværende tidspunkt ønskes tjeneste i dagtimerne på hverdage og i weekender af tre-fem timers varighed. Transporttiden til og fra familiens hjem beregnes ikke som arbejdstid. Da en del af tjenesten kan involvere ekskursioner, kan arbejdsstedet variere. Dog vil der være base i København NV. Timelønnen for afløsere er kr. 132,51 i timen.

Når du søger denne stilling, giver du samtykke til, at Københavns Kommune må videregive relevante oplysninger om dig til barnets forældre, således at det bedste match kan opnås. Dette er nødvendigt, da forældrene beslutter hvem der skal tages i betragtning for ansættelse. Hvis forældrene ser dig som et muligt match, vil Københavns Kommune formidle den videre kontakt mellem dig og den givne familie.

Mere information
Har du spørgsmål, kan du kontakte Ledsagerordningen på 33 17 62 20.

Søg via linket senest fredag den 30. maj 2025

Log ind