Afdelingsleder til Aalborgskolen

fuldtid
Afdelingsleder til Aalborgskolen
  • Region Nordjylland
  • 9000 Aalborg
Specialskole for børn, unge og voksne med døvblindhed eller høretab – og ofte yderligere funktionsnedsættelser

Vores afdelingsleder gennem mange år har valgt at søge nye udfordringer. Nu leder vi efter dig, der engageret vil stå i spidsen for et højt specialiseret skoletilbud, hvor faglighed, fællesskab og mening går hånd i hånd.

Om jobbet
Aalborgskolen tilbyder højt specialiseret undervisning til børn, unge og voksne efter Folkeskolelovens formål, STU-lovgivningen og reglerne for specialundervisning af voksne.

Du bliver afdelingsleder for omkring 22 fagligt stærke medarbejdere og ca. 100 elever alt i alt.

Målgrupperne
Vi underviser:
  • Børn, unge og voksne med døvblindhed
  • Børn, unge og voksne med høretab
  • Børn, unge og voksne med høretab og yderligere funktionsnedsættelser
  • Voksne med sproglige udfordringer og behov for tegnsprog.
     
Undervisning med fokus på tilgængelighed og kommunikation
Elevgruppen har meget forskellige forudsætninger og ofte komplekse støttebehov. Fælles for dem er hørenedsættelse eller døvblindhed – og i flere tilfælde yderligere betydelige funktionsnedsættelser. Alle elever er afhængige af tegn, visuelt eller taktilt tegnsprog i undervisningen. Det kræver en helhedsorienteret og skarp specialpædagogisk tilgang.

Vi arbejder relationelt og struktureret, med fokus på tilgængelige læringsmiljøer og med kommunikation som fundament i al undervisning.

Et nationalt og regionalt ansvar
Aalborgskolen er en af tre skoler i Danmark, som underviser i et tegnsprogsmiljø. Vi har:
  • Nationalt ansvar for undervisning af børn og voksne med døvblindhed
  • Regionalt ansvar for undervisning af børn og voksne med hørenedsættelse
  • En landsdækkende STU, som modtager unge fra hele landet.
     
Vi samarbejder tæt med bo- og dagtilbud i vores eget regi og med Aalborg Kommunes bo- og kulturtilbud. Sammen skaber vi bedre løsninger – fordi vi tror på, at vi bliver klogere i fællesskab.
Som afdelingsleder indgår du i flere nationale netværk, da vi arbejder med to små, men højt specialiserede målgrupper.

En lederrolle forankret i værdier
Vi leder efter Region Nordjyllands værdier:
  • iTOP: Indflydelse, Tillid, Ordentlighed og Professionalisme
Og vi arbejder efter pejlemærkerne:
  • Sammenhængskraft, Synergieffekt og Nærledelse
Det betyder, at du som leder både skal være tæt på hverdagen – og have blik for helheden og det fælles ansvar for borgerne.

Om at være leder i Specialsektoren
Aalborgskolen ligger i Region Nordjyllands Specialsektor, og som leder her får du et tydeligt ledelsesansvar. Det betyder, at du kender forventningerne til dig og dit ansvar, ligesom du ved, hvad der forventes af dine ledelseskolleger på de andre ledelsesniveauer. Ledelsesansvaret bygger på Region Nordjyllands ledelsesgrundlag. Se, hvad ledelsesansvaret betyder for dig som afdelingsleder: Specialsektorens ledelsesansvar.

Som leder i Specialsektoren bidrager du til vores mission, som er at medvirke til, at hvert enkelt menneske, der benytter vores tilbud, får de bedst mulige vilkår for at mestre sin egen tilværelse. Herudover er visionen, at vi vil være kommunernes foretrukne samarbejdspartner og leverandør af specialiserede ydelser. Læs mere om Specialsektorens mission, vision og værdier.

Som leder hos os forventer vi, at du er leder på en måde, som matcher Region Nordjyllands ledelsesgrundlag. Læs mere om ledelsesgrundlaget i Region Nordjylland

Se og hør også dine måske kommende kolleger i Specialsektoren fortælle om, hvordan det er at arbejde i Specialsektoren på Gør karriere (rn.dk)

Om dig
Vi søger en profil, der:
  • er uddannet lærer og er stærk i sin lærerfaglighed
  • har erfaring med ledelse
  • har erfaring med og viden om individuel og specialpædagogisk tilgang til læring
  • kan stå i spidsen for udarbejdelse af fælles pædagogiske og didaktiske retninger
  • har fokus på tværfagligt samarbejde
  • har erfaring med eller er klar til at benytte tegn i den daglige kommunikation.

Det er et plus, hvis du har erfaring med eller kendskab til skolens målgrupper, men dette er ikke et krav.

Vi tilbyder
  • Opkvalificering i specialerne døvblindhed og høretab
  • Opkvalificering i tegnsprog
  • En stab af medarbejdere, som har omfattende specialeviden
  • Et lederfællesskab, som rækker på tværs af området
  • En tilbudsleder, der understøtter i hverdagen
  • Gode muligheder for kompetenceløft inden for ledelse.

I organisationen udbyder vi undervisning til professionelle i bl.a. tegnsprog, taktilt tegnsprog og i tegn til tale. Nogle i medarbejderstaben har tegnsprog som modersmål – resten af medarbejderne får vores tegnsprogsundervisning, og det vil vores nye afdelingsleder selvfølgelig også få.

Om os
Aalborgskolen er en del af tilbuddet Center for Sansenedsættelse, hvor nærmeste kollegaer arbejder i Specialrådgivningen for Døvblinde, Syns- og IKT-afdelingen, Høreafdelingen og Materialecentret, samt en overordnet tilbudsleder. Skolen – og resten af Center for Sansenedsættelse – ligger i Området for Kommunikation og Specialpædagogik, Specialsektoren i Region Nordjylland.  Ud over ydelserne i Center for Sansenedsættelse indeholder vores område bo- og aktivitetstilbud til børn og voksne med døvblindhed og høretab, specialbørnehjem samt et rehabiliteringscenter for unge og voksne med medfødt hjerneskade.
Læs mere om os på Aalborgskolen
Læs mere om Center for Sansenedsættelse
Læs mere om Området for Kommunikation og Specialpædagogik (rn.dk)
Læs mere om Specialsektoren (rn.dk)
Læs mere om Region Nordjylland

Og kom med indenfor i hverdagen hos os på Instagram

Det praktiske
Ansøgningsfrist: 12. maj 2025 kl. 12.00
Første samtale: 28. maj 2025
Evt. anden samtale: 2. juni 2025

Spørgsmål?
Kontakt tilbudsleder Henriette Hermann Olesen på 20 15 03 38 eller henriette.olesen@rn.dk.

Om Region Nordjylland
Vi er ca. 15.000 meget forskellige medarbejdere, der hver dag leverer velfærd til omkring 590.000 nordjyder inden for sundhed, regional udvikling og det specialiserede socialområde. Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet - uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Læs mere om os på www.rn.dk.

Log ind