Afdelingschef til Koncernstyring i Udlændinge- og Integrationsministeriets departement

fuldtid
Afdelingschef til Koncernstyring i Udlændinge- og Integrationsministeriets departement
  • Udlændinge- og Integrationsministeriet, Slotsholmsgade
  • Slotsholmsgade 10, 1216 København K
Vil du stå i spidsen for en af statens centrale koncernstyringsafdelinger og bidrage til at sikre høj kvalitet i ministeriets samlede styring og drift? Har du solid erfaring med ledelse, strategisk ressourcestyring og HR? Evner du at omsætte politiske og administrative mål til stærk styring på tværs af en større koncern? Så er det måske dig, vi søger som vores nye afdelingschef for Koncernstyring.


Din nye, centrale rolle i koncernens maskinrum
Som afdelingschef for Koncernstyring får du en nøgleposition i departementet med det overordnede ansvar for Koncernøkonomi, Koncern HR og Analyse og monitorering. Du bliver personaleansvarlig chef for de tre kontorers dygtige chefer og vil stå i spidsen for afdelingens i alt ca. 70 medarbejdere og chefer.

Afdelingen spiller en central rolle i at sikre, at ministeriets ressourcestyring og struktur understøtter de politiske ambitioner og den strategiske udvikling. Din rolle bliver at sætte retning og sikre, at styringen understøtter ministeriets samlede opgaveløsning – både i forhold til økonomi, personalepolitik og monitorering.

Du bliver en del af departementets direktion og koncerndirektionen. Du refererer direkte til departementschefen og samarbejder tæt med dine tre afdelingschefkolleger og direktionerne i ministeriets tre styrelser.


Dine ansvarsområder og opgaver
Som afdelingschef får du mulighed for at sætte markante aftryk på den måde, vi styrer og udvikler ministeriet på, og du får ansvaret for:

  • Strategisk koncernstyring og effektiv ressourceallokering i et politisk komplekst miljø
  • Ledelse af tværgående processer inden for økonomistyring, HR og analyser
  • Udvikling og implementering af strategiske styringsværktøjer og ledelsesinformation
  • Udvikling og kvalitetssikring af ministeriets samlede styringsgrundlag i samarbejde med vores styrelser
  • Tæt samarbejde med departementets øvrige afdelinger og chefgruppe om strategisk ledelse og prioritering

Du er en leder med blik for det fælles
I Udlændinge- og Integrationsministeriet arbejder vi ud fra et fælles ledelsesgrundlag, der skaber retning og sammenhæng i vores ledelsespraksis i hele koncernen. Vi leder ud fra fire temaer: Ledelse af opgaven, ledelse på tværs, ledelse af læring og ledelse af mennesker. Vores ledelse bygger på tydelig retning og prioritering, faglighed, videndeling og samarbejde på tværs og en vedvarende ambition om at udvikle vores medarbejdere både fagligt og personligt.

Det er derfor vigtigt, at du som vores kommende afdelingschef ikke blot mestrer strategisk styring og ledelse, men også naturligt kan se dig selv i vores fire ledelsestemaer. Du har blik for helheden, tager ansvar for fælles løsninger og er bevidst om, hvordan du påvirker samarbejde, motivation og trivsel – både i din egen afdeling og i koncernen som helhed.


Din profil
Vi søger en visionær og samlende leder med stærk dømmekraft og høj integritet. Du har en akademisk samfundsvidenskabelig uddannelse f.eks. cand.jur., cand.oecon. eller cand.polit., og du har dokumenteret erfaring med strategisk ledelse og koncernstyring i en offentlig kontekst – gerne fra central-administrationen.

Vi lægger vægt på, at du:

  • Har solid ledelseserfaring med ansvar for både faglig retning og ledelse af ledere
  • Har stærke kompetencer inden for HR, ressource- og koncernstyring og kan sikre en sammenhæng i de koncernunderstøttende funktioner
  • Har en sikker strategisk dømmekraft og kan omsætte visioner til konkrete løsninger og prioriteringer
  • Har gode analytiske evner og formår at se helheder i komplekse styrings- og udviklingsopgaver
  • Trives med at balancere langsigtet udvikling og strategi med dag-til-dag-drift
  • Er en dygtig kommunikator og relationsskabende af natur, så du formår at skabe tillid og samarbejde på tværs

Søg stillingen som afdelingschef
Vi ser frem til at modtage din ansøgning, CV og eksamensbevis mv. senest mandag den 9. juni 2025.

Hvis du er tjenestemand, skal ansøgningen stiles til Kongen.

Vi forventer at holde første samtalerunde den 16. juni og anden samtalerunde den 26. juni.

Mellem første og anden samtale vil der være et testforløb med bistand fra Statens Center for Rekrutteringstest.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte departementschef Pernille Breinholdt Mikkelsen på telefonnummer 22 96 98 21.


Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten med indplacering i løngruppe 3.

Stillingen besættes som udgangspunkt på åremål og er med tiltræden den 1. september 2025.

Hvis du i forvejen er tjenestemand, vil ansættelse som tjenestemand efter en konkret og individuel vurdering kunne finde sted i lønramme 39.

Ansættelsesområdet afhænger af ansættelsesformen.

Dit arbejdssted er Slotsholmsgade 10, 1216 København K.

Som afdelingschef omfattes du af ministeriets arbejdstidsaftale for chefer. Chefer ansættes med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 39 timer med tildeling af 11 cheffridage pr. år.

Du skal opnå sikkerhedsgodkendelse til "HEMMELIGT" for at arbejde i denne stilling og opretholde denne under hele din ansættelse. Du kan læse om, hvordan vi behandler dine persondata her.

Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Udlændinge- og Integrationsministeriet er medlem af Foreningen Lige Adgang.

Log ind