Ældre- og sundhedschef til Langeland Kommune

fuldtid
Ældre- og sundhedschef til Langeland Kommune
  • Ældre og Sundhed
  • Fredensvej 1, 5900 Rudkøbing
Har du lyst til at blive en del af en spændende organisation, hvor fællesskab og samarbejde er blandt de absolutte kerneværdier? Er du god til at arbejde med både tal og mennesker? Er du en tydelig og inkluderende chef, der inddrager andre i de faglige og ledelsesmæssige beslutninger? Så er du måske vores kommende ældre- og sundhedschef.

Ældre- og sundhedsområdet i Langeland Kommune har været igennem en større forandringsproces over det seneste år - med fokus på at styrke den nære faglige ledelse og god trivsel, samt sikre økonomistyringen på området. Formålet med processen har været at skabe strukturen for et økonomisk bæredygtigt ældre- og sundhedsområde, der fortsat kan tilbyde det høje serviceniveau i plejen, som Langeland Kommune er og vil være kendt for.

Vi mener, at den rette struktur er på plads nu, så vi søger en ældre- og sundhedschef, der gennem en sikker drifts- og økonomistyring kan sikre kvalitet, forståelse, følgeskab og forankring helt ud i yderste led af organisationen.

Opgaven
Som ældre- og sundhedschef i Langeland Kommune bliver en af dine vigtigste opgaver at varetage den overordnede drift, styring og kvalitetssikring af ældre- og sundhedsområdet, herunder i særdeleshed de økonomiske og budgetmæssige udfordringer, der knytter sig til området. For at kunne skabe balance i økonomien er det centralt, at du har viden om og interesse for både budgetlægning og økonomistyring samt evner at være på forkant og kan lede opad, hvis der opstår uforudsete udfordringer. Som ældre- og sundhedschef har du - i samarbejde med vicekommunaldirektøren - en vigtig rolle i den politiske betjening af ældre- og sundhedsudvalget. Herunder er det vigtigt, at du i den politiske betjening har øje for at kunne hjælpe udvalget med at navigere i lovgivningen, så strategiske målsætninger kan omsættes til konkrete handlingsplaner på en løsningsorienteret måde.

Det vil det være din opgave at sikre, at de nationale og lokale politiske og administrative beslutninger, retningslinjer og reformer oversættes og omdannes til god praksis i Langeland Kommune, med forståelse for, at Langeland Kommune har en helt unik geografi, der kan kræve større tilpasninger end andre kommuner. Du bliver nærmeste leder for de 5 områdeledere i Ældre og Sundhed, samt for medarbejderne i sundhedssekretariatet, og du skal facilitere et effektivt samarbejde og understøtte et velfungerende lederteam, så det tværgående samarbejde i forvaltningen styrkes.

Du får en central rolle i implementeringen af den nye organisationsstruktur med henblik på at fortsætte arbejdet med at samle ældre- og sundhedsområdet. Med de økonomiske og organisatoriske rammer på plads vil du som ældre- og sundhedschef få stor indflydelse på den faglige udvikling af ældre- og sundhedsområdet, hvor Langeland Kommune har en høj kvalitet.

Personen
Vi forventer en chef med en relevant uddannelsesmæssig og gerne sundhedsfaglig eller/og akademisk baggrund, der har faglig indsigt i kerneopgaven og stor indsigt i sundheds- og ældreområdet generelt. Vi ser gerne, du har erfaring med ledelse af ledere og en lederuddannelse på diplom eller gerne masterniveau. En person, der forstår at navigere sikkert i en politisk styret organisation og som med økonomisk indsigt trives med et stort og bredt ledelsesansvar i en kommune som Langeland.

Langeland Kommune er præget af fællesskab og sammenhold. Som ældre- og sundhedschef skal du derfor have blik for samarbejde og betydningen af nærværende ledelse på alle niveauer af organisationen. Du skal forstå værdien af inddragende beslutningsprocesser - både i forhold til medarbejdere og MED-udvalg, ledere, politikere og borgere - og sikre at nye tiltag følges til dørs og forankres i organisationen.

Andet
Læs mere om stillingen og Langeland Kommune i stillings- og kompetenceprofilen.

Tiltrædelse: 1. juni 2025.

Ansøgningsfrist: Søndag den 30. marts 2025.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til vicekommunaldirektør Henrik Peter Mott Frandsen, tlf. 60 20 50 07 eller partner i MUUSMANN Mia Fruergaard, tlf. 21 29 70 79.

Overvejer du at flytte med jobbet?
I Langeland Kommune skaber vores levende lokalsamfund gode rammer for dig og din families hverdag. Uanset hvor du slår dig ned er der smuk natur, fællesskab, foreningsliv og masser af plads til udfoldelser og oplevelser.

Gå på opdagelse i alt det, Langeland Kommune har at tilbyde dig og din familie på Flyt til Langeland og Strynø.

 

Log ind