Administrativ medarbejder til Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse Operationsafdelings Kommunikationscenter Er du serviceminded og udadvendt af natur, og sætter du en ære i at arbejde struktureret og detalje orienteret med administrative opgaver i et godt sammentømret team?
Så er jobbet som administrativ medarbejder i Operationsafdelings Kommunikationscenter måske noget for dig.
Om os Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse fungerer som materielfagligt videnscenter og logistisk myndighed for hele Forsvarsministeriets Koncern.
Det er Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelses opgave at anskaffe, vedligeholde og videreudvikle materielkapaciteter for alle forsvarets myndigheder. Fra kampvogne, skibe og jagerfly til uniformer.
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse Operationsafdeling er en del af Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse Ressource division. Ressourcedivisionen sikrer vores logistiske parathed og varetager logistisk føring og nøje planlægning af materielfaglige indsatser i såvel nationale som internationale opgaver.
Operationsafdelingen består af 10 faste medarbejdere med en samlet set bred, logistisk og operativ erfaring i såvel føring som planlægning af logistisk støtte til militære operationer. Afdelingen er placeret i Ballerup og består af en Operationsplanlægningssektion og en Operationsstøttesektion. Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse COMMCEN indgår i Operationsstøttesektionen.
Operationsafdelingen er ansvarlig for løsning af pålagte opgaver relateret til den operative planlægning i forbindelse med Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse understøttelse af Forsvarets nationale og internationale opgaveløsning, herunder med særlig fokus på katastrofe, krise og krig.
Om stillingen Du vil blive tilknyttet vores kommunikationscenter og får ansvar for at håndtere den operative kommunikation med Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelses brugere, samt vejlede i brug af kommunikationscentrets IT-løsninger på en sikker og forsvarlig måde.
De primære opgaver består i:
- Håndtering af sikkerhed
- Registrering af fysisk og elektronisk kommunikation
- Håndtering af adgange til klassificerede systemer
- Håndtering af klassificerede IT-løsninger i Ballerup
Om dig Du er netværksorienteret og har let ved at indgå i forskellige arbejdsrelaterede grupper.
Du er administrativt erfaren.
De vigtigste krav for at kunne udføre jobbet tilfredsstillende er, at du har solid faglig viden, er struktureret, grundig og trives i et varieret arbejdsmiljø.
Det forventes, at du har et veludbygget civilt og gerne militært netværk, og er velbevandret i brugen af sociale medier.
Du er ressourcebevidst, kan samarbejde med kollegaer med vidt forskellig baggrund og har en målrettet tilgang, når opgaverne skal løses. Du kan formulere dig på skrift og i tale både på dansk og gerne på engelsk.
Ansættelsesvilkår Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Ballerup
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Lars Hammer på mail FMI-R-CHJ6@mil.dk eller telefon +45 5179 7548.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Camilla Elleman Keldsted på telefon 3266 5521.
Ansøgningsfristen er den 21. november 2025 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet.
FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for. Vi er ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, med hovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.