Administrativ medarbejder til Finanskontoret

fuldtid
Administrativ medarbejder til Finanskontoret
  • www.aalborg.dk
  • 9000 Aalborg

Brænder du for at skabe resultater sammen med dine kollegaer? Forstår du vigtigheden af at levere god service? Så er det dig, vi søger til Finanskontoret, Økonomisk Afdeling.

Som administrativ medarbejder i Finanskontoret, vil du få en afvekslende arbejdsdag med fokus på økonomiopgaver indenfor bogføring, afstemning, betaling af regninger samt administrative opgaver i øvrigt.

I Finanskontoret vil du blive en del af et stærkt hold, som dagligt arbejder med en bred vifte af opgaver indenfor bl.a. interne finansielle kontroller og forretningsgange, drift og udvikling af kommunens kasse- og betalingsløsninger, ajourføring af finansielle strategier og politikker, styring af kommunens overordnede likviditet, investerings- og lånepleje, debitor- og kreditorstyring, tilrettelæggelse og gennemførsel af udbud af bl.a. kommunens debitor- og kreditorløsninger, kasseregistrering/betalingssystem, bankaftale og revisionsopgaver samt rådgivning og informationer til kommunens forvaltninger vedrørende finansielle forhold og opkrævningsrutiner og -/processer.

Vi forventer, at du har flair for tal og it, og at du er god til at samarbejde og har forståelse for dine kollegaers forskelligheder og fagligheder. Vi lægger vægt på, at du ser positivt på tingene og ser muligheder frem for begrænsninger. Du sætter naturligt din viden og erfaring i spil, og du tænker gerne i nye baner – altid med en systematisk og løsningsorienteret tilgang, så vi sikrer, at vi får opgaverne løst til rette tid.

 

Du vil komme til at arbejde med driftsopgaver som f.eks.:

  • Afstemning af bankkonti og mellemregningskonti
  • Bogføring af indbetalinger i økonomisystemet
  • Betalings- og bogføringsopgaver
  • Support til superbrugerne i fagforvaltningerne
  • Telefonpasning samt øvrige administrative opgaver
     

Vi tilbyder:

  • Et uformelt arbejdsmiljø med højt til loftet, hvor humor og fællesskab er en del af hverdagen, og hvor udfordringer tilpasses til den enkelte
  • God støtte i at oplære dig i arbejdsopgaverne
  • Gode muligheder for faglig og personlig udvikling
  • Fleksibel arbejdstid og mulighed for hjemmearbejde
  • En arbejdsplads hvor balance, tillid og fleksibilitet går begge veje
  • Kompetente kollegaer, hvor vi sammen finder de bedste løsninger
     

Vi vil lægge vægt på, at

  • Du kan acceptere at arbejde med rutineopgaver
  • Du er teamorienteret og serviceminded
  • Du evner at arbejde selvstændigt
  • Du er ansvarsbevidst og engageret i opgaveløsningen
  • Du har styr på detaljer samtidig med at du holder det store overblik
  • Du trives ved at arbejde i storrum
  • Du er fleksibel, når opgaverne kræver det
  • Du har en relevant administrativ uddannelse. Erfaring fra den kommunale forvaltning er en fordel men ikke et krav

 

Ansættelsessted

Finanskontoret, Boulevarden 13, stuen 9000 Aalborg.

I Finanskontoret er vi 22 ansatte.

Arbejdstiden er mandag til fredag fra 8.00 til 15.00, dog torsdag til kl. 17.00. Der er flextid i Finanskontoret samt mulighed for hjemmearbejde efter aftale, når det passer ind i kontorets opgaver.


Løn- og ansættelsesvilkår  
Lønnen sker efter gældende overenskomst mellem KL og HK Kommunal. Der er tale om en fast stilling på 37 timer om ugen. 
 

Ansøgningsfristen er den 9. juni 2025. 
Vi forventer at afholde 1. samtale den 13. juni 2025. Til 2. samtale vil der være en mindre caseopgave, og vi vil evt. anvende en test som en del af vurderingsgrundlaget. 2. samtale forventes at finde sted den 24. juni 2025. 

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Kontorchef Tina Brix, 2520 1760.

Forud for ansættelse, indhenter vi reference og straffeattest.

Forventet startdato den 1. september 2025.


Send ansøgning
Du sender din ansøgning ved at trykke på knappen "Send ansøgning" og udfylde den formular, som kommer frem. Det er også muligt at vedhæfte bilag som f.eks. ansøgning og CV i begrænset omfang.

Kom og arbejd sammen med os 

Mangfoldighed skaber værdi, og vi opfordrer alle til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap eller etnicitet. 

Du bliver en del af et stærkt fællesskab med 17.000 kolleger, og du kan glæde dig til en rummelig arbejdsplads med gode ansættelsesforhold, gode muligheder for kompetenceudvikling og fokus på trivsel. 

Se alle fordelene ved et job hos os og bliv klogere på ansættelsesprocessen trin-for-trin.https://www.aalborg.dk/job-og-karriere

Log ind