fuldtid
Administrativ medarbejder til EtabPartnerelement Skyde- og Øvelsesområder
Nyoprettet stilling, der giver både mening, ansvar og mulighed for at gøre en forskel.
Vil du være en del af et Forsvar i rivende udvikling? Er du en struktureret og organiseret administrativ medarbejder, der kan navigere effektivt gennem komplekse opgaver?? Har du lyst til at indgå i et fællesskab, hvor samarbejde, ansvar og god stemning går hånd i hånd?
Så er det måske dig, vi leder efter til vores nyoprettede stilling i Hjørring. Du vil ikke blot få en vigtig rolle i vores daglige drift, men også muligheden for, at være med til at bidrage til udviklingen af opgaverne, sammen med engagerede kollegaer.
Om os
Vi er en del af Etablissementspartnerelement Skyde-Øvelsesområder – i daglig tale blot kaldet EPSKY. Vi er 79 kollegaer fordelt på seks lokationer og over 40 hjemmeværnsskydebaner. Sammen løser vi en bred vifte af opgaver, som er afgørende for Forsvarets operative virke.
Vi tager os blandt andet af radartjeneste, skivefremstilling, afviserberedskab, arealpleje, bygningsvedligehold, rengøring og meget mere. Vores vigtigste opgave er at sikre, at rammerne er på plads, så Forsvarets soldater kan fokusere på deres kerneopgaver – både i hverdagen og under øvelser.
Vores tilgang er præget af ansvarsfølelse og faglig stolthed. Vi tror på, at vi opnår de bedste resultater når vi arbejder sammen og når der er plads til både faglighed, forskellighed og en uformel tone. Vi lægger vægt på en åben og ærlig kommunikation, og vi gør os umage for at skabe en arbejdsplads, hvor det er rart at være – både som nye og erfarne kollegaer.
Om stillingen
Som administrativ medarbejder, bliver du en del af vores kontor i Hjørring, hvor du får to dygtige og støttende kollegaer. Sammen vil I udgøre det administrative omdrejningspunkt, der støtter vores medarbejdere ude i landet i deres daglige arbejde.
En stor del af dine opgaver, vil handle om indkøb og bestilling af materiel og driftsmidler, koordinering af leverancer og opfølgning i både systemer og dialog med kollegaer. Du vil ofte have telefonisk kontakt med medarbejdere på tværs af landet, og derfor er det vigtigt, at du trives med at være bindeled og servicepartner.
Du vil også være med til at opdatere og vedligeholde dokumentation og databaser. Vi arbejder primært i SAP og MS Office, derfor vil kendskab til systemerne være en fordel, men ikke en forudsætning. Har du det rette ”mindset” og interessen for at lære, skal vi nok sørge for at give dig en grundig og tryg oplæring.
Stillingen er på 37 timer om ugen inkl. frokostpause, og dit faste arbejdssted er Hjørring. Du skal have kørekort til personbil, da der lejlighedsvist kan være behov for lokal transport i forbindelse med opgaveløsningen. Eventuelt overarbejde afvikles som udgangspunkt løbende.
Om dig
Vi forestiller os, at du har erfaring fra en lignende administrativ stilling, hvor du har været vant til at arbejde selvstændigt, have mange parallelle opgaver og samarbejde med forskellige faggrupper. Men det vigtigste er, at du har lyst til at engagere dig i fællesskabet og tage ansvar for dine opgaver – både de store og de små.
Du er en kollega, man kan regne med. Du arbejder struktureret, og evner at fokusere på detaljer og bevarer overblikket, selv når tingene går lidt stærkt. Du er serviceminded, og du trives med at hjælpe andre. Du har god situationsfornemmelse, har en venlig og åben tilgang til både kollegaer og samarbejdspartnere.
Vi forventer, at du er fortrolig med IT og har lyst til at blive oplært i nye systemer, du ikke allerede kender. Det vigtigste for os er ikke, hvor mange systemer du mestrer, men at du er motiveret og har lyst til at lære. Vi tilpasser oplæringen til dig, så du får en god start hos os.
Du skal kunne udtrykke dig klart og tydeligt på dansk – både mundtligt og skriftligt fordi du vil komme til at have kontakt med mange forskellige mennesker.
Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Hjørring.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Driftsleder Henriette Rodkjær telefon 2943 6580 eller Fg. Chef EPSKY Pernille Sandal på telefon 5142 3735.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Mia Backhausen på telefon 3266 5574.
Ansøgningsfristen er den 1. juli 2025.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM FORSVARSMINISTERIETS EJNDOMSSTYRELSE
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse (FES) støtter og servicerer militære og civile myndigheder under Forsvarsministeriet. Vores opgave er at levere og udvikle attraktive fysiske rammer, som er nødvendige for deres daglige virke.
Vi bygger nyt, vedligeholder, driver kantiner og gør rent på tjenestesteder i hele landet.
Vi har på vegne af Forsvarsministeriets koncern ansvaret for det grønne område, der blandt andet omfatter miljø, energi og naturpleje.
Vores hovedkontor er i Hjørring, men vi har medarbejdere i hele landet. Vi er i alt 1600 ansatte, der tæller både civilt og militært ansatte. Vi er en organisation baseret på stærke fagfællesskaber, og vi prioriterer det tværgående samarbejde højt.
• Vi har ansvaret for over 600 lokationer spredt ud over hele Danmark.
• Vi administrer over 6000 bygninger og forvalter øvelsesområder, der samlet set er på størrelse med Mors.
• Vi bygger og vedligeholder i år for knap en milliard og er blandt andet bygherre på store projekter som campus til de nye F35-kampfly.