Har du overblik og gode samarbejdsevner? Har du stærke kompetencer inden for administration, økonomi og it? Har du gode engelskkundskaber? Så har vi en spændende stilling som kontorfunktionær i kontoret for Internationale Uddannelsesprogrammer og Bevillingsadministration i Svendborg. Om stillingen Du skal arbejde i Kontoret for Internationale Uddannelsesprogrammer og Bevillingsadministration i Svendborg. Kontoret arbejder med internationalisering på alle niveauer af det formelle uddannelsessystem og ungdomssektoren ved at varetage information, rådgivning og administration af en række nationale, nordiske og europæiske programmer og ordninger, der understøtter mobilitet og internationalt uddannelsessamarbejde. Kontoret varetager desuden bevillingsadministration og servicerer Uddannelses-og Forskningsministeriet og Danmarks Frie Forskningsfond.
Kontoret er organiseret i fire områder og en stabsfunktion, og du skal arbejde i Bevillingsadministrationen.
Dine arbejdsopgaver vil bl.a. omfatte
- administrative opgaver inden for tilskudsordninger i Erasmus+ og andre internationale programmer, herunder opgaver vedrørende økonomi- og regnskabsforhold
- sagsbehandling i forskellige IT- og økonomisystemer
- mundtlig og skriftlig vejledning af tilskudsmodtagere
- budget og regnskabsopfølgning.
Er du vores nye kollega? Vi forestiller os, at du har en administrativ baggrund eller en baggrund, som giver gode forudsætninger for at varetage en bred vifte af administrative opgaver, fx. en kontoruddannelse inden for offentlig administration.
Derudover lægger vi vægt på, at du:
- har solid administrativ erfaring
- har stærke kompetencer inden for økonomi og regnskab
- har gode samarbejdsevner
- kan formulere dig klart i skrift og tale på både dansk og engelsk
- er struktureret og systematisk
- har stærke it-kompetencer, herunder i Excel
- er serviceminded
- kan arbejde selvstændigt, struktureret og målrettet.
Det er desuden en fordel men ikke et krav, hvis du har kendskab til det danske uddannelsessystem og ungdomsområdet.
Skal du være med til at forme fremtiden? Viden former fremtiden. I Uddannelses- og Forskningsstyrelsen arbejder vi for at skabe værdi i samfundet gennem fremragende uddannelse og forskning. Hos os bliver du en del af en kultur med høj faglighed og stærk samarbejdskultur. Vi sætter studerende, forskere og borgere i centrum for arbejdet og er ambitiøse på egne og uddannelses- og forskningssektorens vegne.
Løn og ansættelsesvilkår Stillingen er på 32 timer om ugen, og du ansættes som kontorfunktionær i Uddannelses- og Forskningsministeriets koncern efter overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation. Der er mulighed for at forhandle tillæg, der matcher dine kvalifikationer.
Du ansættes med arbejdssted Jessens Mole 12, 5700 Svendborg. Ansættelse er pr. 15. augusts 2025 eller snarest derefter.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte teamkoordinator Camilla Silfverberg på
calos@ufm.dk eller områdeleder Anne Mygind Brodersen på
ambr@ufm.dk.
Søg stillingen Klik på knappen ”søg stillingen” eller søg via vores hjemmeside www.ufm.dk/job-i-ministeriet. Vi skal have din ansøgning, cv og eksamenspapir
senest 9. juni 2025. Vi forventer at holde to samtalerunder. Mellem første og anden samtalerunde gennemføres personlighedsanalyse. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet referencer.
Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Uddannelses- og Forskningsministeriet er medlem af foreningen Lige Adgang.
Om Uddannelses- og Forskningsstyrelsen I styrelsen har vi ansvar for en bred vifte af opgaver, der går ud på at forvalte de retlige rammer og statslige bevillinger til forskning, videregående uddannelse, videnbaseret innovation og SU – både nationalt og internationalt. Vi bidrager samtidig til den løbende drift, styring, kvalitetsudvikling og tilsyn med institutionerne på ministerområdet.
#Uddannelses- og Forskningsstyrelsen