Vil du arbejde på en engageret arbejdsplads i en stor offentlig virksomhed, hvor vi giver plads til udvikling og uddannelse?
Som tidsadministrator i Søværnets Center for Administration (SCA), vil du blive en vigtig del af vores team. Du vil sammen med dine kollegaer få ansvaret for at sikre, at vores administrative processer kører gnidningsfrit, og du vil være med til at skabe struktur og overblik i hverdagen.
Om os Søværnets Center for Administration servicerer Søværnets myndigheder, skibe og medarbejdere inden for det samlede administrative område. Vi består af to afdelinger, som er placeret på hver sin flådestation i hhv. Frederikshavn og Korsør med i alt 30 medarbejdere, fordelt i fire elementer; Administration, Personale, Tidsstyring og Reserven.
Kundeservice er omdrejningspunktet for vores daglige virke.
Vi anerkender og kompetenceudvikler vores medarbejderes faglige og personlige kvalifikationer med fokus på vores kerneopgaver.
Vi tilbyder en arbejdsplads med høj faglighed, hvor trivsel og gode relationer er i fokus. I vores organisation kan du udvikle dig i et tempo, der passer til dig, mens du har indflydelse på de opgaver, du varetager.
Vi lægger vægt på en god balance imellem dit arbejds-/privatliv og tilbyder fleksibilitet, herunder mulighed for hjemmearbejde.
Om stillingen Du vil blive en del af et team på 9 medarbejdere samt to elementledere, en i Korsør og en i Frederikshavn, der alle arbejder tæt sammen. Din nærmeste leder vil være elementlederen i Korsør.
Dine primære arbejdsopgaver vil omfatte: - Registrering og opfølgning på arbejdstid og arbejdstidsplanlægning for de tjenestesteder, som SCA servicerer
- Assistere ved controlling af arbejdstid, herunder opfølgning på variable ydelser
- Sikre overholdelse af gældende bestemmelser og overenskomster inden for ferie og arbejdstid
- Beregning og registrering af ferie og frihed i forbindelse med hjemsendelser
- Understøtte lønkørsler og fejlretninger, herunder oprettelse af incidents (sager)
- Dokumentation og mindre sagsbehandling i Koncernfælles Elektronisk Sags- og Dokumenthåndtering
- Deltage i møder og tjenestedsbesøg
- Bidrage til oplæring af elever
- Yde mail- og telefonsupport og håndtere personlige henvendelser
- Løse diverse ad hoc-opgaver efter behov
Mindre antal rejsedage i fm. kurser, seminar o. lign. må forventes.
Om dig Vi prioriterer motivation, engagement og et ønske om at lære – og vi sørger for oplæring, hvis du ikke kender alle opgaverne på forhånd.
Vi forestiller os, at du har en kontoruddannelse og måske erfaring fra en administrativ stilling.
Måske har du erfaring inden for arbejdstid og kendskab til Forsvarets IT-systemer.
Du trives med at tage ansvar og arbejde selvstændigt, men sætter også pris på at være en del af et samarbejdende team. Det er essentielt, at du har en struktureret arbejdsmetode og kan prioritere opgaverne effektivt – også når der er mange opgaver samtidig.
Da du indgår i tidselementet, men også i teams på tværs af elementerne, lægger vi vægt på dine personlige egenskaber.
Du er omhyggelig, pligtopfyldende og har forståelse for kvalitet – og hvis du har det godt med at fordybe dig i systemer, regler og sammenhænge, er der rig mulighed for det hos os.
Derudover forventer vi, at du kommunikerer klart og ordentligt – både skriftligt og mundtligt – og er tryg ved at være i kontakt med kolleger og samarbejdspartnere på tværs af organisationen.
I Søværnet er vi stolte af vores fælles opgave. Vi søger en kollega, der værdsætter vores fælles værdier om samhørighed, kvalitet i arbejdet – og som ønsker at bidrage til en professionel kultur, hvor vi hjælper hinanden.
Ansættelsesvilkår Stillingen er slået som civil og militær.
Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Korsør.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Anette Jørgensen på telefon 7285 7511.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Charlotte Meinertz Hansen på telefon 3266 5156.
Ansøgningsfristen er den 11. december 2025 og samtaler forventes afholdt i uge 3 eller 4 2026. Stillingen er til besættelse den 1. marts 2026 eller tidligere, hvis dette kan lade sig gøre.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.