Adjunkt eller lektor med ph.d. søges til UCN's pædagogiske efter- og videreuddannelse

fuldtid
Adjunkt eller lektor med ph.d. søges til UCN's pædagogiske efter- og videreuddannelse
  • Professionshøjskolen UCN
  • 9210 Aalborg

Vil du være med til at styrke trivsel og inklusion i dagtilbud og skole gennem efter- og videreuddannelse, forskning og udvikling? 

Har du en ph.d. og erfaring fra det pædagogiske felt? Så er det måske dig, vi leder efter.

UCN act2learn Pædagogik og Læring søger nemlig en ny kollega med stærke faglige kompetencer og et særligt engagement i børns og unges trivsel og deltagelsesmuligheder i faglige og sociale fællesskaber.

 

UCN act2learn Pædagogik og Læring 

Ambitionen i UCN act2learn Pædagogik og Læring er at bidrage til faglig udvikling af de pædagogiske professioner for at skabe endnu højere kvalitet i det pædagogiske arbejde i skoler, institutioner og kommuner. 

Vi stræber efter at sætte dagsordenen for pædagogisk og didaktisk udvikling gennem tæt samarbejde med den pædagogiske praksis og gennem videreuddannelse, forsknings- og udviklingsprojekter samt gennem lokale, skræddersyede kompetenceudviklingsforløb.

Du bliver en del af en afdeling, der arbejder tæt sammen med praksisfeltet i Nordjylland om udvikling af det pædagogiske felt.

 

Samarbejdskompetencer og udvikling af et stærkt forskningsmiljø - både internt og eksternt.  

I Pædagogik og Læring har vi et stort ønske om at opbygge et stærkt forskningsmiljø. Vores forventning er derfor, at du kan være med til at styrke vores vidensgrundlag og både skabe samarbejde internt i afdelingen, på tværs af UCN’s samlede efter- og videreuddannelse, med UCN’s øvrige forskningscentre og grunduddannelser og etablere eksterne samarbejdsmuligheder. 

Du vil stå i spidsen for at søge forskningsmidler, understøtte projekter i afdelingen og være en skarp sparringspartner i etableringen af en forsknings- og udviklingsstrategi. Du vil ligeledes få en rolle som et relationelt og fagligt bindeled internt i UCN, da vores forskningsprojekter udvikles og gennemføres på tværs i UCN, i Nordjylland og med andre vigtige samarbejdspartnere i øvrige professionshøjskoler, universiteter mv.

Som forsker og underviser hos os vil du få mulighed for at fordybe dig i forskning, der har direkte indflydelse på pædagogisk praksis i Nordjylland. Samtidig vil du løbende undervise og formidle din og andres forskning til og med den pædagogiske praksis.

Du vil blive en del af et stærkt fagligt miljø, hvor vi vægter samarbejde og videndeling højt. 

 

Om stillingen

Vi søger en adjunkt eller lektor med ph.d. inden for skole og/eller dagtilbud, som er optaget af den aktuelle inklusions- og trivselsdagsorden. 

Dine arbejdsopgaver vil bl.a. omfatte:

  • Undervisning og vejledning på den pædagogiske diplomuddannelse og andre efter- og videreuddannelsesaktiviteter.
  • Udvikling og gennemførelse af forsknings- og udviklingsprojekter indenfor skole og dagtilbud, herunder hjemtag af eksterne midler.
  • Faglig sparring og kompetenceudvikling i samarbejde med skoler og dagtilbud.
  • Udarbejdelse af projektbeskrivelser, undervisningsdesigns og nye uddannelsesaktiviteter.
  • Formidling af viden til både praksisfelt og fagfæller.

 

Vi forventer, at du:

  • Har en ph.d. inden for læring, pædagogik, psykologi, sociologi eller et beslægtet område.
  • Har erfaring med pædagogisk praksis – gerne fra folkeskolen eller dagtilbud.
  • Har viden om og erfaring med trivsel, inklusion og pædagogisk og didaktisk udvikling.
  • Er en stærk formidler, der kan formidle komplekse problemstillinger på en forståelig måde, og som trives med at undervise og samarbejde med professionelle i praksis.
  • Er selvstændig, samarbejdskompetent og -orienteret og trives i et dynamisk og udviklingsorienteret miljø.

 

Vi tilbyder:

  • En stilling med ca. 50% undervisning og 50% forskningstid, herunder samarbejde med andre forskningsmiljøer, ansøgninger, strategi mm.
  • Et stærkt fagligt og kollegialt miljø med høj grad af selvledelse og fleksibilitet.
  • Mulighed for at præge udviklingen af efter- og videreuddannelse i Nordjylland.
  • Mulighed for at påvirke afdelingens strategi indenfor forskning og udvikling.
  • Et uformelt arbejdsmiljø med plads til humor, faglig nysgerrighed og innovation.
  • Et adjunktforløb med fokus på kompetenceudvikling og lektorkvalificering, hvis du ansættes som adjunkt.

 

Løn- og ansættelsesvilkår

Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikerens Centralorganisation (AC). 

Stillingen som adjunkt er en uddannelsesstilling, der er omfattet af Bekendtgørelse om stillingsstruktur for undervisere ved erhvervsakademier, professionshøjskoler og Danmarks Medie- og Journalisthøjskoler. 

Som adjunkt skal du varetage opgaver indenfor undervisning, forskning og udvikling; opgaver som du introduceres til, når du deltager i UCN’s veletablerede adjunktforløb. Adjunktforløbet er tilrettelagt med henblik på at støtte dig i at udvikle ​kompetencer, viden og færdigheder til at varetage arbejdsopgaver som adjunkt på Professionshøjskolen UCN. 

Foruden kurser og deltagelse i faglige ophold tilbydes der med adjunktforløbet kompetenceudvikling samt et stort netværk med andre adjunkter og forskere på tværs af UCN’s uddannelser og forskningsområder.  ​

Adjunktforløbet har yderligere til formål at klæde dig på til at skrive en lektoranmodning, der som udgangspunkt skal afleveres i løbet af de første 3 ½ år af din ansættelse.  

Med en positiv lektorbedømmelse overgår du automatisk til en fast lektorstilling på UCN.  Læs mere om lektorbedømmelsen.

Ansættelse som lektor forudsætter positiv lektorbedømmelse i henhold til de fastsatte regler om lektorbedømmelse ved professionshøjskoler.

 

Øvrig information 

Stillingen som adjunkt eller lektor ved act2learn Pædagogik og Læring er en fuldtidsstilling, hvor du vil du få arbejdssted på Mylius Erichsens Vej 137, 9210 Aalborg SØ. 

Da vi som Professionshøjskole dækker hele Nordjylland og vores forsknings- og udviklingssamarbejder er nationale, vil du få opgaver i hele Danmark. Det er derfor en fordel med kørekort og egen bil til rådighed. 

Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte konstituerede områdeleder Dorthe Geisnæs på tlf. 72 69 04 29 / dge@ucn.dk. I perioden fra 10. juli - 24. juli 2025 holder vi dog sommerferie!

 

Der er ansøgningsfrist 11. august 2025 med tiltrædelse 1. oktober 2025 eller efter aftale. 

Samtaler afholdes tirsdag d. 19 august. Opfølgende samtaler vil eventuelt blive afholdt torsdag den 21. august 2025.

 Har ovenstående vakt din interesse, så send en ansøgning afsted. Vi glæder os til at høre fra dig.

UCN ønsker, at vores medarbejderstab afspejler diversiteten i det omgivende samfund, og vi opfordrer derfor alle interesserede uanset køn, alder, etnicitet, religiøsitet, handicap og seksuel orientering til at søge stillingen.

___________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Professionshøjskolen UCN er Nordjyllands største praksisnære uddannelsesinstitution med seks adresser i Aalborg, Hjørring og Thisted. Vi tilbyder over 30 videregående erhvervs- og professionsuddannelser inden for pædagogik/læring, sundhed, business og teknologi. Vi udvikler Nordjylland gennem uddannelser, livslang læring og praksisnær forskning – altid i tæt dialog med vores omverden. Vi er godt 900 medarbejdere. Sammen gør vi vores bedste for de over 9.500 studerende og 9.400 kursister, der har valgt os til.

Log ind