Er du motiveret af at gøre en forskel for de mindste børn? Så er du måske vores nye kollega i Center for Dagtilbud og Folkeskole i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har til opgave at understøtte, at politiske aftaler og ny lovgivning udmøntes i praksis, og at følge op på og understøtte, at kommuner og uddannelsesinstitutioner leverer høj kvalitet. Det gør vi via vejledning af sektoren og udmøntningsopgaver.
Pt. søger vi en AC-fuldmægtig med interesse i og gerne erfaring fra dagtilbudsområdet og med særlig indsigt i udmøntning af politiske aftaler, særligt igennem puljer. Da vi er ved at etablere et nyt Center for Dagtilbud og Folkeskole, vil det desuden være en fordel, hvis du har indsigt i overgange fra dagtilbud til folkeskole. Derudover leder vi efter en ny kollega, der har erfaring med at lede projekter, kan kommunikere klart og målrettet, sikre fremdrift og udtænke løsninger på de udfordringer, vi møder i praksis.
Om arbejdsopgaverne Vi tilbyder et spændende og udfordrende job med gode muligheder for faglig og personlig udvikling. Du får en alsidig hverdag, hvor du kommer tæt på beslutningsprocesserne. Du vil få selvstændigt ansvar for at løse konkrete opgaver og at følge opgaven helt til dørs. Vi har en uformel omgangstone, og du vil få en masse engagerede og fagligt dygtige kollegaer, der altid er parat til at sparre eller give en hjælpende hånd til løsning af opgaverne.
Du vil komme til at arbejde med nedenstående opgaver:
- Puljeadministration på dagtilbudsområdet.
- Overgange fra dagtilbud til folkeskole, herunder for børn i udsatte positioner.
- Besvarelse af henvendelser fra myndigheder og presse.
- Samarbejde med parter og interessenter på dagtilbudsområdet.
- Faglige bidrag til politiske udspil, svar til Folketinget mv.
Om dig Du har en relevant kandidatuddannelse i fx statskundskab, politik og forvaltning eller lignende uddannelsesmæssig baggrund. Det er en fordel, hvis du har erfaring med arbejdet i centraladministrationen. Det vil også være en fordel, hvis du har erfaring med og/eller indsigt i dagtilbudsområdet.
Som vores nye kollega vil det være en fordel, hvis:
- du har kendskab til puljeadministration
- du har gode kommunikative evner og forstår at formidle ud fra et modtagerperspektiv
- du kan understøtte implementering af politiske intentioner i lokale kontekster
- du har stærke metodiske og analytiske evner og kan anvende viden og data systematisk i din opgaveløsning
- du kan koordinere og sikre fremdrift i dine opgaver
- du drives af samarbejdet med dine kollegaer og giver gerne en hjælpende hånd, også når arbejdstempoet er højt
- og samtidig arbejder du selvstændigt, struktureret og omhyggeligt og tager ansvar for egne opgaver.
Lyder det som noget for dig? Så ser vi meget gerne en ansøgning fra dig, hvor du med din baggrund og erfaringer beskriver, hvordan du kan bidrage til arbejdet i Center for Dagtilbud og Folkeskole.
Om os Center for Dagtilbud og Folkeskole har ansvaret for styrelsens opgaver på dagtilbudsområdet og på folkeskoleområdet, på nær prøver og test. Vi løser bl.a. opgaver med udvikling og drift af pædagogik, fag og undervisning, udstedelse af bekendtgørelser, vejledning om regler og overgange til ungdomsuddannelse, lovbestemt tilsyn o.lign. samt implementering af politiske aftaler mv., bl.a. med fokus på udsatte børn og unge og inkluderende læringsmiljøer. Centret består af ca. 100 medarbejdere fordelt på seks teams og to kontorchefer. Du vil blive forankret i et af centrets teams, hvor teamlederen vil blive din personaleleder.
Løn- og ansættelsesvilkår Vi ønsker at besætte stillingerne snarest muligt og senest pr. 1. januar 2026. Du vil blive ansat som AC-fuldmægtig efter fællesoverenskomsten for akademikere i staten med mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg.
Ansættelsessted: Kalvebod Brygge 47, 1560 København
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Janne Samuelsson på telefon 21491204 eller teamleder Caroline Howard Grøn på 21136354.
Du kan også læse mere om vores arbejde på vores hjemmeside
www.stukuvm.dk eller www.uvm.dk/job.
Sådan søger du Send din ansøgning, CV, kandidatbevis og karakterudskrift via stillingsopslaget på vores hjemmeside
senest 18. oktober 2025. Der vil i forbindelse med 2. samtaler indgå en case.