Absalonskolen søger to pædagoger, der vil være med til at løfte fritidspædagogikken

deltid
Absalonskolen søger to pædagoger, der vil være med til at løfte fritidspædagogikken
  • Holbæk Kommune
  • 4300 Holbæk

Kan du skabe stærke bånd og gode oplevelser med børnene i sfo’en og i indskolingen, så er du måske vores nye kollega. Absalonskolen søger lige nu to pædagoger, som har lyst til at skabe fællesskaber og sammenhængskraft – med godt humør og sjove aktiviteter.

Velkommen til din nye hverdag på Absalonskolen

Her vil du få din daglige gang i SFO1, som er Absalonskolens SFO-tilbud til elever i 0.-3. klasse. Som pædagog i SFO1 er din vigtigste opgave at møde børnene, der hvor de er, og være med til at skabe et dejligt frirum mellem skole og hjem.

Udover timer i SFO1 har du også timer i skolen i indskolingen. Her er vi hele tiden nysgerrige på, hvordan vi bedst muligt kan udnytte samarbejdet mellem lærer og pædagog i undervisningen.

Vi forventer, at du kan bringe pædagogiske, didaktiske overvejelser og ikke mindst din faglighed i spil i hverdagen. Både i forhold til hvad børnene skal kunne, hvordan vi danner dem og hvilke aktiviteter, der bliver sat i gang.

Har du en passion?

Vi drømmer om, at en af vores nye kollegaer har lyst til at tage børnene med i cafeen om eftermiddagen og hjælpe med at lave eftermiddagsmad. Måske hjælper børnene med at skære gulerødder, koge pasta eller bage – så det ikke bare er voksne, der sørger for maden, men at du får børnene med ind i opgaven og skaber ejerskab.

Det kan også være, at du har det sorte bælte i træsløjd, er glad for sport og for at arrangere rundboldturneringer, eller du har en helt fjerde passion, som du har lyst til at udfolde sammen med børnene – så hører vi meget gerne om det. 

Kort sagt søger vi dig, der synes, at det er fedt at arbejde i SFO og være nærværende i aktiviteter sammen med børnene.

Praktisk om stillingerne

Stillingerne er en del af den nationale pulje til løft af fritidspædagogikken, og de er derfor som udgangspunkt tidsbegrænset til d. 31.12.2025, men vi håber på flere midler, så ansættelserne kan forlænges. For begge stillinger gælder, at den ugentlige arbejdstid er på 30-37 timer, det endelige timetal finder vi ud af i fællesskab. 

Du kan både være nyuddannet og klar til dit første job eller erfaren og gammel i gårde – det vigtigste er, at du har lyst til at være her og skabe sammenhængskraft og bidrage med godt humør.

Vi har brug for dig, der er uddannet pædagog, og 

  • har fokus på alle børns deltagelsesmuligheder
  • kan møde børnene i øjenhøjde
  • kan give børn oplevelser og tør bryde rammen og gøre noget andet end ”det vi plejer”
  • har en positiv og inkluderende tilgang til samarbejdet med børn – også når det er svært

Hvis du har specialpædagogisk erfaring, så hører vi også meget gerne om det.

Vi kan tilbyde

  • en arbejdsplads der understøtter faglig sparring, dialog om didaktik og pædagogik
  • dygtige og engagerede kolleger og et positivt lærings- og arbejdsmiljø
  • løbende kompetenceudvikling. Vores grundsyn er at blive dygtige til at forstå barnets perspektiv, og det arbejder vi løbende med.

Om Absalonskolen

Absalonskolen ligger på toppen i Holbæk By. Hver dag går vi på arbejde for at gøre en forskel for vores 630 elever. Børnene kommer med meget forskellige baggrunde, og det er derfor vigtigt for os at skabe tilbud og udfordringer til alle skolens børn. 

Mulighederne er mange, da Knudskoven ligger i Absalonskolens baghave, vi har boldbaner, mooncar-bane og bålhus. Sammen med dine kollegaer har du rig mulighed for at præge de aktiviteter, vi tilbyder børnene.  Sammen med børnene får du mulighed for at boltre dig i vores krealokale, computerrum, gymnastiksal, tumlerum – og derudover er der selvfølgelig mulighed for at benytte skolens faglokaler. 

Det lyder lige som noget for mig!

Vi glæder os til at modtage dit cv og din ansøgning (husk kopi af uddannelsesbevis) senest søndag den 23. marts 2025. 

Vi forventer at afholde samtaler onsdag den 26. marts 2025 fra kl. 13.00.

Hvis du har nogle spørgsmål eller er nysgerrig på at se skolen, så tag endelig fat i pædagogisk leder Martin Langkilde på telefon 72 36 46 12.

Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst på området.

Tiltrædelse er snarest muligt. Stillingerne er som udgangspunkt tidsbegrænset til den 31. december 2025.
 

Alle kvalificerede ansøgere opfordres til at søge stillingen uanset køn, alder, handicap, etnicitet, politiske og religiøse overbevisninger eller seksuel orientering.

Vi er 4.800 passionerede kollegaer, der hver dag servicerer Holbæk Kommunes ca. 74.000 borgere.

Vi samarbejder og bruger vores fagligheder til at skabe vigtige løsninger og yde god service for borgerne i kommunen. Vi vægter arbejdsmiljøet højt og ønsker at udvikle vores medarbejdere fagligt og personligt. Der er derfor gode muligheder for at få nye udfordringer i jobbet.

Læs mere om, hvordan det er at arbejde i Holbæk Kommune.  

Log ind