6 Fundingrådgivere til AAU Forskningsservice i Aalborg eller København

fuldtid
6 Fundingrådgivere til AAU Forskningsservice i Aalborg eller København
  • Aalborg Universitet
  • Fredrik Bajers Vej 7K 9220 Aalborg Øst

Aalborg Universitets forskningsmiljøer fortjener de bedste muligheder for at realisere excellent forskning, der bidrager til at løse samfundets helt store udfordringer. Derfor udvider vi vores fundraising-team med seks nye fundingrådgivere, der vil være med til at sikre funding og udvikle stærke partnerskaber til forskning i verdensklasse.

Vi er ikke i tvivl om, at jobbet som fundingrådgiver er både komplekst, krævende og givende:

  • Komplekst, fordi du skal navigere i omfangsrigt materiale, samarbejde med en meget bred gruppe af interessenter, og være garant for både overblik, detaljeviden og sikker projektledelse.
  • Krævende, fordi du skal være grundig, ambitiøs på forskernes vegne, opsøgende, vedholdende, serviceorienteret og præcis - og nogle gange samtidig.
  • Givende, fordi du får en afgørende betydning for - og indsigt i - noget af landets fremmeste og vigtigste forskning, får lejlighed til at nørde helt i bund og arbejde sammen med udpræget kompetente og engagerede mennesker.

Det, mener vi, er både meningsfuldt og attraktivt. Hvis du er enig, så læs med her!

I Fundraising & Projektledelse er vi pt. 8 fundingrådgivere i et team, hvor faglig sparring, samarbejde og et stærkt kollegialt miljø er centrale elementer i vores daglige arbejde. Vi værdsætter imødekommenhed og engagement og lægger vægt på en uformel, åben og respektfuld omgangstone. Som fundingrådgiver vil du indgå i et stærkt kollegialt fællesskab og have et tæt samarbejde med forskere, institutternes fundingrådgivere og fakulteternes strategiske rådgivere. 

Fundingrådgiverne har en understøttende, rådgivende og bred opgaveportefølje, der blandt andet omfatter at:

  • Rådgive og understøtte forskere i udarbejdelsen af forskningsansøgninger fra idé til indsendelse.
  • Identificere nye fundingmuligheder og planlægge fundraising-strategier i samarbejde med AAUs forskere og lokale fundingrådgivere. 
  • Understøtte institut- og fakultetsledelser i deres strategiske arbejde med at udvikle og sikre ekstern finansiering.
  • Bidrage til afholdelse af kurser, netværks- og informationsmøder om fundingmuligheder.
  • Bidrage til afholdelse af kompetenceudviklingsaktiviteter for universitetets fundingrådgivere.
  • Varetage opgaver relateret til data, procesudvikling og kvalitetsstandarder for fundraising på universitetet. 

Du vil arbejde tæt sammen med forskere og ledelser på alle fakulteter og yde rådgivning om mulighederne for ekstern finansiering gennem danske og internationale programmer og fonde. Vores fokus ligger på at levere både strategisk og praktisk rådgivning, der hjælper med at optimere ansøgningsprocessen og maksimere chancerne for succes.

Forskningsunderstøttelsen dækker mange typer af finansieringskilder, og du vil få mulighed for at specialisere dig inden for ét af tre spor:

  1. EU kollaborativ (fx Horizon Europe Global Challenges)
  2. Individuel excellence, karriereudvikling og grundforskning (fx DFF Sapere Aude, ERC og Villum Investigator)
  3. National kollaborativ (fx Novo Nordisk-programmer og Innovationsfondens Grand Solutions)

Vi søger først og fremmest kolleger, der motiveres af kerneopgaven: at supportere nogle af landets dygtigste forskere med fleksibilitet, forståelse og tårnhøjt kvalitetsniveau. Derudover lægger vi vægt på, at du er dygtig til at opbygge relationer, er servicemindet og nysgerrig, og at du formår at balancere mellem detaljer og overblik uden at miste blik på fremdrift. 

Vi søger seks nye kolleger med seks forskellige baggrunde. Som fundingrådgiver kan du bringe en række forskellige baggrunde og erfaringer til bordet. Vi forventer ikke, at du kan alt, men i vurderingen af din ansøgning vil følgende aspekter indgå:

  • En længere videregående uddannelse og måske også en ph.d.-grad.
  • Erfaring fra forsknings- og innovationsverdenen.
  • Erfaring med fundingrådgivning, ledelsesstøtte, forskningsstøtte, strategiske prioriteringer og/eller interessevaretagelse.
  • Erfaring med projekt- og/eller procesledelse, gerne med implementering af projekter og overgang fra implementering til drift.
  • Erfaring fra internationale arbejdsmiljøer.

Vil du vide mere?
Hvis du vil vide mere, kan du orientere dig om Fundraising & Projektledelse, stillingen som fundingrådgiver og ansættelsesprocessen ved at downloade PDF-filen når du er i gang med at søge stillingen.

Du kan også i fortrolighed rette kontakt til afdelingschef for Fundraising & Projektledelse Jane Tymm-Andersen på jet@adm.aau.dk / tlf. 9940 7587 og/eller Mercuri Urval ved direktør Thomas Gajhede på thomas.gajhede@mercuriurval.com / tlf. 2084 1030, eller konsulent Sara Kallestrup på sara.kallestrup@mercuriurval.com / tlf. 4167 8243. 

Vi glæder os til at høre fra dig!

Der er ansøgningsfrist den 17. november 2025. 

Vi planlægger at afholde indledende samtaler den 25., 26. og 27. november og opfølgende samtaler den 9. og 10. december. Mercuri Urvals vurderingsforløb inkl. personlighedstest vil indgå mellem samtalerne.

Tiltrædelse den 1. februar 2025 eller hurtigst muligt derefter. 

Ansøgning 
Din ansøgning skal indeholde følgende:  

  • Ansøgning, hvori du redegør for, hvilke faglige og personlige kompetencer samt erfaringer der gør dig særligt kvalificeret til stillingen 
  • CV 
  • Eksamensbevis 
  • Evt. relevante bilag 

Du kan læse mere om krav til din ansøgning her

Ansøgning sendes via Aalborg Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aalborg Universitets hjemmeside. 

Aalborg Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og har diversitet som en kerneværdi. Derfor opfordres alle uanset personlig baggrund og orientering til at søge stillingen.

Øvrige informationer 
Du kan læse mere om vores rekrutteringsproces her.  

Ansættelsesprocessen på Aalborg Universitet kan omfatte en risikovurdering som et værktøj til at identificere potentielle risici forbundet med nyansættelser, der sikrer arbejdspladsens sikkerhed, compliance og integritet. 

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst for akademikere i staten efter kvalifikationer og erfaringer. Der er mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg. Stillingen er på 37 timer ugentligt.

Arbejdsstedet er fysisk i Forskningsservices lokaler på Kroghstræde 1 på AAU’s hovedcampus i Aalborg Øst eller på campus i København på A. C. Meyers Vænge 15, 2450 København.

Der er 3 måneders gensidig prøvetid i stillingen. 

Aalborg Universitet er et problembaseret og missionsdrevet universitet, hvor vi er motiveret af et meningsgivende formål, der rækker ud over vores egen organisation og bidrager til en bæredygtig udvikling af verden – vi kalder det ”Viden for Verden”. Vi er internationalt anerkendt for fremragende grundlagsskabende, transformativ og tværvidenskabelig forskning, der bidrager til at løse verdens mest komplekse og presserende udfordringer. 

Fundraising & Projektledelse er en del af AAU Forskningsservice på Aalborg Universitet, og vores fornemste opgave er at understøtte vores forskningsmiljøer så pragmatisk, effektivt og værdiskabende som overhovedet muligt. Vi ved, at det vi gør er helt centralt for, at universitetets forskere kan gøre det, de er bedst til: bedrive forskning i verdensklasse.

Aalborg Universitet - Viden for verden
Aalborg Universitet er en international arbejdsplads med mere end 3700 ansatte. Vi udbyder virkelighedsnære uddannelser og skaber forskningsresultater i verdensklasse gennem samarbejde mellem forskere, studerende og offentlige og private virksomheder. Sådan opnås erkendelser, nye løsninger på samfundets problemer og viden, der forandrer verden. Vores hovedcampus ligger i Aalborg, men vi har også campus i Esbjerg og København.

Log ind