1 rengøringsassistent til Retsmedicinsk Institut

fuldtid
1 rengøringsassistent til Retsmedicinsk Institut
  • KU - SUND - TEILUM - Kbh Ø
  • Frederik V's Vej 11, 2100 Kbh. Ø
Retsmedicinsk Institut, Københavns Universitet, søger 1 stabil, fleksibel og omhyggelig medarbejder til rengøringsopgaver med tiltrædelse 15. marts 2026 eller hurtigst muligt. Der er tale om et vikariat af et års varighed med mulighed for fastansættelse.

Om os
På Retsmedicinsk Institut har vi vores egen rengøringsafdeling. Vi tilbyder god oplæring, og der er mulighed for kompetenceudvikling og for at løse forskellige arbejdsopgaver.

Retsmedicinsk Institut forsker og underviser i retsmedicin, men den største arbejdsopgave er retsmedicinske undersøgelser for politiet og andre offentlige myndigheder. Der stilles store krav til kvalitet og sikkerhed.

Jobbet
Du skal kunne gøre rent i instituttets kontorer, laboratorier, obduktionsstuer og morgue (lighus). Der kan også være tale andre opgaver, såsom hovedrengøring.

Arbejdet i obduktionsstuer og lighuset kræver fysisk og psykisk robusthed. Erfaring med rengøring på operationsstuer eller lignende på hospitaler er derfor en fordel.

Du vil indgå i en gruppe, der sammen er ansvarlig for en række faste opgaver. Gruppen dækker hinanden ind under sygdom og ferie og ved travlhed. Vi lægger vægt på et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø, og det er vigtigt, at du trives sammen med andre og er indstillet på at yde en ekstra indsats ved fx kollegers fravær.

Kvalitetskontrol er en fast del af arbejdet. Det betyder, at arbejdet udføres omhyggeligt og efter faste procedurer, der skal følges.

Visse arbejdsopgaver på instituttet giver indblik i hændelser, som kan give anledning til psykisk påvirkning. Til håndtering af dette tilbyder instituttet forskellige muligheder for hjælp og støtte, herunder forebyggende indsatser.

Der tilbydes gratis parkering og andre personalegoder (fx massageordning, leje af feriebolig samt motionstilbud).

Personlige kvalifikationer
Vi forventer, at du

  • har erfaring med rengøring, gerne på hospitaler eller lignende
  • er fleksibel og samarbejdsvillig, både over for ledelse, kolleger og brugere
  • har en god fysik
  • har en stærk psyke
  • behersker dansk i skrift og tale
  • overholder kravet om den diskretion og tavshedspligt, der knytter sig til arbejdet på Retsmedicinsk Institut
Ansættelsesforhold
Aflønning sker efter Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer samt organisationsaftale for rengøringsassistenter, sanitører, specialarbejdere samt visse erhvervsuddannede m.fl. i staten mv. mellem 3F og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen. Der er mulighed for forhandling af løntillæg efter reglerne om i rammeaftalen ny løn.

Den ugentlige arbejdstid er 37 timer. Vi arbejder kun på hverdage.

Den daglige mødetid er mandag til fredag enten ca. kl. 6.30 – 14.00 eller kl. 8.00 – 15.30.
Der er flekstid, men mødetider afhænger af arbejdsopgaver og aftales i samarbejde med lederen.

Arbejdssted
Teilum bygningen, Frederik V’s Vej 11, 2100 København Ø.

Ansøgning
Ansøgere, der indbydes til samtale, skal medbringe en nyudstedt straffeattest, der bl.a. kan rekvireres gratis på www.borger.dk.

Hvis du har spørgsmål til rengøringen på dette specielle og vigtige rengøringsområde, kan du kontakte rengøringsleder Mette S. Holm på 28756010 eller stedfortræder Münevver Gömec på 2912 8026.

Send ansøgning bilagt CV samt dokumentation for uddannelse og eventuelle udtalelser elektronisk via Jobportalen (Klik på linket "SØG STILLINGEN"), så den er universitetet i hænde senest 29. januar 2026.

Vi indkalder til og afholder ansættelsessamtaler løbende.

Vi ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Log ind