Vil du være en del af et stærkt fagligt miljø, hvor du kan styrke dine administrative og akademiske, herunder juridiske, kompetencer inden for et område med stor politisk bevågenhed? Hjemrejsestyrelsen søger en studentermedhjælper til at indgå i teamet på Udrejsecenter Kærshovedgård. Lidt om alt det vi tilbyder Hjemrejsestyrelsen hører under Udlændinge- og Integrationsministeriet og varetager opgaver vedrørende hjemrejser for udlændinge i udsendelsesposition. Vi har et stærkt fællesskab og høj faglighed, og vi tilbyder en stilling, hvor du får en unik mulighed for at være med på rejsen i en forholdsvis ny styrelse, der præger udviklingen på hjemrejse- og udsendelsesområdet.
Som studentermedhjælper i Hjemrejsestyrelsen vil du varetage lettere sagsbehandling, skrive- og kopieringsopgaver, vidensindsamling samt andre ad hoc opgaver inden for Hjemrejsestyrelsens kerneområder. Herudover vil du skulle bistå med telefonbetjening, håndtering af funktionspostkasse, ligesom du vil blive inddraget i øvrige tværgående opgaver i tæt samarbejde med styrelsens andre studentermedhjælpere.
I Opsøgende enhed behandles sager vedrørende udlændinge, der har været i udsendelsesposition i en længere periode, eller som kan have behov for en særlig opsøgende og motiverende indsats. Vi er til stede på landets tre udrejsecentre – Sjælsmark i Hørsholm, Avnstrup ved Lejre og Kærshovedgård ved Ikast.
Som studentermedhjælper vil du have fast plads på Kærshovedgård, men vil skulle bistå medarbejdere på alle tre lokaliteter. Du vil også kunne få selvstændigt ansvar for visse opgaver, efterhånden som du bliver mere erfaren.
Vi lægger stor vægt på samarbejde og løfter opgaver på tværs af kontorene, så du vil også til tider skulle løfte opgaver, der formelt set er placeret i andre hjemrejsekontorer.
Du får engagerede kolleger, med forskellige uddannelsesmæssige baggrunde, erfaringer og perspektiver. Vores omgangstone er uformel, samarbejdet er i højsæde, og vi har den helt rette team-spirit både internt i kontorerne og på tværs af styrelsen. Der er plads til grin, og vi har en positiv tilgang til hinanden og vores opgaver.
Vores forventninger til dig Du læser jura, statskundskab eller en anden relevant samfundsfaglig uddannelse, og vi ser gerne, at du som minimum er på 2. år af grunduddannelsen. Du har interesse for forvaltningsret og har lyst til at beskæftige dig med udlændingeområdet.
Du bliver en del af et politisk miljø, hvor du udfordres fagligt og personligt, og hvor vi forventer, at du:
- er serviceminded, udadvendt, mødestabil og ansvarsbevidst
- har interesse for udlændinge-, EU- og forvaltningsretten
- udviser modenhed og professionalisme i din fremtræden
- er åben og fleksibel
- er kvalitetsbevidst og grundig
Det er en fordel, hvis du har:
- anden relevant erhvervserfaring – f.eks. med kontorarbejde eller studenterjob i anden offentlig myndighed
- erfaring med Microsoft Office pakken, herunder Excel og PowerPoint
- hvis du har eller har haft forvaltningsret på studiet
Yderligere information Du ansættes som studentermedhjælper efter l OAO-S-Fællesoverenskomsten og organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK). Du arbejder 15 timer om ugen, og du skal dokumentere, at du er aktiv studerende og indskrevet ved en højere læreanstalt under hele din ansættelse.
Ansættelsesområdet er Udlændinge- og Integrationsministeriet med tilhørende institutioner, og arbejdsstedet er Hjemrejsestyrelsen, Kærshovedgård 17, 7430 Ikast.
Du skal være sikkerhedsgodkendt til ”TJENESTEBRUG” for at arbejde i denne stilling, og kunne opretholde denne under hele din ansættelse. Du kan læse om, hvordan vi behandler dine persondata her.
Har du spørgsmål i øvrigt, er du velkommen til at kontakte enhedschef Michael Christian von Hauen Hansen på telefonnummer 30 65 77 04 eller på e-mail
mich@hjemst.dk eller souschef Kristina Ousmanova på telefonnummer 30 65 78 36 eller på e-mail
@hjemst.dk.
Søg stillingen Klik på knappen i højre side og upload din ansøgning, eksamensbevis mv. senest
søndag den 1. oktober 2023. Vi forventer at holde samtaler i uge 40.
Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Udlændinge- og Integrationsministeriet er medlem af Foreningen Lige Adgang.