Vil du være med til at sikre kvaliteten af Arbejdstilsynets digitale løsninger?

fuldtid
Vil du være med til at sikre kvaliteten af Arbejdstilsynets digitale løsninger?
  • Arbejdstilsynet
  • Landskronagade 33, 2100 København Ø
Er du en struktureret holdspiller med hjerte for it-kvalitet? Har du lyst til at tage det næste skridt i din karriere og tage ansvar for testområdet i en organisation med stor samfundsmæssig betydning? Så er du måske vores nye testmanager.

Om rollen I Arbejdstilsynet arbejder vi hver dag for et sundt og sikkert arbejdsmiljø i Danmark. Vi arbejder i et opskaleret agilt setup (SAFe), hvor vi fokuserer på at levere høj kvalitet og værdi i tætte sprint-iterationer. Vi søger en testmanager, der vil tage ansvar for, at vores it-løsninger altid lever op til de højeste standarder gennem struktureret test og stærkt samarbejde.

Som testmanager får du det overordnede ansvar for at planlægge, koordinere og kvalitetssikre testforløb på regressionstest på vores månedlige releases. Du bliver en central figur i vores it-afdeling, hvor du skal bygge bro mellem teams og sammen med release manager sikre, at vi får lagt gode løsninger i produktion til gavn for vores brugere. Du kommer til at samarbejde tæt med vores managers (release og incident), UX/UI, IT arkitekter og PO´ere i teams og naturligvis vores dygtige testere i kontoret og forretningen. Dansk er vores arbejdssprog og dokumentation og opgavestyring udarbejdes på dansk. Derfor skal du kunne tale og forstå dansk i både ift. skrift og tale.

Om kontoret Vi er et kontor med ca. 45 interne medarbejdere og ca. 40 eksterne konsulenter, og vi arbejder agilt organiseret i 8 tværfaglige teams. Vi arbejder alle med at udvikle, vedligeholde og drifte Arbejdstilsynets IT- systemer og datawarehouse med det formål at sikre de bedst mulige løsninger for vores brugere og det bedste datagrundlag til styring og udvikling af vores forretning.

Som testmanager vil dine primære opgave være:

  • Facilitering af test: Du planlægger og leder testaktiviteter (f.eks. systemtest og brugertest) og sikrer fremdrift.
  • Samarbejde på tværs: Du støtter teams og ART i at udføre relevante testaktiviteter og sikrer, at fejl bliver fundet, dokumenteres og udbedres i tide.
  • Ansvar for testområdet: Du sikrer, at vi følger gældende testmetoder og -politikker, og du bidrager aktivt til at optimere vores processer.
  • Ansvar for testdata i udviklings- og testmiljøer: Sammen med vores DevOps team er du ansvarlig for at sikre, at vi har sammenhængende testdatasæt. Vi anvender et værktøj, hvor vi systematisk kan udlæse og pseudonymisere data fra højere miljøer.
  • Styring i Azure DevOps: Du bruger Azure DevOps til at strukturere testplaner, styre testcases og rapportere på status og udstiller disse i relevante boards.
Vi leder efter dig, der vil vokse med opgaven Du behøver ikke nødvendigvis have mange års erfaring som testmanager, så længe du har viljen og rette kompetencer til at vokse ind i rollen. Vi forestiller os, at du:

  • Er en stærk samarbejdspartner: Du trives med at tale med mange forskellige mennesker og kan formidle tekniske problemstillinger på en letforståelig måde.
  • Tager ejerskab: Du tager naturligt ansvar for dine opgaver og den tværgående ledelse af test og, følger dem til dørs.
  • Har kendskab til testmetoder: Du forstår de grundlæggende principper for test og har måske kendskab til rammeværk som ISTQB og er formegentligt certificeret på foundationniveauet.
Det er en stor fordel, hvis du har erfaring med:

  • Azure DevOps (Test Plans): Erfaring med at oprette og eksekvere testplaner i Azure DevOps.
  • Test af integrationer: Forståelse for, hvordan data udveksles mellem systemer og registre, og hvordan dette kvalitetssikres.
  • Automatiseret test: En nysgerrighed på eller erfaring med, hvordan vi kan effektivisere vores testforløb gennem automatisering (vi anvender type script i Cypress og vi bruger den nyeste version af Angular i vores front-end applikationer).
Men det er naturligvis ikke et krav, at du mestrer alt til fulde.

Hvad kan vi tilbyde?
  • En meningsfuld hverdag i en organisation, der gør en forskel for det danske arbejdsmarked.
  • Gode muligheder for faglig og personlig udvikling gennem opgaverne – vi støtter dig i at modne dine kompetencer som testmanager gennem sparring og relevant uddannelse og certificeringer.
  • En uformel omgangstone og et stærkt kollegialt fællesskab, hvor vi hjælper hinanden.
  • Fleksible arbejdsforhold med fokus på en god balance mellem arbejdsliv og privatliv.
Løn- og ansættelsesvilkår Stillingen er en fast fuldtidsstilling. Vi vil gerne have, at du starter senest den 1. april 2026.

Hvis du har en akademisk uddannelse bliver du ansat som fuldmægtig efter overenskomsten for akademikere i staten. Med de rette kvalifikationer er der mulighed for ansættelse som specialkonsulent. Hvis du ikke er akademiker, bliver du ansat som it-medarbejder efter OAO-S-fællesoverenskomsten, organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) i statens tjeneste.

Dit daglige arbejdssted er Arbejdstilsynet, Landskronagade 33, 2100 København Ø.

Spørgsmål og ansøgning

Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte kontorchef Allan Kjær Andersen på tlf. 7220 9113.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte specialkonsulent Maiken Bastholm i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf.nr.: 2147 0742.

Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede ansøgere uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Vi har valgt at gøre ansøgningsprocessen enklere. Du skal derfor kun sende et motiveret CV. Det betyder, at du i dit CV indledningsvis kort beskriver din motivation for at søge stillingen, og hvordan dine kompetencer matcher opgaverne. Du skal derfor ikke sende en motiveret ansøgning.

Send dit motiverede cv og eksamenspapirer elektronisk senest torsdag 12. februar 2026.

Vi holder samtaler i uge 8.

Vi ser frem til at læse din ansøgning.

Log ind