Vil du være med til at sætte dit præg på Naturstyrelsens økonomistyring? Vi søger en stærk profil til vores Budgetteam

fuldtid
Vil du være med til at sætte dit præg på Naturstyrelsens økonomistyring? Vi søger en stærk profil til vores Budgetteam
  • Naturstyrelsen
  • Gjøddinggård Førstballevej 2, 7183 Randbøl
Har du ønske om at blive fagligt udfordret i hverdagen og være med til at sikre den fortsatte udvikling af Naturstyrelsens budgetopfølgninger og økonomistyring? Og er du samtidig god til at finde nye løsninger i en organisation under stor forandring? Hvis du samtidig har en solid økonomisk og/eller samfundsvidenskabelig baggrund med erfaring fra lignende organisationer, er du måske vores nye medarbejder Naturstyrelsens Budgetteam.

Vi søger dig, der er erfaren, selvstændig og relationel stærk med kendskab til og interesse for at drive opgaver inden for Budgetteamet. Du vil få en central rolle i teamet og have en stor samarbejdsflade på tværs af Økonomi og med resten af styrelsen.

Opgaver og organisering
Organisatorisk er teamet en del af kontoret Økonomi, som består af samlet set ca. 40 medarbejdere, herunder én kontorchef og tre teamledere. Økonomi omfatter ud over Budgetteamet et Bygningscenter og et Regnskabsteam. Budgetteamet består af 12 medarbejdere og to studentermedhjælpere.

Budgetteamet har en bred opgaveportefølje, hvor vi både understøtter direktionen og rådgiver de enkelte centrale og lokale enheder i deres daglige arbejde med økonomien. Teamets centrale arbejdsområder omfatter bl.a.:

  • Overordnet økonomistyring.
  • Finanslov.
  • Udgiftsopfølgninger.
  • Den systemmæssige understøttelse af økonomistyringen.
  • Økonomiske ad hoc analyser.
  • Kvalitetssikring af de budgetfaglige vinkler i sager til direktionen og departementet.
Det er en væsentlig opgave for teamet at tilrettelægge den økonomiske styring, så den sikrer den rette balance mellem hensyn til den lokale fleksibilitet og centralt fastsatte krav til styring, dokumentation og regler.

Dine vigtigste opgaver bliver at

  • Være med til at sikre en stabil drift og indgå som kompetent medspiller i alle enhedens opgaver.
  • Sikre en fortsat udvikling af økonomistyringen, hvor du bringer dine erfaringer og kompetencer i spil.
  • Projektledelse af udviklingsprojekter.
  • Varetage egne opgaver, som vil blive tilpasset dine kvalifikationer.
  • Bidrage til det sociale i teamet.
Din profil
Du har en relevant kandidatuddannelse, fx cand.oecon., cand.scient.pol., cand.merc., cand.silv., eller lignende og har flere års erfaring med økonomistyring (gerne i en statslig kontekst). Derudover lægger vi også stor vægt på, at du er erfaren, selvstændig og relationel stærk med kendskab til og interesse for at drive opgaver. Du kan udfordre nuværende processer og metoder med respekt for det eksisterende.

Vi lægger derudover vægt på, at du har:

  • Solid og bred erfaring med økonomistyring.
  • Erfaring med direktions- og ministerbetjening.
  • Erfaring med projektledelse/udvikling.
  • Gode formuleringsevner på skrift og i tale.
  • Erfaring med at arbejde under stramme deadlines.
  • Kendskab til regnskab og regnskabsprocesser.
Vi tilbyder
Et alsidigt job med stor selvstændighed og faglig spændvidde og mulighed for at beskæftige dig med mange forskellige fagområder og komplekse problemstillinger. Du bliver en del af et team, hvor godt samarbejde og en uformel omgangstone prioriteres højt.

Om Naturstyrelsen
Naturstyrelsen forvalter cirka 210.000 hektar statslige skove, lysåbne naturområder samt kyster, så der skabes størst mulig samfundsnytte i form af gode rammer for friluftslivet, beskyttelse af naturen og effektiv drift af styrelsens arealer og kyster.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten). Alt efter erfaring kan du forventes at blive indplaceret som special- eller chefkonsulent.

Ansættelsesområdet er Ministeriet for Grøn Trepart med tilhørende institutioner. Tjenestestedet er Naturstyrelsen, Gjøddinggård, Førstballevej 2, 7183 Randbøl.

Arbejdstiden er gennemsnitligt 37 timer pr. uge.

Tiltrædelse snarest muligt, dog senest 1. august 2026.

Yderligere oplysninger
Såfremt du ønsker yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Pia Brejner på tlf. 20 15 82 08.

Sådan søger du stillingen
Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV, uddannelsesbevis m.m. senest den
5. maj 2026.

Samtaler forventes afholdt den 11. og 12. juni 2026, og der vil kunne indgå cases.

Log ind