Vil du være hacker i Danmarks stærkeste operative miljø?

fuldtid
Vil du være hacker i Danmarks stærkeste operative miljø?
  • Forsvarets Efterretningstjeneste
  • Kastellet 30, 2100 København Ø
FE søger et antal hackere, der kan indgå i FE’s operative CNE og CNA-teams, der har ansvar for operationen fra idefase til levering af indhentning eller cybereffekter.


Du får udfordringer og plads til at udvikle dig

Vi søger:

⦁ Dig, der kan tænke kreativt og derigennem kan identificere og udnytte sårbarheder til at kompromittere et måls IT-infrastruktur
⦁ Dig, der er i stand til at pivotere igennem et netværk eller springe fra et netværk til et andet.
⦁ Dig, der er i stand til at udvikle de tools, som er essentielle for at vores operationer når deres mål.

Vi arbejder i teams, og det er derfor vigtigt, at du kan samarbejde med andre hackere, kryptologer, analytikere, målrettere og dataspecialister. Du vil komme til at arbejde med kollegaer med mere operativ erfaring end dig, og det er derfor vigtigt. at du kan lære og lade dig inspirere, men samtidigt også vigtigt, at du ikke er bange for at give din faglige mening til kende. Hvis du kan alle disse ting, og har du det det fornødne høje tekniske niveau, kan vi til gengæld tilbyde dig, at blive en del af et fagligt niveau uden lige i Danmark.


Du og din baggrund er vigtig
Vi forestiller os, at du besidder en udpræget nysgerrig og opsøgende mentalitet, samtidigt med at du er grundig og analytisk i din tilgang til arbejdsopgaver. Du arbejder struktureret, minutiøst og har en god ordenssans. Vi har til gengæld ikke krav til, at du har bestået en bestemt eksamen. Vi er rigtig gode til at hjælpe hinanden i den verden, du skal arbejde i, men det er vigtigt, at du har en klar holdning til det arbejde, du laver, og også kan arbejde selvstændigt.

Hvis du besidder flere af følgende kvalifikationer, er vi interesserede i at høre fra dig:
⦁ Beherskelse af et eller flere programmeringssprog, f.eks. Python, C/C++/Go/Rust.
⦁ Godt kendskab til den teknologiske side af IP baserede netværk.
⦁ Praktisk og god erfaring i arbejde med netværk og *NIX, f.eks. Linux eller xBSD.
⦁ Erfaring med udvikling indenfor et eller flere af følgende områder:

  • Web hacking, bl.a. Cross Site Scripting, SQL-injection og request smuggling.
  • Memory management bugs, bl.a. double-free, use-after-free og dangling pointers.
  • Memory exploitation techniques, bl.a. unsafe-unlike, buffer overflows og ROP.
  • Logiske fejl og flow fejl, f.eks. integeroverflows mv.
  • Mobile apps og systemkendskab til Android og iOS.
  • Assembler kendskab, f.eks. x86_64/ARM64.
  • Shellcode både til Linux og Windows.
  • Kernel- og userspace-hooking.
  • Binær analyse med f.eks. IDA pro eller Ghidra.
  • Fuzzing.
  • Emulator – f.eks. QEMU.
  • Øvrige relaterede blackhat teknikker.

I forbindelse med vores ansættelsesproces, vil vi teste dine færdigheder inden for ovenståender felter. Du behøver ikke være ekspert i alle tekniske felter, men du skal vise styrker på konkrete områder.


Din nye arbejdsplads
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er Danmarks udenrigs- og militære efterretningstjeneste og arbejder – hemmeligt og åbent – for at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden.
Vi er ikke alene om at beskytte Danmark, men vi er den eneste myndighed, der har fået mandat til at udnytte helt særlige midler til at afdække, hvad andre stater og udenlandske aktører forsøger at holde hemmeligt. Det giver mening for os at bidrage til fred, tryghed og sikkerhed for danskerne, både i den analoge og i den digitale verden og det gør vi ved at afdække, vurdere, rådgive om og modvirke både aktuelle trusler og trusler under udvikling.
Vi værdsætter styrken i vores mangfoldighed med dybe fagligheder og specialister og vi er en helt speciel og operativt orienteret vidensorganisation, der har mange forskellige opgaver, men fælles for dem alle er det vidensgrundlag, som vores efterretningsarbejde skaber.


Sådan søger du stillingen
Du skal sende din ansøgning og CV med posten eller aflevere den fysisk senest den 1. november 2025 til Kastellet 30, 2100 København Ø. I ansøgningen bedes du angive en nyoprettet mailadresse, som ikke kan spores tilbage til dig, som vi vil bruge til at kontakte dig på. Vi indkalder løbende til samtaler, og ansætter kandidater, når vi har fundet de rette. Så vent ikke med at sende din ansøgning.
Brevet bedes mærket ”Hacker til CNE og CNA”.
Vi tager ikke imod digitale ansøgninger til denne stilling, og ansøgninger der er modtaget digitalt vil ikke blive taget i betragtning.
Nærmere oplysning om stillingerne kan fås ved henvendelse til os på mail ”Ergasia@FE-DDIS.DK”, hvor al kontakt skal ske via din nyoprettede mailadresse og uden personhenførbare oplysninger.Du kan også læse mere på www.fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores ”INDBLIK” og kan få et mere detaljeret indblik i FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige spørgsmål.


Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som FE betaler.
Som ansat i FE er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse.


Arbejdssted
Arbejdet foregår på FE’s lokationer.



Log ind