Friske og fleksible vikarer som handicaphjælpere søges til sygdom og ferie i hverdagene.
Jeg er bosat i Nørup udenfor Vejle og søger initiativrige tilkaldevikarer primært til hverdage. Der kan ikke tilbydes faste timer, men du kan være den, der træder til, når behovet opstår og “redder dagen”.
Vagterne ligger typisk i tidsrummet kl. 8.00–15.00 på hverdage.
Jeg er en kvinde fra 1972, som i 2023 fik diagnosen autisme. Mit hoved arbejder ofte hurtigt og springer mellem mange tanker og idéer.
Jeg er halvsidig lammet og sidder i el-kørestol. Jeg lever med kroniske smerter døgnet rundt, daglig migræne og et svingende syn. På trods af dette forsøger jeg at fokusere på det, der giver energi og glæde i hverdagen.
Derfor har jeg brug for en hjælper, der kan fungere som mine arme og øjne og som kan tage initiativ, når smerterne fylder for meget.
Jeg er desuden lyd-, lys- og parfumefølsom, og det er derfor vigtigt, at du møder op uden parfume.
Kort om mig
• Jeg er kreativ og elsker at finde på sjove og skæve projekter
• Jeg er uddannet gartner og bruger meget tid i haven og naturen
• Jeg spiser plantebaseret kost og sætter pris på god hjemmelavet mad
• Jeg har en kat, der elsker opmærksomhed og nus
• Jeg har en voksen søn med autisme
• Jeg værdsætter gode samtaler – hos mig er du ikke bare en hjælper, men en vigtig del af hverdagen
• Jeg sætter stor pris på struktur og at tingene bliver gjort på en aftalt måde
Om dig
Dette job er ideelt for dig, som har tid og lyst til at hjælpe mig i hverdagene. Det er egnet for mennesker som allerede har et deltidsjob eller som måske er på pension/efterløn. Det er vigtigste for mig er at:
• Du har lyst til at lave plantebaseret mad
• Du kan rumme, at jeg nogle dage er mere påvirket af smerter end andre
• Du er fleksibel og kan træde til ved sygdom og ferie
• Du kan tage initiativ, når jeg ikke selv har overskud
• Erfaring er ikke nødvendig – du vil blive grundigt oplært
• Du har lyst til at gøre en reel forskel i et andet menneskes hverdag
• Du taler, læser og skriver dansk
Om jobbet
Opgaverne kan blandt andet være:
• Daglige praktiske opgaver som tøjvask, oprydning, opvask og rengøring
• Madlavning
• Hjælp til kreative aktiviteter
Dette er et vikarjob primært i hverdagene, hvor behovet oftest opstår ved sygdom og ferie. Det er typisk hverdage, der er sværest at få dækket, og derfor er det her, du kommer ind i billedet.
Skriv gerne i din ansøgning, hvordan dine muligheder er for at træde til med kort varsel på hverdage.
Hvis du tænker, at det kunne være noget for dig, kan du sende din ansøgning via linket nedenfor.
Jeg glæder mig til at høre fra dig.