Videnskabelig assistent til forskningsprojekt om mødres mentale helbred

fuldtid
Videnskabelig assistent til forskningsprojekt om mødres mentale helbred
  • Syddansk Universitet
  • Campusvej 55, 5230 Odense M

Klinisk InstitutDet Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet opslår en stilling som videnskabelig assistent (37 timer/ugen) ved Forskningsenhed for Børne- og Ungdomspsykiatri

Stillingen er tidsmæssigt begrænset til en 1-årig periode.

Projektbeskrivelse

Fødselsdepression rammer cirka hver sjette kvinde og udgør et væsentligt folkesundhedsproblem med potentielt langvarige konsekvenser for mødre, børn og familier. Mens meget forskning har haft fokus på risikofaktorer, ved vi markant mindre om de beskyttende faktorer, der gør, at nogle kvinder bevarer et godt mentalt helbred efter fødslen på trods af høj kumulativ belastning.

Stillingen som videnskabelig assistent er forankret i forskningsprojektet PROTECT – From risk to resilience: Uncovering protective factors for maternal postpartum mental health, finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond. PROTECT har til formål at flytte fokus fra udelukkende at have fokus på risikofaktorer for psykisk sygdom blandt mødre til systematisk at identificere resiliens og beskyttende faktorer, der understøtter mødres mentale trivsel i perioden efter fødslen. Projektet har et ambitiøst mål om at lave en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse blandt alle kvinder der føder i Danmark i løbet af 2028.

Stillingen

Den videnskabelige assistent vil få en central og selvstændig rolle i udviklingen og forberedelsen af en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse, der skal indsamle detaljerede oplysninger om psykosociale, relationelle og kontekstuelle beskyttende faktorer - oplysninger som ikke er tilgængelige i danske registre. Spørgeskemaet vil blive udsendt til en national fødselskohorte og efterfølgende koblet med registerdata.

Stillingen indebærer et betydeligt ansvar for planlægning og beslutninger på detaljeniveau. Den videnskabelige assistent forventes i høj grad selvstændigt at kunne strukturere arbejdsgange, træffe metodiske valg i dialog med projektgruppen og drive udviklingen af spørgeskemaundersøgelsen fremad fra idé til færdigt datagrundlag. Stillingen er forskningsorienteret og særligt velegnet for en kandidat, der overvejer et fremtidigt ph.d.-forløb inden for epidemiologi, da der i bevillingen også er fuld finansiering til et 3-årigt ph.d.-forløb.s

Centrale arbejdsopgaver

  • Selvstændig medvirken til udvikling af spørgeskemaets indhold, herunder litteraturgennemgange og operationalisering af beskyttende faktorer

  • Identifikation, vurdering og tilpasning af eksisterende validerede spørgeskemaer og skalaer

  • Overordnet planlægning af spørgeskemaundersøgelsen, herunder struktur, timing og dokumentation

  • Koordination i forbindelse med udsendelse af spørgeskemaet og håndtering af data (i tæt samarbejde med projektgruppen)

  • Generel forskningsstøtte i PROTECT-projektet

Kvalifikationer og forventninger

Vi søger en motiveret kandidat, som:

  • Har afsluttet en kandidatuddannelse i folkesundhedsvidenskab, sundhedsvidenskab, psykologi, statskundskab eller et beslægtet område.

    • Hvis du afslutter din kandidat i juni 2026, må du også gerne søge - gør blot opmærksom på dette i din ansøgning.

  • Har stor interesse for og ønske om at arbejde indenfor emnet mødres mentale helbred og populationsbaseret forskning.

  • Har erfaring med udvikling af spørgeskemaundersøgelser og/eller dataindsamling baseret på spørgeskemaer.

  • Trives med at arbejde selvstændigt, tage ansvar og drive komplekse opgaver fremad, samtidig med at vedkommende indgår konstruktivt i et forskningssamarbejde.

  • Behersker dansk og engelsk flydende i både skrift og tale.

Forskningsmiljø

Den videnskabelige assistent vil være ansat ved Forskningsenhed for Børne- og Ungdomspsykiatri, Klinisk Institut, Syddansk Universitet og indgå i et tværfagligt forskningsmiljø med nationale og internationale samarbejdspartnere, herunder forskere fra Aarhus Universitet, Københavns Universitet og University of Toronto. Projektet gennemføres i tæt dialog med sundhedsprofessionelle samt kvinder med levede erfaringer med psykiske udfordringer efter fødslen.

Kontakt

Yderligere oplysninger fås hos Professor Trine Munk-Olsen, mail: tmun@sdu.dk eller telefon: 24 46 62 97. 

Ansættelsesvilkår

Ansættelse finder sted i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.

Bedømmelse af ansøgninger vil ske i henhold til gældende ansættelsesbekendtgørelse for universiteter. Ansøgninger vil blive bedømt af et sagkyndigt bedømmelsesudvalg, og ansøgere vil få deres egen bedømmelse tilsendt.

Ansøgning

Ansøgningen skal indeholde (som pdf-filer) (Bemærk venligst, at selve den motiverede ansøgning og CV samlet ikke må fylde mere end 10 MB): 

  • Motiveret ansøgning

  • Et detaljeret CV indeholdende start- og slutdatoer på tidligere ansættelser

  • Kopi af eksamensbeviser inklusive dokumentation for erhvervelse af kandidatgrad

    • Er du først færdig med din kandidat i juni 2026, bedes du gøre opmærksom på dette.

  • En redegørelse for andre kvalifikationer relevante for stillingen.

Ufuldstændige ansøgninger vil ikke blive bedømt.

Se venligst vejledning for ansøgere

Skulle der opstå tekniske problemer med ansøgningen, da kontakt venligst: hcm-support@sdu.dk.  

Ansøgninger skal sendes elektronisk via linket "Ansøg nu" nederst på denne side. 

Bedømmelses- og evalueringsprocessen

Shortlisting kan anvendes i den indledende rekrutteringsproces.

Bemærk venligst, at det alene er shortlistede ansøgere, som vil modtage en bedømmelse. Shortlistede ansøgninger vil blive bedømt af et fagkyndigt bedømmelsesudvalg. Udvalget kan anmode om yderligere oplysninger, og i så fald er det ansøgernes ansvar at fremsende det nødvendige materiale. 

De shortlistede ansøgere vil modtage bedømmelse af egen ansøgning.

Syddansk Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Log ind