Motiveres du af at gøre en forskel og yde en god service? Og har du lyst til en spændende lederstilling med fokus på personaleledelse, service, drift og udvikling? Så læs videre her.
Afvekslende opgaver med fokus på god service
Som serviceleder har du ansvaret for den daglige drift og vedligeholdelse af Campus Holstebro samt den daglige personaleledelse af et engageret og dynamisk team bestående af 2 tekniske servicemedarbejdere, 1 pedel, 3 administrative medarbejdere og 14 rengøringsassistenter.
Du får reference til distriktslederen, som har det overordnede økonomiske og personalemæssige ansvar for FM Campus Holstebro.
Campus Holstebro er et moderne campus, hvor der uddannes til bygningskonstruktør, byggetekniker, ergoterapeut, fysioterapeut, lærer, pædagog og sygeplejerske. Med til Campus Holstebro hører også adressen Svinget 5, Nr. Nissum, Lemvig, hvor en del af læreruddannelsen holder til.
Bliv en del af en attraktiv arbejdsplads
Hvis du bliver en del af VIA, får du en hverdag i et inspirerende uddannelses- og studiemiljø på Campus Holstebro bestående af omkring 2.000 studerende og 180 medarbejdere, hvor vi møder hinanden med tillid og dialog. Vi er en arbejdsplads med mere end 2000 kollegaer fordelt rundt om i Region Midtjylland. Der er tale om en spændende, udfordrende og alsidig stilling, hvor du skal samarbejde med dygtige og engagerede medarbejdere. Derudover er der i VIA gode muligheder for personlig og faglig udvikling gennem uddannelse og sparring med dygtige og engagerede kolleger.
Vi søger en ansvarlig lederprofil
Vi søger en nærværende, involverende og ansvarlig lederprofil, der også selv kan indgå i udførelsen af praktiske opgaver. Vi lægger særligt vægt på, at du har en håndværksmæssig eller teknisk baggrund, og at du har erfaring med personaleledelse.
Desuden søger vi en leder, der har kendskab til den daglige drift af bygninger. Det er derfor en stor fordel, hvis du har erfaring med serviceopgaver og bygningsvedligeholdelse samt gerne indsigt i elektroniske systemer til bygningsdrift fx CTS, ABA m.fl.
Vi søger en leder, der arbejder systematisk, planlæggende og struktureret. Du kan prioritere i opgaverne, og du formår at uddelegere og give medarbejderne ansvar. Samtidig formår du også at holde fokus på resultaterne og sikre, at planerne bliver ført ud i livet.
Du har en positiv og løsningsorienteret tilgang til opgaver og mennesker, og ser muligheder frem for begrænsninger. Det er vigtigt, at du har den indstilling, at det er spændende at arbejde med meget forskelligartede opgaver. Det er også vigtigt, at du kan lide en hverdag med mange samarbejdsparter – både medarbejdere, eksterne samarbejdspartnere, studerende og gæster. Du skal med andre ord medvirke til, at humøret er højt samtidig med at ressourcerne bliver anvendt bedst muligt.
Du holder hovedet koldt i pressede situationer og ser det som en spændende udfordring, at der ofte er mange interessenter i spil, når opgaverne skal løses. Det er samtidig en forudsætning, at du kan kommunikere mundtlig på engelsk.
Løn- og ansættelsesforhold
Vi håber, at du kan starte den 1. maj 2026.
Stillingen er uden højeste arbejdstid, og arbejdstiden ligger indenfor tidsrummet kl. 07.00-17.00. Periodevis aften- og weekendarbejde må forventes i forbindelse med arrangementer.
Ansættelse sker i lønramme 35 i henhold til Cirkulære om aftale om ansættelse af chefer inden for undervisning, uddannelse og forskning på Uddannelses- og Forskningsministeriets område.
Hovedarbejdsstedet er VIAs Campus i Holstebro, Gl. Struervej 1, men du skal også forvente opgaver på adressen i Nr. Nissum, hvorfor det er en betingelse, at du har et gyldigt kørekort.
Stillingen hører under Facility Management og din nærmeste leder i det daglige er distriktsleder Lars Jørgensen.
Er du interesseret
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Lars Jørgensen på mobil 8755 0806 eller pr. mail lajo@via.dk.
Ansøg stillingen gennem vores online rekrutteringssystem, så vi har din ansøgning og CV senest den 20. marts 2026.
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 13.
VI er VIA
VIA er en af Danmarks største uddannelsesinstitutioner med lokationer overalt i Region Midtjylland. Vi uddanner og efteruddanner bl.a. lærere, sygeplejersker, ingeniører, designere og mange flere. Vi udvikler uddannelser i tæt samarbejde med praksis. Vi er en arbejdsplads med fleksibilitet, frihed og gode muligheder for udvikling. Hvis du er nysgerrig på, hvordan det er at arbejde i VIA, kan du læse nogle af vores fortællinger her.
I VIA værdsætter vi kompetence og talent i alle former. Vi tror på styrken i diversitet og byder alle velkomne, uanset køn, alder, etnicitet eller baggrund. Vi opfordrer derfor alle til at søge stillingen og blive en del af et inkluderende fællesskab.
Læs mere om VIA University College på http://www.via.dk/
Læs information om anvendelse af personoplysninger i forbindelse med rekruttering på dette link: https://via.career.emply.com/persondatapolitik