Vi søger en erfaren systemkonsulent til teknisk applikationsdrift af vores forretningskritiske IT-platform Modulus

fuldtid
Vi søger en erfaren systemkonsulent til teknisk applikationsdrift af vores forretningskritiske IT-platform Modulus
  • Det Faglige Hus
  • Falkevej 2, 6705 Esbjerg Ø

Det Faglige Hus er en organisation i fortsat rivende udvikling. Det stiller endnu større krav til vores it-systemer og -platforme. Vores mål er, at medlemmerne og medarbejderne i videst muligt omfang skal serviceres via moderne digitale løsninger. Derfor søger vi endnu en dygtig systemkonsulent til vores it-afdeling.

Om Team Modulus
Du bliver en del af Team Modulus, hvor vi arbejder med vores forretningskritiske IT-platform Modulus. Teamet består lige nu af 8 dygtige og dedikerede kollegaer. Vores absolutte fokus er at sikre, at Modulus kører stabilt, så vores godt 200 brugere altid kan udføre deres arbejde, og vores mere end 245.000 medlemmer kan logge ind i MIT detfagligehus. Modulus er vores a-kassesystem, som vi bruger til at udbetale dagpenge til vores medlemmer og opkræve kontingent og håndtere medlemmernes sager.

Vores primære opgave er support, drift, konfigurering og optimering af a-kassesystemet Modulus. Til dette team søger vi nu en ny systemkonsulent til teknisk applikationsdrift.

Teamet er opdelt i flere funktioner:

  • Teknisk applikationsdrift, der vedligeholder, konfigurerer, overvåger og optimerer vores systemer, men også står for at optimere arbejdsgange og processer, deltage i projekter og løse mere tekniske driftsudfordringer.
  • Brugernær applikationssupport, der løser mindre driftsproblemer, håndterer daglige kørsler, datafejl, deltager i projekter, opsætter og ændrer vores brugergrænseflade i Modulus og optimerer arbejdsprocesser.

Udover Team Modulus består IT af 3 andre teams, der arbejder med henholdsvis it-drift, softwareudvikling og digitalisering. I alt er vi 26 medarbejdere, der har et godt samarbejde på tværs.

Om jobbet
Du kan se frem til spændende og udfordrende arbejdsopgaver, hvor du – efter endt oplæring - skal arbejde selvstændigt med dine egne opgaver og indgå som en del af teamet i andre opgaver. Du får dine egne ansvarsområder, som du løbende skal medvirke til at optimere. Vi arbejder konstant på at blive bedre og modtager altid gerne input til forbedringer.

Dine arbejdsopgaver
Hos os bliver du en central del af driften. Dine primære ansvarsområder vil være:

  • Drift og vedligehold af Modulus dvs. sikre stabil, sikker og effektiv daglig drift af vores forretningskritiske platform, og at alle afhængige systemintegrationer også fungerer så gnidningsløst som muligt.
  • Administration og vedligehold af Windows servere – herunder opdateringer, overvågning, fejlfinding og optimering.
  • Sikkerheds- og performanceoptimering af applikations- og integrationsmiljøer baseret på JBoss Enterprise Application Platform, Artemis ActiveMQ og Oracle Database.
  • GDPR for at sikre løbende compliance.
  • Performanceoptimering af SQL-queries og databaserelaterede processer med fokus på stabilitet og svartider.
  • Overvågning af både databaser og servere samt håndtering af alarmer.
  • Automatisering af gentagende driftsopgaver for at øge effektivitet, kvalitet og skalerbarhed i vores it-miljø.
  • Projektdeltagelse: Du kommer til at deltage og have indflydelse på projekter på tværs af forretningen.

Vi sikrer en solid oplæring på forskellige områder og tilbyder også relevante kurser og efteruddannelse.

Om dig

Vi forventer, at du:

  • har erfaring med og lyst til at arbejde intensivt med it. Det er en fordel, hvis du allerede har erfaring med SQL.
  • har en uddannelse som datamatiker eller lignende uddannelse eller erhvervserfaring.
  • kan udarbejde og optimere it-procedurer og forståelig dokumentation.
  • arbejder struktureret og kan bevare overblikket.
  • er fleksibel og forstår behovet for at sikre en stabil drift af et ekstremt vigtigt system.
  • er en holdspiller, som er klar til at levere en ekstra indsats ved behov.
  • brænder for at lære og er god til at tilegne dig ny viden.

Gode ansættelsesvilkår er en selvfølge
Vi ansætter kun de bedste medarbejdere, og derfor tilbyder vi også gode ansættelsesvilkår. Udover en god løn, der passer til dine kvalifikationer, kan du se frem til 7 ugers ferie + 6 faste fridage, betalte pauser, 18% arbejdsgiverbetalt pension efter 3 måneder og en fritvalgsordning på 3% – blot for at nævne nogle af de gode fordele vores medarbejdere har.

Du vil komme til at arbejde på et af vores kontorer i Esbjerg. Vi forventer, at du bor i nærheden af Esbjerg eller har planer om at flytte hertil. Vores arbejdsmiljø er trygt og uhøjtideligt. Selvom vi har travlt, er der plads til smil, og huset er fyldt med gode kolleger i alle afdelinger, der er klar til at byde dig velkommen.

Vi lægger vægt på, at du som medarbejder trives i jobbet, og det er vigtigt for os, at du er glad, både når du møder op på job, og når du går hjem til fyraften. Vi er en arbejdsplads, som husker at fejre vores succeser, og dem har vi heldigvis mange af.

”Vi har et godt sammenhold i teamet. Det er meget let at komme ind som ny medarbejder. Man falder hurtigt og godt til.”
Det siger Ida, der arbejder som systemkonsulent i Det Faglige Hus.

Er jobbet noget for dig?
Er du interesseret i jobbet, så send din ansøgning til os via vores ansøgningsformular på detfagligehus.dk senest den 18. marts 2026. Vi afholder samtaler mandag den 23. marts, og kvalificerede kandidater bliver indkaldt til endnu en samtale onsdag den 25. marts 2026.

Vi ønsker, at du kan starte i jobbet den 1. maj 2026.

Mere info

Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte teamleder Mikkel Jørgensen på tlf. 7912 8097 eller mail mijo@detfagligehus.dk.

Om Det Faglige Hus
Det Faglige Hus er Danmarks billigste fagforening med a-kasse for alle. Indtil videre har 247.000 lønmodtagere valgt Det Faglige Hus, og vi er den fagforening og a-kasse, der oplever størst vækst i Danmark. Vores mål er at runde 275.000 tilfredse medlemmer i 2029.

Vores succes og ambitiøse mål skyldes ikke mindst vores 440 medarbejdere, der ved alt om paragraffer og lønmodtageres rettigheder i både fagforening og a-kasse. De gør alt for at hjælpe vores medlemmer.

Det Faglige Hus har afdelinger i Esbjerg, Kolding, Herning, Aarhus, Aalborg, Odense, Ringsted, Hillerød og Brøndby.

Log ind