Er du skarp til at drive designprocesser og omsætte indsigter til værdiskabende løsninger? Trives du i krydsfeltet mellem forretningsudvikling, data, design og teknologi? Så skal du da være vores nye UX/UI-designer.
Om jobbet
Du kommer til at få en afgørende rolle i en afdeling, hvor samspillet mellem menneskers adfærd og digitale systemer skal resultere i produkter, der sikrer tilgængelighed, empati og effektivt design.
Du bliver en del af en organisation, hvor vi sætter medlemmer og medarbejdere først; derfor er det udfordringerne, der designer løsningerne, og ikke omvendt. I afdelingen Kommunikation bliver du en del af et team på 10 kolleger, der alle er specialister i kommunikation, design og marketing. Sammen med vores it-afdeling udvikler vi alle de applikationer og digitale værktøjer, som vores medlemmer og medarbejdere møder, når de enten skal serviceres eller levere service til et medlem.
Du har en central rolle, når retning, ambition og muligheder skal defineres, og hvor der ofte er mange interessenter og uklare problemstillinger. Du planlægger og faciliterer forløb og workshops og bruger både klassiske metoder, data og AI-understøttede værktøjer til at skabe indsigt, overblik og fremdrift.
”Vi har en stor grad af frihed i vores arbejde. Vi er i høj grad selv med til at finde de bedste løsninger på alle opgaver.” Det siger Alexander og Karina, der arbejder i Kommunikation i Det Faglige Hus.
Du skaber retning og tryghed med god kommunikation og evnen til at gøre komplekse valg enkle og velbegrundede. Det er naturligt for dig at arbejde tværfagligt og at inddrage de rette personer i processen for at få truffet beslutninger og skabt fremdrift. Du anvender prototyper til at konkretisere og validere koncepterne, og du kommer til at arbejde med andre designere og udviklere, når løsningerne skal realiseres.
Derudover får du en vigtig rolle i arbejdet med UI-design og den visuelle udformning af vores digitale løsninger. Du er med til at sikre, at vores grænseflader ikke blot er funktionelle og intuitive, men også konsistente, tilgængelige og visuelt stærke.
Du arbejder aktivt med vores designsystem og udvikler systemet, så det understøtter både effektiv udvikling og en sammenhængende brugeroplevelse på tværs af platforme og produkter. Det betyder, at du både designer nye komponenter og mønstre – og samtidig sikrer dokumentation, governance og forankring i organisationen.
Dine ansvarsområder
Din profil
”Vi er et team af forskellige fagligheder og personligheder. Vi har stor respekt for hinanden og passer godt sammen både fagligt og socialt.” Det siger Alexander og Karina, der arbejder i Kommunikation i Det Faglige Hus.
Gode ansættelsesvilkår er en selvfølge
Du vil komme til at arbejde på et af vores kontorer i Esbjerg. Vi forventer, at du bor i nærheden af Esbjerg eller har planer om at flytte hertil. Vores arbejdsmiljø er trygt og uhøjtideligt. Selvom vi har travlt, er der plads til smil, og huset er fyldt med gode kolleger i alle afdelinger, der er klar til at byde dig velkommen.
Vi lægger vægt på, at du som medarbejder trives i jobbet, og det er vigtigt for os, at du er glad, både når du møder op på job, og når du går hjem til fyraften. Vi er en arbejdsplads, som husker at fejre vores succeser, og dem har vi heldigvis mange af.
”Vi har en god leder, der lytter til vores mening. Han guider os og sørger for, at vi har tilpas med opgaver, og at opgaverne passer til vores interesser.” Det siger Alexander og Karina, der arbejder i Kommunikation i Det Faglige Hus.
Vi ansætter kun de bedste medarbejdere, og derfor tilbyder vi også gode ansættelsesvilkår. Udover en god løn, der passer til dine kvalifikationer, kan du se frem til 7 ugers ferie + 6 faste fridage, betalte pauser, 18% arbejdsgiverbetalt pension efter 3 måneder og en fritvalgsordning på 3% – blot for at nævne nogle af de fordele, vores medarbejdere har.
Din ansøgning
Er du interesseret i jobbet, så send din ansøgning til os via vores ansøgningsformular her på siden. Du må gerne medsende eksempler på løsninger, du har udarbejdet.
Vi indkalder løbende til samtaler, så send din ansøgning hurtigst muligt, dog senest den 6. april 2026. Bemærk, at du i samtaleforløbet kan blive bedt om at løse en opgave.
Der er tale om et fuldtidsjob, og opstart sker efter nærmere aftale.
Mere info
Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte marketingchef Carsten Weiss på tlf. 7912 8122 eller mail cawe@detfagligehus.dk eller UX-designer Eva Lund Andersen på tlf. 7610 5960 eller mail evan@detfagligehus.dk.
Læs mere om, hvad det vil sige at arbejde i Kommunikation i Det Faglige Hus.
Om Det Faglige Hus
Det Faglige Hus er Danmarks billigste fagforening med a-kasse for alle. Indtil videre har 247.000 lønmodtagere valgt Det Faglige Hus, og vi er den fagforening og a-kasse, der oplever størst vækst i Danmark. Vores mål er at runde 275.000 tilfredse medlemmer i 2029.
Vores succes og ambitiøse mål skyldes ikke mindst vores mere end 440 medarbejdere, der ved alt om paragraffer og lønmodtageres rettigheder i både fagforening og a-kasse. De gør alt for at hjælpe vores medlemmer.
Det Faglige Hus har afdelinger i Esbjerg, Kolding, Herning, Aarhus, Aalborg, Odense, Ringsted, Hillerød og Brøndby.
Læs mere om Det Faglige Hus og vores historie og mission.