Underviser til VIA Design og business i Aarhus og Herning

deltid
Underviser til VIA Design og business i Aarhus og Herning
  • VIA University College
  • Birk Centerpark 5, 7400 Herning

Erfaren underviser – helst lektorkvalificeret og med omfattende praksiserfaring – søges til vores retail-speciale på Designteknologuddannelsen og top-up-uddannelsen i Design og business. 

Vi uddanner til møbel-, mode- og livsstilsbranchen, som vi også arbejder tæt sammen med gennem projekter, praktik, virksomhedsbesøg osv. Har du begået dig i de brancher, og formår du i undervisningen at krydsbestøve dine erfaringer derfra med din ballast af teori og metode, har du noget nær den ideelle profil.

Selvfølgelig ser vi også gerne, at du er didaktisk velfunderet og har en nysgerrighed på nye måder at gøre stoffet og undervisningsdagene interessante for de studerende på. Det vil i vores bog bl.a. indebære at lade de studerende arbejde undersøgende og hands-on med stoffet, så de allerede under uddannelsen får træning i det, de kommer til at arbejde med efter studiet.

Vores retail-speciale beskæftiger sig i bred forstand med virksomhedernes møde med kunderne, herunder i butikken, på websites, i byrummet og på messer, og de studerende opnår gennem studiet kompetencer til at udvikle disse fysiske og digitale mødesteder ud fra en forretningsorienteret tilgang med kundeoplevelsen i centrum. Brugen af ny teknologi og anvendelsen af data som grundlag for designet af nye kundeoplevelser må meget gerne have din interesse, og har du også viden og erfaring med branding og marketing, vil det kun være en fordel.
 

Ansættelsesvilkår

Afhængig af din uddannelsesbaggrund sker ansættelsen i henhold til enten gældende overenskomst for akademikere i staten eller fællesoverenskomsten for LC/CO10 og organisationsaftalen for undervisere på erhvervsakademier og professionshøjskoler.  

Ansættelsen er omfattet af Bekendtgørelse nr. 414 af 27. april 2025 om stillingsstruktur for undervisere ved videregående uddannelser på erhvervsakademier, professionshøjskoler, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og maritime uddannelsesinstitutioner, samt Bekendtgørelse nr. 413 af 27. april 2025 om lektorkvalificering, lektorbedømmelse og docentbedømmelse.

Link til stillingsstrukturen: 
https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2025/414

Link til lektorkvalificeringsbekendtgørelsen: 
https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2025/413 

Som udgangspunkt vil ansættelseskontrakten lyde på 30 timer pr. uge, men alt efter dine kvalifikationer kan den lyde på op til 37 timer pr. uge. 

Dit hovedarbejdssted vil være Campus Herning, Birk Centerpark 5, 8400 Herning, men i perioder vil du primært have undervisningsdage på Campus Aarhus Sydhavn, Kalkværksvej 22, 8000 Aarhus C. Du skal derfor være indstillet på en vis rejseaktivitet. 
 

Samtaler

Vi afholder ansættelsessamtaler fredag den 27. marts på Campus Herning, Birk Centerpark 5, 8400 Herning.
 

Er du interesseret?

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte uddannelsesleder Lars Hoff-Lund på mail lhlu@via.dk

Ansøg stillingen via vores online rekrutteringssystem, Emply. Vi skal have din ansøgning senest mandag den 23. marts. 
 

VI er VIA  
VIA er en af Danmarks største uddannelsesinstitutioner med lokationer overalt i Region Midtjylland. Vi uddanner og efteruddanner bl.a. lærere, sygeplejersker, ingeniører, designere og mange flere. Vi udvikler uddannelser i tæt samarbejde med praksis. Vi er en arbejdsplads med fleksibilitet, frihed og gode muligheder for udvikling. Hvis du er nysgerrig på, hvordan det er at arbejde i VIA, kan du læse nogle af vores fortællinger her.  

I VIA værdsætter vi kompetence og talent i alle former. Vi tror på styrken i diversitet og byder alle velkomne, uanset køn, alder, etnicitet eller baggrund. Vi opfordrer derfor alle til at søge stillingen og blive en del af et inkluderende fællesskab. 

Læs mere om VIA University College på www.via.dk 

Læs information om anvendelse af personoplysninger i forbindelse med rekruttering på dette link: https://via.career.emply.com/persondatapolitik 
 

Log ind