Udviklingskonsulent til ungeområdet

fuldtid
Udviklingskonsulent til ungeområdet
  • Social- og Arbejdsmarkedsforvaltning
  • Nicolaiplads 6, 6000 Kolding

Faciliterende og designorienteret udviklingskonsulent til Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Kolding Kommune

 

Brænder du for at hjælpe udfordrede unge? Vil du udvikle dig som konsulent i en kommune, hvor vi er nysgerrige, har fokus på borgernes behov og vil designe fremtidens velfærd sammen med borgerne og samfundet omkring os? Så har vi et spændende job til dig.

 

I Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har vi ansvaret for tre store fagområder; ungeområdet, arbejdsmarkedsområdet og social- og handicapområdet. Du kommer primært til at arbejde med ungeområdet, hvor du skal understøtte ungechefen og områdets ledere i at udvikle organisationen og fagcentrenes arbejde med kerneopgaven.

 

Vi har store ambitioner for vores velfærdsområder og et virkelig stærkt hold af fagligt dygtige og engagerede ledere og medarbejdere. Vi bruger vores styrke som designkommune til at udvikle vores løsninger sammen med borgere, medarbejdere og samfundet omkring os. Vores tilgang ’Borgerens Centrum’ betyder, at vi tager udgangspunkt i borgernes virkelighed og vi lader systemet komme til borgerne – ikke omvendt.

 

Du kommer tæt på strategiske beslutninger, men du er også med til at implementere beslutningerne, så du kommer til at se den forskel, dit arbejde gør for borgere og medarbejdere.

 

Hvad bliver dine opgaver?

Som udviklingskonsulent får du en opgaveportefølje, som er sammensat af både større og mindre opgaver, hvor du ofte vil have det koordinerende ansvar for opgaven i tæt samarbejde med en chef eller en leder.

 

Dine opgaver vil både kunne handle om planlægning, politisk betjening og ledelsesbetjening, men også mere kreative elementer såsom facilitering af workshops, events, udvikling af nye arbejdsgange mv.

Du skal således gerne kunne skifte imellem at skrive en udvalgssag, eller lave et oplæg til en chef og selv kunne arrangere og facilitere en workshop for ledere og medarbejdere i et af vores centre, holde oplæg, beskrive og udvikle arbejdsgange for nogle af vores faggrupper.

 

Konkret kunne du fx blive involveret i disse opgaver:

  • Understøtte implementeringen af Ungeløftet med fokus på nye roller og partnerskaber med virksomhederne og civilsamfundet

  • Understøtte arbejdet med beskæftigelsesreformen på ungeområdet, fx omkring udvikling af nye gruppeforløb for ledige unge

  • Undersøge behovene for væresteder for unge med autisme eller for unges behov for samtaletilbud

 

Hvem leder vi efter?

Vi leder efter en udviklingskonsulent, der er nysgerrig, god til at samarbejde og har flair for at bygge bro mellem strategiske mål, faglig praksis og borgernes oplevelse af vores indsatser.

 

Her kan du se vores drømme-tjekliste til dine faglige kompetencer:
 

  • Relevant uddannelse på kandidat- eller masterniveau

  • Erfaring med designprocesser, borgerinterviews og kvalitative og kvantitative undersøgelser

  • Erfaring med eller indsigt i forandringsprocesser

  • Erfaring som projektleder

  • Erfaringer med designprocesser og servicedesign

  • Erfaring med at planlægge og facilitere temadage og udviklingsforløb

  • Er god til at formidle både mundtligt og skriftligt

  • … og meget gerne med designmetoder i din værktøjskasse.

 

… og til dine personlige kompetencer:

 

  • Nysgerrig, åben og imødekommende

  • Du lytter og inddrager, men du er også god til at skære opgaver til og sikre fremdrift

  • Du arbejder selvstændigt og struktureret, så chefer og ledere kan være trygge ved, at du har hånd om processen

  • Du ser nye muligheder og får nye idéer i de opgaver, du arbejder med

  • Kan oversætte og skabe mening mellem de forskellige niveauer og fagligheder i organisationen, fx mellem vores strategiske målsætninger og der, hvor vi møder borgerne

 

Man kan ikke være god til alt, men hvis du kan byde ind på flere af kompetencerne, så hører vi gerne fra dig. Vi er selvfølgelig også klar til at hjælpe dig videre i din udvikling.

 

Her kommer du til at arbejde

Du bliver en del af en afdeling med 13 andre dygtige konsulenter i Udvikling og Digitalisering. Vi arbejder for alle forvaltningens tre fagområder; unge, social- og handicap og arbejdsmarked. Du bliver en ud af to konsulenter med særlig tilknytning til ungeområdet. I vores afdeling har konsulenterne forskellige baggrunde og kompetencer og arbejder både selvstændigt og sammen om opgaver. Der er et godt kollegialt fællesskab og let adgang til sparring. Vi arbejder for, at vores arbejdsliv skal være bæredygtigt, bl.a. ved at skabe balance mellem arbejde og fritid, stor fleksibilitet og gode muligheder for hjemmearbejde.

 

Kolding Kommune og Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen

Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen er én af fem forvaltninger i Kolding Kommune, der som landets 11. største kommune beskæftiger ca. 8.000 medarbejdere.

 

I Kolding Kommune arbejder vi med afsæt i visionen ”Sammen designer vi livet” og en tilgang, vi kalder ”Borgerens Centrum”, hvor vi på tværs af forvaltninger og faggrænser finder de bedste løsninger sammen med og for borgere, virksomheder og andre samarbejdspartnere. I Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har vi konkretiseret Borgerens Centrum med 5 leveregler, så vi lettere kan bringe det i spil i mødet med borgerne. Det kalder vi Selvværd og Sammenhæng. Du kan læse mere om vores tilgang til borgerne på hjemmesiden selvværdogsammenhæng.dk.
 

I Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har vi tre bærende værdier - tillid, ordentlighed og åbenhed - som hjælper os med at være en organisation, hvor vi har tillid til hinanden, udvikler os og løfter i flok.

 

Har du spørgsmål?

… så er du meget velkommen til at kontakte sekretariats- og udviklingschef, Christine Gyldenhof på tlf. 4038 4813 eller chgyl@kolding.dk eller specialkonsulent, Simon Bjerre på 5142 8665.

 

Praktiske detaljer

Det er en fast stilling på fuld tid, som vi gerne vil have besat fra 1. maj. Løn er efter overenskomst og reglerne om Ny Løn.

 

Sådan søger du

Hvis jobbet lyder som noget for dig, så vil vi rigtig gerne have en ansøgning fra dig. Du sender ansøgningen elektronisk via knappen “Ansøg”.

Der er ansøgningsfrist torsdag d. 19. marts. Det er en relativ kort deadline, men vi har brug for din hjælp hurtigt, så send gerne en ansøgning.

 

Ansættelsessamtaler

Vi holder første samtalerunde tirsdag d. 24. marts og evt. anden samtalerunde torsdag d. 26. marts. Anden samtale tager udgangspunkt i en case, som du vil få forberedelsestid til at løse på dagen.

 

 

Alle stillinger er fuldtidsstillinger medmindre andet er angivet. Kolding Kommune opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, handicap, religion og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen. Forud for ansættelse indhenter Kolding Kommune straffeattest/børneattest, når loven kræver det, eller stillingen i øvrigt berettiger til det.  

Overvejer du at flytte til Kolding? Læs mere om mulighederne for at bo og leve i Kolding på www.komtilkolding.dk

Ansøgningsfrist

19-03-2026

Kategori

Administration & sagsbehandling

Hjemmeside

www.kolding.dk

Kontakt

Simon Bjerre 

Christine Gyldenhof 

Sekretariat- og Udviklingschef




Log ind