Udstillingsteknikker søges til Statens Naturhistoriske Museum

fuldtid
Udstillingsteknikker søges til Statens Naturhistoriske Museum
  • KU – SCIENCE – SNM
  • Gothersgade 130, 1123 Kbh. K
Statens Naturhistoriske Museum ved Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet (SCIENCE), Københavns Universitet søger en udstillingsteknikker/møbelsnedker med tiltrædelse 1. juni 2026 eller snarest derefter. Stillingen er placeret i enheden Bygninger og Drift, som varetager den interne drift på museet.

Vi tilbyder et fagligt udfordrende job i et spændende miljø på en arbejdsplads i konstant udvikling. Vi er engagerede kollegaer, der lægger vægt på kvalitet, professionalisme og dynamik i arbejdet. Du vil med reference til chefen for Bygninger og Drift blive en del af et team bestående af yderligere 7 medarbejdere, hvor du vil have dine egne ansvarsområder. Du får en bred kontaktflade med stort set alle museets ansatte og samarbejdspartnere på og uden for Københavns Universitet.

Arbejdsopgaver
Bygninger og Drift varetager opgaver i forbindelse med den daglige museumsdrift af museets bygninger, som ligger i Botanisk Have og Universitetsparken. Afdelingen har ansvar for drift og vedligehold af de faste udstillinger samt opsætning og nedtagning af særudstillinger. Ligeledes servicer afdelingen publikumsområderne herunder butikkerne, forestår flytte- og logistikopgaver, mindre indretningsopgaver, sikring af museets bygninger i samarbejde med (SCIENCE) og en række større projekter i forbindelse med det nye museumsbyggeri.

Du skal, i tæt samarbejde med dine kollegaer deltage i den praktiske udvikling og drift af de fysiske rammer for museets bygninger. Bæredygtige løsninger skal så vidt muligt indtænkes i arbejdet.

Faglige kompetencer

  • Du er uddannet møbelsnedker og har minimum 10 års erhvervserfaring
  • Minimum 8 års erfaring med vedligehold af udstillinger og inventar
  • Erfaring med opsætning og nedtagning af udstillinger
  • Erfaring med styring og koordinering af eksterne håndværkere
  • Kendskab til udbud og indhentning af tilbud
  • Kendskab til AV og udstillingslys
  • Du har viden om og lyst til at arbejde med bæredygtighed
  • Erfaring fra andre kulturinstitutioner såsom museer og kulturhuse
  • Indgående kendskab til bygningerne på Statens Naturhistoriske Museum vil være en høj prioritet
Vi forventer
At du er struktureret og har et godt overblik samt at du har stærke samarbejdsevner og er tydelig i din kommunikation. Du skal kunne håndtere en bred opgaveportefølje, og have en praktisk evne til at koordinere både store og små projekter, så tid og ressourcer bruges bedst muligt for alle parter. Vi forventer at du er fleksibel og parat til at løse allround håndværksopgaver. Derudover har du lyst til at arbejde med mange forskellige fagligheder og har det godt med at nogle af projekterne har engelsk som arbejdssprog.

Om os
Naturhistoriske museer har aldrig haft større betydning, end de har i dag. Vores planet er beboet af millioner af levende arter. Men i dag har en enkelt art magten til at ændre livet på Jorden fundamentalt. Skal vi finde løsninger på de store udfordringer verden står over for, kan det kun ske ved, at vi forandrer lokalt, samarbejder internationalt og deler den viden og de ressourcer, vi i fællesskab besidder.

Statens Naturhistoriske Museum er Danmarks nationale hovedmuseum for naturhistorien. Visionen for Statens Naturhistoriske Museum er at styrke forbindelsen mellem mennesker og natur. Vi vil inspirere, engagere og give alle mulighed for at nyde, forstå og passe på naturens mangfoldighed. I 2027 åbner vi det nye Statens Naturhistoriske Museum i Botanisk Have i hjertet af København. Den vil rumme state-of-the art laboratorier, enestående videnskabelige samlinger, nye udstillinger, samt faciliteter til undervisning. Det er vores ambition, i løbet af de kommende år, at ændre opfattelsen og brugen af naturhistoriske museer og herigennem styrke forbindelsen mellem mennesker og natur.

Løn og ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S) og organisationsaftalen for Håndværkere og teknikere. Der vil være mulighed for forhandling af yderligere tillæg efter kvalifikationer.

Den ugentlige arbejdstid er gennemsnitligt 37 timer. Vi har flekstid.

Din ansøgning
Er du interesseret i stillingen, beder vi dig sende en elektronisk ansøgning med bilag via Jobportalen (tryk på linket "SØG STILLINGEN" nederst i opslaget) senest den 17. maj 2026.

Ansættelsessamtaler vil finde sted i uge 21.

Universitetet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Yderligere spørgsmål
Spørgsmål til stillingen kan rettes til chef for Bygninger & Drift Inga Marie Thornval, tlf.nr. 22815706.

Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet – SCIENCE i kort form – er landets største naturvidenskabelige forsknings- og uddannelsesinstitution med 4.000 ansatte og 9.700 bachelor- og kandidatstuderende fordelt på 11 institutter og et museum. Fakultetet har et årligt budget på ca. 3 mia. kr.

Læs mere om Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på www.science.ku.dk

Log ind